Turreferat

Dato 29. juni 2003
Tur Dybhavstur
Skib / by M/S Bonito, Hanstholm
Fiskested Norskerenden

Under 5 m/s fra skiftende retninger, senere 3 - 8 m/s fra øst. Sådan lød farvandsudsigten fra DMI lørdag aften 11 timer inden planlagt afgang for Målerens årlige dybhavstur. De første medlemmer var allerede ankommet til Hanstholm om eftermiddagen og en snak med vores kommende skipper havde skruet forventningerne og forhåbningerne yderligere i vejret. Jacob fra Bonito kunne fortælle at strømmen havde stået fuldstændig stille under dagens fiskeri. Holdt vejrudsigten stik og kunne vi samtidig være så heldige at opleve en minimal strøm var chancerne for en succestur på det dybe vand absolut inden for rækkevidde.

På baggrund af meldingerne fra DMI og Jacob var optimismen så stor at vi hurtig blev enige om at sejle en time før end planlagt. Så havde vi jo mulighed for at forlænge turen i den anden ende, hvis vi skulle opleve det fiskeri, vi alle gik og håbede på. Så mens dagens kunder så småt begyndte at ankomme til Mølboen og Yellow Reef tøffede vi ud af Hanstholm havn med Jacob og Bonito.

Hele vejen ud til det første stop var der en spændt stemning ombord. Folk var koncentrerede og forventningsfulde, og mange gjorde sig sikkert overvejelser som : Hvordan vil fysikken klare fiskeriet på de store dybder med tungt grej for enden af snøren. - Hvordan vil strømmen løbe ? - Vil 6 - 700 gram være nok eller skal man op i blylodsstørrelse + 1kg ? - Vil der være DK- eller klubrekorder i dybet ?

Mange af disse spørgsmål blev besvaret efter første stop på vraget : Strømmen løb væsentlig stærkere end vi havde håbet på. Det var ikke til at holde bund med 700 gram og vi fik hurtigt en melding fra besætningen om at vi roligt kunne skifte til minimum 1 kg inden næste drev. Der blev tacklet om, og det viste sig da også, at man nu kunne "holde bund", men strømmen var stadig et stort problem. Den løb simpelthen for stærkt til, at det var muligt at fortsætte fiskeriet, så efter 3 - 4 forsøg på det dybtliggende vrag, hvor eneste resultat var en mini kulmule og en mistet sej som huggede 20 meter under båden, måtte vi erkende at det dybe vand måtte opgives.

Et hurtigt krisemøde afgjorde dagens videre forløb og der blev lagt en plan B som indeholdt stop på et par vrag - et besøg i hullet - samt et par drev over stenbund. Stederne blev udvalgt af Jacob udfra et ønske om at vi hellere ville fange få store end mange små fisk. Specielt det med de få fisk skulle senere vise sig at blive opfyldt.

På det første vrag inde på lidt mere normale dybder skete der absolut intet, så turen gik hurtigt videre mod næste vrag. Her lykkedes det formanden at fange en sej på 2 -3 kg. Jens Jørn, som tidligere havde mistet en 5 kg's sej i overfladen lige før gafningen, gentog sit kunststykke - denne gang med en lange på ca. 2 - 3 kg, som også sagde farvel lige inden gaffen kom til. Ellers skete der ikke meget på de første par drev over vraget, og folk var egentlig indstillet på at vi snart skulle videre, da Morten Linds stang pludselig krøllede helt sammen. Bundbid tænkte de fleste vist, men Morten fik i fin stil pumpet dyret væk fra vraget, og en lang kamp kunne begynde. Den kamp vandt Morten og kunne derefter lade sig fotografere med en flot lange på 12,5 kg. Fangsten fik alle, der havde fisket med pirke, til lynhurtigt at rigge om til medegrejet, og på de næste drev over vraget blev der serveret en cocktail af makrel, sild og ørred for at se, om vraget husede flere store langer.

Det skulle hurtigt vise sig, at der var flere fisk på vraget. Jeg havde selv hug på agnen på de efterfølgende 2 drev, men begge gange lykkedes det ikke at kroge fisken og mine medfiskere havde heller ikke held til at fravriste vraget flere fisk. Så turen gik videre til "Hullet", som før har vist sig at være lidt af et "alt eller intet sted". I dag var det et "intet sted" og der blev ikke registreret så meget som et eneste hug på vores endegrej.

Yderligere et par stentoppe blev afsøgt uden held, og jeg var efterhånden ved at indstille mig på at jeg skulle opleve noget så sjældent som en nultur på Det gule rev. Men da det så sortest ud, havde jeg lige pludselig fisk på, og det var en med noget vægt og noget power bag. Den blev fightet med stor forsigtighed, og efter et stykke tid viste der sig en pæn torsk i overfladen. Glæden aftog dog noget, da det viste sig, at pirken sad i ryggen på fisken, men jeg var trods alt forskånet for at vende hjem uden fisk. Torsken blev vejet på bismeren til 12,2 kg. Efter denne fangst skete der ikke meget mere på turen. Vi forsøgte et par steder mere, men trods ihærdigt arbejde fra besætningens side blev udbyttet af turen temmelig ringe.

Alt i alt fangede vi 7 fisk, hvoraf de 2 var fejlkrogede. Morten fik som nævnt langen på 12,5 kg. - Jeppe fangede en sej og en fejlkroget makrel med delvist afbidt hoved ?!? - Dan Fuglsang fangede en enkelt sej. - René fik en lange og var tæt på at føje en ny art til klubrekordlisten, men kulmulen manglede 2 cm for at have minimumsstørrelsen. - Og så var der altså en fejlkroget torsk til undertegnede. Ca. halvdelen af turens deltagere måtte tage hjem uden fisk. Godt at det er en af de sjældnere oplevelser fra Målerens ture.

Trods det ringe resultat skal der til sidst lyde en stor ros til Jacob, som sejlede Bonito. Han optrådte med gejst og engagement og gjorde et ihærdigt arbejde for at finde fisk til os.

Fisk fanget på turen

Art Vægt / længde Fanget af Billede
Kulmule 28,0 cm Rene Petersen Billede
Lange 12,50 kg Morten Broberg Lind Billede
Torsk 12,20 kg Jan Dalgaard Madsen Billede
← Tilbage til oversigten
Referat: Jan Dalgaard Madsen