Turreferat

Dato 17. juni 2001
Tur Dybhavstur
Skib / by M/S Yellow Reef, Hanstholm
Fiskested Nordsøen

HavblikDet var en af de morgener, hvor det kunne hælde til begge sider. En frisk vind og regnbyger, et par knægte plyndrede en cola-automat. Det var ikke rigtigt den bedste start. Ole Egelund og jeg selv var kørt til Hanstholm i god tid, så vi var der klokken 2. Efter et par kopper kaffe og et par gåture på havnen, dukkede de første op, anført af Jeppe. Der var vist nogle som havde fået tiltusket sig et sommerhus og noget god oksefilet, godt initiativ Jens. Klokken 5 minutter i 4 manglede der stadig 2 mand. Lars Ibsen og en vis Hr. Finn Petersen og kun takket være nogle øde nordjydske veje nåede de det til tiden. De blev mødt af en hel skov af 50 og 80 punds stænger linet op med store Penn og Shimanohjul fyldt med stærk flettet line.

Efter den sædvanlige tankning og påfyldning af is gik det ud mod horisonten i det store vesterhav. Stemningen var høj, forventningerne store og der blev fortalt den ene røverhistorie efter den anden, på grænsen af det troværdige, og måske lidt over, men ikke ret meget.

Jomfruvrag
Skipper meldte at første stop blev gjort på 180 meter vand over et af de såkaldte jomfruvrag og spændingen steg et par grader. Var der nu også et vrag på positionen? Et par timers sejlads senere; der var et vrag dernede og et prøvedrev viste ca. 1,1 mils strøm, ikke lige de mest optimale forhold. Et lille trut og 12 mand sænkede deres favorit agn ned i dybet, et enestående tagselv bord blev serveret med blæksprutter, sild, makrel, hornfisk og min favoritagn ørred. Når 12 mand fisker samtidig med agn bliver der dannet et godt duftspor nede i dybet, som kan lokke de store fisk frem.

Nab
Dan fik vist sin ekspertise og holdt os lige over vraget, så vi kunne fiske meget effektivt. Efter 10-15 minutter får jeg som den første et lille nab og med fuld koncentration på sker der ingenting det næste minut. Et lille nab igen, et til og den er væk. Surt tænker jeg. Rigtigt surt. Den var der igen og igen og den trækker væk med ørredfileten. TLD-eren bliver sat i det lave gear, bremsearmen ryger på blokering og 80 punds stangen knirker i modhuget. Stor fisk. Jeg presser den hårdt kæmpende fisk 20-30 meter væk fra vraget. Da den bliver rigtig sur må stangen agere stødpude, og det klarer den til UG, fars gamle glaskæp. Så må den op igen og de sidste 70 meter må jeg have den store klinge i brug for at holde kontakt med fisken, så meget dykkersyge har den fået efter det pres der blev lagt på den. Den kommer op ca. 40 meter ude totalt udspilet og med svømmeblæren stående som en ballon ud af kæften. Der bliver vild opstandelse, for den er enorm at se på. Langsomt men sikkert kommer den nærmere, da en måge tager turen ind i linen. Shit. Den bliver dog hængende og bliver sikkert gaffet af foreningens formand Jeppe. Det er målerbrosme og dermed ny dansk rekord. Den bliver vejet til 11 kg og 103 cm. Øre til øre-smilet kommer frem, kanon. Lars Ibsen har også fået fisk på og efter en god fight lander han en stor brosme på 6,4 kg. Ole Egelund får også listet en 5 kilos lange op og sammen firer vi ned igen.

Skipper Dan FlakNab igen
Efter 5-7 minutter er der nab igen og det er et af de mere kontante og samme recept igen. Hårdt pres på fisken, der tænder pænt af, og er klart større end 11 kilos brosmen. Men da den er ca. 20 meter oppe over vraget står den af. Sur røv ! heldet var vendt og jeg kan rulle et tomt tackel op med en 9/0 krog, hvor krog tavsen var raspet på de nederste 15 cm. Det er ikke godt at vide om det var en mega brosme eller stor lange !!

