Turreferat
| Dato | 7. maj 2000 |
|---|---|
| Tur | Langtur |
| Skib / by | M/S Yellow Reef, Hanstholm |
| Fiskested | Det gule rev |
Dato : Søndag den 7/5
Tur : Langtur.
Skib : M/S Yellow Reef, Hanstholm.
Fiskested : "Det Gule Rev".
Om turen med Yellow Reef søndag d. 7/5-2000 er der allerede skrevet nok til at røbe, at der har været tale om Havfiskeklubben Målerens vel nok allerbedste tur til dato.
Det var første gang jeg var med afsted med Måleren, og er blevet opfordret til at skrive dette referat, da det altid er sjovt at høre hvordan nye medlemmer opfatter fisketuren og stemningen ombord. Skulle der undervejs i referatet være nogen der ikke kan nikke genkendende til forløbet, tror jeg godt vi kan tillade os at konstatere, at der simpelt hen har været så meget action og "gang i skuden", at det kan være vanskeligt at huske præcist hvornår hvem fangede hvad og hvorfor.
Men som jeg husker "hin dag", sejlede vi ud af Hanstholm Havn lidt før 5.30 med en vind i ryggen der ingengang kunne betegnes "flov" - den var nærmest pinlig. Solen skinnede, og alle var glade og forventningsfulde. Nogle havde sovet mere end andre - det er jo et kendt fænomen at lystfiskerhytten i Hanstholm har let ved at gå i selvsving når 10- 12 fuldvoksne herrer snorker igennem.
Efter ca. 4 timers sejlads skulle det første vrag prøves. Det var vist en fuser. Nok en 1/2 times sejlads og vi prøvede igen. Om det så var her der begyndte at ske lidt eller det først var ved næste vrag, det står mig lidt uklart, men fiskeriet startede i hvert fald lidt sløvt.
Til gengæld var der mange der oplevede noget forsigtigt nykkeri på de agnede krogede, og i hvert fald var undertegnede var ved at blive vanvittig af ikke at kunne kroge de nappende dyr. Det varede ikke længe før at vi fandt ud hvad de forsigtige nap skyldtes, Klaus P. var ihverfald ikke i tvivl da han hev et hvæsende 9,0 kg's kattedyr på dæk under stor jubel. En utrolig flot kat og klubrekord.- Tillykke. Herudover blev der landet 3 andre "misser", så nu har Måleren vist for alvor fået gang i kattefiskeriet.
Herfra begynder min hukommelse at svigte en smule. Som jeg husker det, bliver der fanget lidt småtorsk og smålanger men foruden de fine katte er det vist ikke rigtigt det vilde der bliver landet. En rigtig pæn lubbe husker jeg, men er det ikke først senere det for alvor starter ?? Ja, det er noget af en opgave at forsøge at beskrive turen kronologisk, men det er jo også først efter en længere sejltur igen, at tingene rigtig tager fart.
På vej mod et afsidesliggende vrag på dybt vand, stopper vi "sådan nærmest for sjovt" på et andet vrag på vejen, og tak "Gud og Skaber" for det. For nu tager det fart. Loddet tegner en stor lyseblå klat og kort efter der er ringet med klokken flexer den ene stang efter den anden.
Der er ingen tvivl længere. Storsej hamrer på pirke og ophængere, kun afløst af forvildede lubber der blander sig i kappestriden om det smukt præsenterede isenkram. 2 eller 3 gange sejler vi tilbage henover vraget for at få del i vildskaben.
Dem oppe foran får totalt vilde doubléer, bl.a får Brian 3 doubléer med den størst på 13 kg. (7,5 kg. sej og 5,5 kg. lubbe), den største doublé er dog en 16,5 kilos, taget af René med sej på 10,5 + 6 kg. Der bliver taget mange flotte fisk af mange andre - jeg kender dårligt navnene på alle, men eet er sikkert. Stemning ombord er nærmest kaotisk, det flyder med fisk og man skøjter rundt i slim og blod. Stemningen er euforisk. Ligeså hurtigt som sejfiskeriet starter dør det ud igen. René når imidlertid at tegne sig for ny klubrekord med sej på 10,5 kg. - Tillykke med dyret !!
