Dato : 10-06-2026

Ud på tur — aldrig sur

Det er tirsdag den 9. juni. Jeg sidder i en Airbnb-hytte lidt syd for Steinkjer, højt oppe i Norge. Her er helt stille. Kun vindens susen bryder roen udenfor, mens jeg sidder og lader tankerne vandre tilbage over det sidste døgn.

Det hele begyndte hjemme hos mig selv. Bilen skulle pakkes, grejet findes frem, de sidste ting tjekkes en ekstra gang — og så var det afsted. Først ud for at hente de andre rejsekammerater, og derefter videre mod eventyret.

Vi er tre på tur: Jan og Brian, de to erfarne, og så mig — den uerfarne, men fuld af forventning. Målet er Terråk, hvorfra vi skal tage færgen til Skotnes og udforske området derfra.

Det er et sted, Jan har fortalt om mange gange. Hver gang han nævner det, får han gnister i øjnene. Stemmen stiger en smule, begejstringen tager over, og man mærker tydeligt, at det her sted betyder noget særligt for ham. Det smitter. Man får lyst til bare at komme afsted. Afsted mod fjelde, vand, stilhed og det ukendte.

Nu er vi på vej. På vej mod dette magiske sted, som allerede inden vi er fremme, har fået forventningerne til at vokse. Drømmene for ugen ligger foran os — store, lyse og fulde af muligheder.

Det føles som begyndelsen på noget, vi kommer til at huske længe.

Regn — og endelig fremme

Vi kørte gennem tunnelen lidt nord for Trondheim i tørvejr. Men da vi kom ud på den anden side, var verden forandret. Regnen stod ned — og den har egentlig været med os lige siden.

Efter en langsom morgen, hvor tiden fik lov til at gå lidt for ubemærket hen, gik det pludselig op for os, at tidsplanen var ved at skride. Der blev pakket sammen, tempoet kom op, og vi satte kursen mod den sidste del af rejsen.

Under køreturen blev der luftet mange forskellige skrækscenarier. Hvad nu hvis vi ikke nåede færgen? Hvad hvis der var kø? Hvad hvis vi havde regnet forkert? Og selvfølgelig blev der også spekuleret i, præcis hvordan og hvorfor det hele kunne gå galt på den allersidste strækning.

Men heldigvis gik det hele, som det skulle.

Vi er nu ankommet — i højt humør, trods regnen der stadig holder ved. Der er noget særligt ved at nå frem efter en lang rejse. Man mærker lettelsen, forventningen og den der boblende fornemmelse af, at nu begynder det for alvor.

Aftenens fisketur bliver lokal. Vi starter med kastefiskeri efter havørred og de andre arter, der måtte have lyst til at byde sig til. Regnen får lov at være regn — vi er fremme, vi er klar, og eventyret ligger lige udenfor døren.

De røde — og kveiterne

Efter mere end to døgn med regn, regn og atter regn skete miraklet endelig: Solen brød frem.

Ikke bare sådan forsigtigt. Den kom, som om den havde dårlig samvittighed over at have gemt sig så længe. Pludselig fik fjeldene farve igen, vandet glimtede, og humøret steg flere grader på én gang. Det føltes næsten som om hele turen tog en dyb indånding.

Dagens program stod i kveiternes tegn.

Først skulle der skaffes agnfisk, og den opgave var nærmest overstået, før vi rigtigt nåede at få armene op af lommerne. Der var bid, der var liv, og der var allerede fra morgenstunden en fornemmelse af, at dagen kunne gå hen og blive en af dem, man husker.

Og det gjorde den.

Den uerfarne — altså mig — kunne i dag skrive hele to nye arter på listen. Først den lille rødfisk. Eller... “lille” er måske så meget sagt, for den havde faktisk en størrelse, der fik optimismen til at blinke et øjeblik. Der blev målt, vurderet og kigget efter med klubrekorden i baghovedet, men helt nok var det desværre ikke. Den gamle rekord fik lov at blive siddende på pinden — for nu.

Men dagen var langt fra færdig med at overraske.

For så kom kveiten.

