Tur : Vragtur Skib : M/S Muddi, Thyborøn. Fiskested : Nordsøen
Lørdag den 16.5 stod den på vragtur med M/S Muddi fra Thyborøn. Jeg fulgte en del med i vejrudsigten op til turen. Det så sku lidt tvivlsomt ud, specielt vinden kunne blive et problem.
Men allerede en uge før viste der sig et lille vindue med fornuftigt vejr lørdag, der gav håb om at vi kunne komme afsted på Nordsøen.
Vejrudsigten holdt og torsdag aften kunne turleder Jan, skrive rundt at turen ville blive gennemført.
Vi var 9 medlemmer der havde indfundet sig på M/S Muddi sent fredag aften, klar til en 20 timers tur. Birger var Skipper, Per hjælper og Jan turleder, en utrolig god treenighed når man som min søn og jeg er afsted for første gang med M/S Muddi.
Det dårlige vejr med masser af regnbyger og vind, som havde præget de foregående dage var skiftet ud med svag vind og solskin fra morgenstunden af.
Planen var lagt. Vi ville ankomme til første fiskeplads omkring kl. 0800. Vi skulle starte med at fiske på 2 vrag, der lå tæt på hinanden og på ca. 75-80m dybde uden på Revet. Derefter ville vi flytte os en 45 minutters tid og prøve nogle andre større vrag på samme dybde. Planen var vrag fiskeri efter, lange, havkat og torsk den første del af dagen.
Det skulle blive en svær opgave. Den kraftige vind de foregående dage havde skabt en masse strøm og dønninger, som gjorde at fiskene nok gemte sig inden i vragene og vi havde svært ved at finde dem.
Skipper Birger startede dog med at fange en flot lange på ca. 80cm, bare lige for at vise at fiskene var der og at det måske nok vores egenskaber der haltede lidt. Det blev til lidt mindre fisk på første vrag inden vi bevægede os videre.
På de næste par vrag kom der lidt flere og større fisk på dækket. Lars Bo, var godt kørende og fangende nogle flotte Lubber, med den største på 2,5 kg. Men specielt Simon havde et godt tag i fiskene hele dagen og landede udover flere forskellige arter også en flot torsk på 6 kg.
Omkring kl.11 begyndte fiskeriet at blive bedre og alle havde efterhånden fået fisk, hvor Steffen fangede turens største Lange på 1,5 kg. Men fiskeriet døde lidt ud og tiden var kommet til at tage ind på lidt lavere vand med stenbund. Fiske dybden var ca. 40m. Her blev fiskeriet mere stabilt, men fiskene var også mindre og der blev mange mindre fisk sat fri igen.
Lars A. ville dog ikke nøjes med at sætte fisk fri igen, idet hans line kom i karambolage med hele 3 måger i løbet af turen. De kom dog alle uskadte tilbage efter at have været oppe og hilse på Lars.
Der kom en god blanding af fisk op i løbet af eftermiddagen. I alt 6 arter blev det til, hvor de største af hver art kan ses i tabellen under referatet.
Desværre blev der ikke fanget nogen havkat.
Jeg tror de fleste garvede medlemmer har set bedre fangster på tidligere ture, men personligt synes både min søn og jeg at fiskeriet var ok. Når man så kan tilføje, at man har set, Suler, Mallemukker, Storkjover, Sæler og Hvidnæser undervejs og at vejret trods strøm og dønninger havde været glimrende hele dagen, så kan vi vist ikke klage over en fremragende dag på vandet.
Apropos vejret. Der var lovet mere vind hen imod aftenen og den kom også. Så da vi trak i køjerne for at få en lur på vej hjem blæste det op og gav bare en lille smag på hvorfor vi ikke gider og fiske i Nordsøen når der blæser 15m/s.
Der stod et hold tyske fiskere klar til en 2-dages tur med Muddi på molen i Thyborøn. Det var bare at ønske dem “Petri Heil” og give dem et velment råd: Æblekage er det bedste middel mod søsyge. Det smager lige så godt på vej ned i maven, som på vej op igen.
Tusind tak for en herlig tur til alle der var med. Det er altid en fornøjelse.