Kæmpe brosme
Klar til andet drev står alle klar med frisk agn, selv Finn Petersen som har lidt af vesterhavssyge og er småbleg. Netop Finn Petersen får efter et kvarter et godt hug, som bringer farven tilbage i kinderne. Finn får presset den kapitale fisk væk fra vraget og den kommer langsomt op på en fuldt flekset klinge. Imens Finn fighter sin drømmefisk, kroger Morten Lind en brosme på 5,75 kg, god fisk. Da Finns fisk kommer til overfladen er der nærmest utroligt, så stor den er. Den slår med garanti min egen rekordbrosme og på vægten vejer den utrolige 13,2 kg og 105 cm. Tillykke. Det bliver vist en rekord som bliver svær at slå og den er både Målerrekord og Dansk rekord. Den omgang øl var vist givet godt ud og den smagte vist også helt godt, hva Finn.

Formandens drev
Tredje drev skulle vise sig at blive formandens drev, da han næsten samtidig med Brian Poulsen kroger og lander en brosme på 5,75 kg, mens Brians vejer 6,75 kg. Jeppe fisker med den vildeste hajkrog jeg har set, men de lidt sky brosmer har åbenbart ikke problemer med en krog, som er større end den der sidder på gaffen. Stor agn til stor fisk må være Jeppes motto, for straks efter hans agn igen har kontakt med vraget, får han et godt hug og sved på panden. Han lander lidt efter sin første måler, efter en god serie af fisk på 9,9 kg. Den store mand er helt vild over sin 11 kilos lange og man forstår ham godt. Morten Lind får på vej op en sej på 4,75 kg på agn og jeg selv får sneget en brosme op på 6,25 kg.

HjemturVi beslutter derefter at sejle ind på lavere vand for at prøve nogle andre vrag. Det blev dog uden succes, da der på 5 vrag blev fanget 2 stk. 5 kilos langer og nogle enkelte torsk. Den ene lange som jeg fangede havde en knækket enkeltkrog siddende i svælget og jeg skal hilse og sige det gør forbandet ondt og få sådan en i fingeren. Så husk at kassere gamle rustne kroge, da de mister deres styrke, og når en 5 kilos lange er i stand til et knække den, siger det sig selv at man ikke kan lande drømmefisken, hvis den skulle hugge.

Dansk Rekord Brosme
Da vi kom i havn vejede Finn Petersen's rekord brosme 12,75 kg og 105 cm lang og 62 cm i omkreds. Den slår den eksisterende rekord med hele 3,5 kg inponerende.

Om fiskeriet
Der var en tendens til at agnen skulle ligge stille i lang tid inden, at brosmerne fik vovet sig ud af vraget. Det er derfor en fordel, hvis alle meder så der bliver dannet et duftspor, som lokker de sky fisk til at komme frem. Der blev fanget brosmer på makrel, sild og ørred, som alle er meget fede fisk, og derved giver et godt duftspor. Der blev fisket med både glidetackler og almindelige paternoster tackler, uden der var en synlig fordel ved nogle af den. Flere brugte også floucerende plastslange foran agnen uden nogen synlig effekt. Så tro på dine egne tackler og agn og prøv en tur på vesterhavet.

Fisk fanget på turen

Art Vægt / længde Fanget af Billede
Brosme 12,75 kg Finn Petersen Billede
Brosme 11,00 kg Brian Ahlers Billede
Brosme 6,75 kg Brian Poulsen Billede
Brosme 6,40 kg Lars Ibsen Billede
Brosme 6,25 kg Brian Ahlers
Brosme 5,75 kg Morten Broberg Lind
Brosme 5,75 kg Jeppe Hansen Billede
Lange 11,00 kg Jeppe Hansen Billede
← Tilbage til oversigten
Referat: Brian Ahlers