Ikke bare én, men to gange, ikke som et forsigtigt nap eller en lille høflig hilsen nede fra dybet. Nej, den kom med vægt, vilje og drama. Pludselig var der alvor i stangen, spænding i båden og den dér helt særlige stilhed, hvor alle godt ved, at nu sker der noget.

Og så skete det.

Kveiten kom op — men den krævede sit offer.

En knækket stang.

Der stod vi så. Med en ny art på listen, højt humør, sol over Norge og en fiskestang, der havde givet alt, hvad den havde i sig. Det var måske ikke helt efter bogen, men det var præcis sådan noget, der gør en fiskedag til en fortælling.

Så ja — dagen stod i kveiternes tegn.

Men den blev også dagen med de røde, solen, grinene og lyden af en stang, der sagde tak for kampen.

Vi skal ikke hjem — vi skal videre

Morgenen vågnede med sol over fjeldene.

Solen stod fremme i fuldt flor, vandet lå og lokkede, og stemningen var klar: Vi skulle ikke hjem. Vi skulle videre.

Dagens plan var at jagte nye muligheder og teste spots. Ikke bare fiske — men lede, prøve af, blive klogere. Vi lagde ud med de dybe pladser.

Tre spots skulle undersøges, alle med udgangspunkt omkring 150 meters dybde og drop ned mod 200 meter og derover. Der var spænding i luften, for det er noget særligt at sende agnen ned i mørket og vente på, hvad der måske står dernede. Vi havde et par hug, nok til at holde håbet i live, men fisk i båden blev det ikke til i første omgang.

Først på dagens sidste dybe spot kom belønningen. En lille rødfisk valgte at kigge forbi og lod sig lande af turlederen. Ikke dagens største drama, men nok til at sætte endnu et hak i oplevelsesbogen.

Brian var efterhånden brugt og valgte at tage én for holdet. Han trak sig tilbage til hytten for at forberede aftensmaden — en ædel beslutning, som naturligvis blev modtaget med stor respekt fra os andre. Eller i hvert fald med stor appetit.

Tilbage stod den uerfarne og turlederen.

Og vi var ikke færdige.

Vi besluttede at fortsætte med kastefiskeri nedenfor hytten og senere rundt ved færgelejet. Fiskeriet begyndte stille og roligt med en enkelt torsk og en enkelt sej.

Hyggeligt, men ikke ligefrem noget, der fik pulsen til at stikke af.

Men så skiftede det hele.

Pludselig gik det bananas.

Sejene kom ind i et tempo, hvor man næsten ikke kunne nå at følge med. To-tre fisk pr. kast. Hug, grin, afkrogning, nyt kast — og så forfra igen. Midt i det hele dukkede der også en ny kandidat op til årets største sej. Sådan en fisk, der lige får smilet til at blive bredere og skuldrene til at sænke sig endnu mere.

Til sidst måtte vi kigge på hinanden og erkende, at fiskene havde gjort deres del. De skulle have fred.

Så vi drog videre.

Næste stop blev færgelejet, hvor kastefiskeriet igen fik chancen. Her sluttede turlederen dagen af med en fin lubbe — en passende afslutning på en dag, der begyndte med dybt vand og forsigtige hug, men endte med sol, sej-bonanza og følelsen af, at eventyret stadig kun lige var begyndt.

For vi skal ikke hjem.

Vi skal videre.

Du MÅ ha’ Altibox

På ø-rådet aftenen før blev der truffet en alvorlig gruppebeslutning:

Vi tager ikke hjem, før alle mand har fået en kveite.

Sådan noget bliver ikke bare sagt for sjov. Det er den slags beslutning, der hænger i luften næste morgen, når grejet bliver gjort klar, kaffen ryger ned, og man kan mærke, at dagens mission er mere end bare endnu en fisketur.

Planen var enkel: Ud på spottet, fange et par agnsej — og så skulle kveiterne findes.

Som sagt, så gjort.

