M/S Trille, Hanstholm. Fredag, den 10/9-99

Målerens
sidste tur på "Det Gule Rev" i 1999 blev gennemført i fantastisk
flot vejr (igen). Vi har været utrolig heldige med 6 gennemførte
ture ud af 6 mulige. Vejret var denne dag så godt, at flere
medlemmer benyttede lejligheden til at få lidt sol på en ellers
bleg overkrop. Nils valgte simpelthen at gå planken ud og tage
en dukkert. Han holdt sig dog i behørig afstand fra de pirke,
der var i vandet, så vi fik ikke sat klubrekord i kategorien
"Nordmand". Fiskeriet levede næsten helt op til vejret. En ny
art kom på rekordlisten, nemlig en hornfisk fanget af Lars Ibsen.
Lidt senere var det tæt på, at der røg endnu en klubrekord da
Nils Stormoen hev en flot lubbe op på 4,0 kg; kun 200 g fra
Klaus Petterson rekord. Samme Klaus Petterson slog lidt senere
til med en flot "målertorsk" på 10,5 kg. (Tak for øl Klaus).
Flere gange havnede vi i makrelstimer, og på disse tidspunkter
var det temmelig svært at få pirken til bunden. Makrellerne
huggede villigt på pirk, agn og ophængere, og det blev vel til
omkring 10 - 15 makreller mellem 500 og 800 gram til hver mand.
Sidst på turen fandt Bent Steffensen ud af, at han også ville
være med på rekordlisten. Han slog to klubrekorder med meget
lille margen. Langerekorden blev slået med 100 g og sejrekorden
blev slået med 200 g, således at rekorderne for disse fisk nu
lyder på 3,3 kg for lange og 3,7 kg for sej. Denne måde at slå
rekorder med mindst mulig margen har senere givet Bent tilnavnet
"Bubka". Alt i alt var fiskeriet ganske udmærket og både Jeppe,
Tom og undertegnede var i kontakt med noget af det helt store.
For mit vedkommende skete det over et vrag, hvor jeg på de første
tre drev havde sat pirken fast i vraget, med det samme den kom
ned. 4. drev over vraget forløb næsten på samme måde : Pirken
kom ned og med det samme sad den fast. Jeg skulle lige til at
bande over, at have "vragbid" endnu en gang, da det pludselig
viste sig at der var liv for enden af min snøre. 2 vildt kraftige
udløb var ved at rykke mig overbord, men glæden varede kort.
Der var åbenbart en fejl på min line, som knækkede ca. midt
på. Ærgerligt.
Referat
: Jan Dalgaard Madsen, Kasserer