Men fordi sejfiskeriet dør ud er der jo ingen grund til at fortvivle - vraget er slet ikke affisket endnu. De af os der var knapt så gode til det med sejene, nåede faktisk ned til bunden/vraget med vores agn - og konstaterede at her stod langer. Efter at have flyttet skibet til en anden ende af vraget kommer der nu rigtig gang i langerne. Og eventyret fortsætter, ingen monsterlanger, men rigtigt mange langer med en rigtig god snitvægt - og det bliver ved og ved og ved, og skipper vil ikke hjem, fiskeriet er simpelt hen for vildt. Gafkrogene er rødglødende og hver mand må klare sit !! Det er i dette lange-orgie at Klaus P. er så ubeskeden at sætte ny klubrekord i lange på 10,8 kg, vist kun overgået af en endnu mere ubeskeden skipper med en lange på 12,2 - men den tæller jo heldigvis ikke !! Hvordan det hele ender står totalt uklart, men på et tidspunkt går det vel op for skipper at tiden er overskredet med flere timer, og turen bliver ringet af. Det går hjemover i fuld fart og det er tid til at sunde sig over en fuldstændig utrolig dag:
Torskene druknede næsten i vrimlen af fisk, men der bliver vel taget en ca. 6 stk. med den største på 12 kg. til Tom.
Lubbe, det er vist ikke helt galt skudt med en 7-10 stk.'s med den største på 5,8 kg. (fejlkroget af Hans) og en ny klubrekord på 5,5 kg. fanget af Brian.
Sej: Uha, måske en 20-25 stk., den største var i hvert fald et flot dyr på 10,5 kg.
Rødfisk: Havde jeg nær glemt, Lars tog en på 31 cm. Den blev ikke vejet, men havde den bare vejet 400 gram havde det svaret til en torsk over målet, hvis man altså ser det som % af danmarksrekord - spændende bifangst.
Havkat: 4 stk i alt, største på 9,0 kg er ny klubrekord.
Lange: Hvor mange ?? Tjaa RIGTIGT MANGE. Største fisk på 12,2 kg. tog skipper, men Klaus P. tog ny klubrekord med en fisk på 10,8 kg., Jens tog én på 10,5 kg., så var Klaus P. der vist igen med én på 10,2 kg., 10,0 kg. til Jan Dalgaard Madsen, undertegnede med 9,8 som største, Dan Fuglsang med 9,5 kg. - Jo, masser af pæne langer.
Sikken et eventyr - og hvor ironisk det end måtte lyde, nåede vi aldrig ud til det vrag der virkelig skulle have reddet dagen !! Til slut en tak til alle for behagelig omgangstone og god opførsel. Selvom det nogle gange var lidt hektisk ombord var der aldrig optræk til ballede eller sure miner. Bestemt en positiv overraskelse at deltage i dette vrag-orgie. Jeg har sikkert glemt en del, måske er vægtene ikke helt korrekte. Men én ting er sikkert - Det var en fantastisk dag med "Yellow Reef".
Referat Thomas Glygaard
Fisk fanget på turen
| Art | Vægt / længde | Fanget af | Billede |
| Havkat | 9,00 kg | Klaus Petterson | Billede |
| Lange | 10,80 kg | Klaus Petterson | Billede |
| Lange | 10,50 kg | Jens P. Jørgensen | |
| Lange | 10,20 kg | Klaus Petterson | Billede |
| Lange | 10,00 kg | Jan Dalgaard Madsen | Billede |
| Lille rødfisk | 31,0 cm | Lars Ibsen | |
| Lubbe | 5,50 kg | Brian Ahlers | Billede |
| Sej | 10,50 kg | Rene Petersen | Billede |
| Torsk | 12,00 kg | Tom Houen |