Vi kom ud på pladsen og fik hurtigt fanget nogle agnsej. Scenen var sat, og spændingen begyndte stille og roligt at bygge sig op. Turlederen og nybegynderen gik i gang med at kaste rundt om båden for at lave en levende ring af aktivitet i vandet. Tanken var klar:

Der skulle skabes opmærksomhed. Der skulle lokkes. Der skulle kaldes på de flade kæmper nede fra dybet.

Imens sad tredjemanden klar ved stangen med agnfisken. Vagtposten. Manden med ansvaret. Øjnene på stangspidsen og hænderne klar, hvis noget stort skulle melde sig.

Og lige da vi havde besluttet at genstarte drevet, skete det.

Under et spinstop, da agnen blev taget ind, kom hugget.

Først lidt forsigtig pillen, sådan et “var der noget?”-hug. Ikke et solidt, tungt hug, men lige med et krøllede stangen helt sammen og ændrede med det samme stemningen i båden.

Pludselig var alle mand på plads.

Alt, der kunne være i vejen, blev fjernet. Gaf, lasso og kveitekrog blev gjort klar. Der blev ryddet dæk, tænkt hurtigt og handlet endnu hurtigere. For det var nu, hele pladen skulle fyldes.

Og denne gang var der forbindelse.

Du MÅ ha’ Altibox — for signalet til bunden var knivskarpt.

Kveiten kom op gennem vandet, og heldigvis tog den ikke et sidste voldsomt udløb, da den nåede overfladen. Det havde ellers kunnet blive rigtig spændende, for båden var på det tidspunkt drevet ud over 140 meter vand. Men heldet, roen og samarbejdet var med os.

Og så lå den der.

En kveite på godt 30 kilo.

I båden.

Den slags øjeblikke larmer, selv når der er stille. Der bliver grinet, pustet ud, kigget på fisken og kigget på hinanden. For man ved godt, når noget særligt lige er sket. Endnu en mand havde fået sin kveite, og gruppebeslutningen fra ø-rådet var pludselig ikke længere bare en plan. Den var ved at blive virkelighed.

Resten af dagen blev brugt på medefiskeri på dybt vand og kastefiskeri efter lubbe. Det gav et par rødfisk, en hvilling og nogle langer, som alle var med til at holde liv i dagen og humøret højt. Ikke alle fisk behøver være hovedrollen — nogle gange er de bare gode statister i en rigtig fin fortælling.

Dagen blev rundet af med en omgang lubbefiskeri nedenfor hytten. Sådan en afslutning, hvor kroppen er træt, men hovedet stadig fisker videre.

Nu er vi alle tre slidte. Møre i arme, ryg og ben — men fyldt helt op af oplevelser.

Og i morgen...

I morgen er der en ny dag.

Nye eventyr venter, og arbejdet med at sætte nye mål er allerede i fuld gang. For når først man har haft 30 kilo kveite i båden, så begynder tankerne hurtigt at vandre.

Team Blå Nød

I dag var sidste fulde fiskedag.

Den slags dage har en særlig energi. Man ved godt, at turen nærmer sig sin afslutning, men netop derfor føles hvert kast lidt vigtigere. Hvert spot får en ekstra chance. Hvert hug kan være det, der skriver sig ind i historien.

Hele holdet satte derfor alle ressourcer ind på dagens mission: at slå nogle af Målerens klubrekorder.

Vi fiskede os gennem flere forskellige spots og prøvede lidt af hvert. Der blev skiftet pladser, justeret taktik og fisket med troen på, at den rigtige fisk måske stod lige derude et sted. Men klubrekorderne var ikke sådan lige at vippe af pinden. De holdt stand — i hvert fald denne gang.

Dagens højdepunkt kom, da Brian krogede en torsk på en lubbeskrænt.

I første omgang lignede det bare endnu en fin fisk. Men pludselig skete der noget.

Alt gik i stå.

Og så startede udløbet.

Her skal det lige nævnes, at Brian fiskede med 0,14 mm line på et fastspolehjul i størrelse 3500. Ikke ligefrem det grej, man drømmer om at stå med, når en kveite pludselig beslutter sig for at blande sig i legen.

Efter cirka 50 meter stoppede udløbet. Der blev helt stille i båden. Alle kiggede på hinanden.

Hvad gør vi nu?

