Turreferat
| Dato | 19. august 2000 |
|---|---|
| Tur | Langtur |
| Skib / by | M/S Yellow Reef, Hanstholm |
| Fiskested | Det gule rev |
Det
er snart trivielt og selvfølgelig vovet og udfordrende overfor
vejrguderne at sige, at det altid er godt vejr når Måleren
er på tur. Men denne tur var ingen undtagelse. Der var meldt 3-8
m/s fra syd og aftagende, så det var nærmest unødvendigt
at snakke med Gunda inden vi kørte hjemme fra.
Da vi fra Svendborg/København/Otterup ankom til den sorte hytte over for fiskemelsfabrikken var de fleste allerede ankommet og såvel debutanter som "gamle" kom hurtigt i snak. Da vi skulle tidligt op måtte vi stoppe Finn midt i hans fortællinger og se og finde køjerne. Vi sikrede os at Jens havde slukket for sin mobiltelefon (den har det med at larme lige når vi sover bedst) og så blev de første torsk hevet i land !
Som ventet var det fint stille vejr da vi ved 4:30-tiden kørte mod havnen. Der blev hurtigt fyldt på båden - både fiskere, diesel og is og vi begav os med vore ønsker kombineret med Dan Flaks intuitioner om gode fiskesteder af sted ud i den tidlige morgen.
En
forlænget tur som denne giver lidt bedre muligheder for at besøge
steder, som ikke er for "overrendt" og efter en sejltur på
knap 4 timer var vi ved første "spot": Et stenrev, som
gav et par pæne torsk uden at behøve at blive nævnt
yderligere her.
Vi besøgte på turens første del fortrinsvis stenrev, hvilket slet ikke var nogen dårlig ide, da vi efter andet stop havde hevet en del torsk ind i størrelsen 6 - 9 kilo. Selvfølgelig havde det været sjovere om der allerede nu havde ligget målere rundt omkring i baljerne, men der var vist ingen der klagede sig - det skulle da lige være Erik, der allerede inden vi kom i gang med fiskeriet var gået ned med flaget og havde lagt sig i en køje tæt ved en spand!
At beskrive hver enkelt stop i detaljer vil være umuligt
og unødvendigt. I stedet kan man overordnet sige at vi senere kom
forbi nogle vrag, som uden at æde alt for meget grej gav nogle helt
gode fisk på dækket. 
Hvis man i forvejen havde set frem til at skulle ud og fange en hel masse langer på denne tur havde man da en grund til at være skuffet, for det var ikke ligefrem sådan nogle det vrimlede med på vragene. I stedet stod der gode torsk og ventede på os og det er da heller ikke så skidt endda.
Faktisk kørte det så godt en overgang, at skipper Flak helt glemte sin nordjyske mådehold og udtalte: "har I nogensinde prøvet et stenrev, hvor der stod så mange gode torsk ?"
Det var vist også på dette tidspunkt, at en 3.7 mio. kr's. pilkemaskine fandt ud af at vi havde ramt et helt godt sted og var dukket op ud af det blå.
Vi var ved at nå det tidspunkt, hvor vi skulle vende
næsen mod Hanstholm og fiskeriet gik egentlig helt godt. Der var
inden for de sidste træk blevet taget nogle målere, så
derfor foreslog Dan Flak at vi kunne forlænge turen et par timer.
Dette var vi ved at overveje da der pludselig var voldsom flex nede bagved.
Jens
Jørgen havde fået noget at se til og Dan stod klar med gaffen
da han kunne se hvor meget stangen var belastet. Torben stod tæt
på og var ved at frygte at hans rekord var røget en tur,
da han så hvad der kom til overfladen. Der blev stimlet sammen i
bagenden af båden, da en stor torsk blev hevet indenbords og bismervægten
blev fundet frem. 18 kilo viste loddet - hverken mere eller mindre, så
det blev en tangering af den tidligere rekord. Jens Jørgen kunne
tørre sveden af panden efter kampen med fisken og Torben kunne
det samme af en lidt anden grund. Nu var stemningen i båden for
at fortsætte tændt og en hurtig afstemning afgjorde at vi
ville tage de sidste timer med. Folkene stod hurtigt klar da vi skulle
hen over det sted igen, hvor Jens Jørgen lige havde taget 18 kilo
torsk med hjem. Dette drev skulle vise sig at være til fordel for
dem som havde placeret sig i stævnen, for knapt havde hornet lydt
da der var fire på stribe deroppe (Lars Jørgen, Brian A,
Brian P og Morten) som var ved at afprøve om deres grej var stærkt
nok. Brian A fandt ud af, at hans knækline kunne knække, men
de tre andre fik flotte fisk indenbords.
Efter dette drev gav det ikke en hel masse og det sidste sted vi prøvede var der heller ikke held ved, så ved 18-tiden sejlede vi indad. Det var i mellemtiden blæst op og turen ind kom til at vare lidt længere end først forventet.
Vi var inde ved 22-tiden og kunne så afslutte turen
med at ønske hinanden god tur hjem, hvad enten man ville kæmpe
sig hjem direkte efter eller tage en overnatning mere i hytten. 
En hurtig sammentælling viste at der var fanget 6
måler-torsk (18-17-15-14-13.5 og 13 kg) og en enkelt måler-lange
på 11 kg. Og da der foruden var taget en del ganske pæne torsk
lige under de 10 kilo kunne man kun konkludere, at det havde været
en ganske vellykket tur.

Fisk fanget på turen
| Art | Vægt / længde | Fanget af | Billede |
| Lange | 11,00 kg | Brian Poulsen | Billede |
| Lange | 7,50 kg | Jens P. Jørgensen | Billede |
| Torsk | 18,00 kg | Jens Jørn Lassen | Billede |
| Torsk | 17,00 kg | Brian Ahlers | Billede |
| Torsk | 15,00 kg | Lars Jørgen Mejlsbye | |
| Torsk | 14,00 kg | Brian Poulsen | |
| Torsk | 13,50 kg | Lars Jørgen Mejlsbye | Billede |
| Torsk | 13,50 kg | Morten Broberg Lind | Billede |