En kveite. På så let grej.

Det blev fem intense minutter, hvor alt pludselig handlede om tålmodighed, ro og håbet om, at linen kunne holde. Men til sidst slap kveiten sit tag. Da torsken kom op, var der ingen tvivl om, hvad der var sket. På bidmærkerne kunne man tydeligt se, at der var blevet taget godt for sig af retterne.

Vores konklusion var klar: Kveiten havde hugget under et spinstop og var stukket af med det, den troede var et nemt bytte.

Situationen blev en ret tydelig påmindelse om, hvor vigtigt et spinstop kan være, når man haler sit kveiterig op fra dybet. Nogle gange sker det netop dér — lige i pausen, hvor alt ser fredeligt ud.

Efter frokost med bl.a. den daglige ration af både cashewnødder og blåbær måtte jeg, den uerfarne, erkende, at kroppen var ved at være færdig. Jeg stod af båden og gik i gang med nedpakningen, mens de to erfarne — og evigt unge — medlemmer tog ud igen på nye dybtvandseventyr.

For de var ikke færdige.

Ikke helt endnu.

Turens sidste resultat blev en lille, lille rødfisk, et par torsk, en lange og nogle sej. Desværre ingen ny klubrekord, men bestemt endnu en dag med oplevelser, grin og dramatik nok til at fylde godt i logbogen.

I aften står programmet på rengøring og pakning af grej og bil. Det er den stille del af eventyret. Der hvor stængerne bliver lagt væk, hjulene skyllet, kasserne lukket, og turen langsomt begynder at skifte form fra oplevelse til minder.

Men selv om ingen klubrekorder faldt i dag, fik vi alligevel en historie med hjem.

Historien om torsken, der blev til kveitealarm.

Om 0,14 mm line, tavshed i båden og ti minutter med pulsen helt oppe.

Og om Team Blå Nød, der på sidste fulde fiskedag stadig jagtede drømmen, stadig troede på hugget — og stadig havde svært ved helt at give slip.

Vi skal hjem, vi skal ikke videre

Det næste døgn står i hjemrejsens og refleksionernes tegn.

Efter mere end en uge med de vildeste opture, store oplevelser, gode grin og nogle få skuffelser, er det nu tid til at vende bilen mod syd igen. Turen har budt på det hele: sol, regn, trætte arme, spændte øjeblikke, fisk der kom op — og fisk der slap væk.

Og så var der selvfølgelig lubberekorden.

Den stædige, genstridige lubberekord, som bare ikke ville lade sig slå. Hvorfor skal det være så svært? Hvor mange kast skal der egentlig til? Hvor mange skrænter skal prøves, før den rigtige lubbe står der? Det må stå hen i det uvisse — for denne gang fik rekorden lov til at overleve. Men kun denne gang.

Nu giver vi os i kast med den lange tur hjem, med et overnatningsstop i Ringsaker undervejs. Kilometerne venter, men det gør samtalerne også. For sådan en hjemtur er ikke bare transport. Det er dér, historierne begynder at finde deres form. Det er dér, man genfortæller de store øjeblikke, griner af de små katastrofer og stille begynder at forstå, hvor meget man egentlig har oplevet.

Snart venter hverdagen igen.

De små opgaver derhjemme. Bilen skal tømmes, grejet pakkes ud, tøjet vaskes, og tingene skal finde tilbage på deres pladser. Men midt i alt det praktiske kommer minderne til at dukke op. Et billede på telefonen. En duft af saltvand i jakken. Et grin, der vender tilbage. En fisk, man næsten havde glemt. Et øjeblik på havet, hvor alt bare gik op i en højere enhed.

Og så sidder man der.

Hjemme igen.

Med vasketøjet i gang, billederne på skærmen og tankerne tilbage i Norge. Tilbage ved fjeldene, færgen, hytten, regnen, solen, kveiterne, rødfiskene, sej-bonanzaen — og den lubbe, der stadig skylder os en rekord.

For selv om turen går hjemad nu, føles det ikke helt som en afslutning.

Mere som begyndelsen på næste drøm.

Referat: Bjarne Holm Lorenzen