Tur : Fladfisketur Skib : M/S Skjold, Spodsbjerg. Fiskested : Langelandsbæltet
Det var et stærkt hold, der var mødt op i Spodsbjerg i det fineste vejr til årets første pointtur i Havfiskeklubben Måleren. Udover både den forsvarende juniormester og den nuværende klubmester, så talte man hele 5 tidligere vindere af klubmesterskabet blandt dagens 11 deltagere.
Turen gik sydpå mod fladfiskepladserne, og snart var vi ved det første stop. Som ofte gik det lidt langsomt i starten med de flade, men der kom da fisk i spandene, om end de var noget skævt fordelt.
Således oplevede undertegnede at blive totalt udfisket af de to unge mænd, der flankerede mig. Mikkel og Gustav var ikke til at stoppe, og de landede den ene rødspætte efter den anden. Mikkel tog vist flest, men Gustav nappede dagens hidtil største på fine 35 cm.
Samtidig lød der nedslående meldinger fra vores skipper. Der var en hydraulikslange, der var sprunget af, og olien var fosset ud af systemet. Heldigvis var hjælpen nær, da Mikael fra M/S Drost ilede til med en dunkfuld olie, og så kastede vi ellers anker, mens skipper Paaske gik i gang med at reparere maskineriet.
Da jeg åbenbart ikke kunne hamle op med de to knægte, når det kom til de flade, så valgte jeg at skifte strategi. Frem med spinnestangen og på med et langt og slankt blink, og så gik der ikke længe, før jeg fik det første hug fra hornfisk. Jeg nåede dog at miste de første 3 fisk, og inden jeg fik en indenbords, havde Kim Mathisen også skiftet taktik og landet en af de næbbede.
Det satte gang i det mest givende fiskeri efter hornfisk vi nogensinde har oplevet på en Målertur, og vi endte med at lande 20 – 25 stk. i alt på båden. Således stod man rigtig skidt i konkurrencen om at blive dagens bådvinder, hvis man var en af de få, der manglede denne art.
Paaske lykkedes heldigvis med at få gjort M/S Skjold kampklar igen, så efter den ufrivillige pause kunne vi fortsætte mod nye pladser.
Her oplevede vi et fint fiskeri, og alle nåede en pæn mængde fladfisk. Nogle af dem, der ikke havde fået hornfisk tidligere, snuppede dem her på deres fladfiskeforfang med børsteorm.
Således kom Peter op på hele 5 arter som dagens eneste, og det gav ham titlen som dagens bådvinder foran et stort felt, som alle havde 4 arter hver. Dagens buffet af arter bestod af rødspætte, ising, skrubbe, ulk og hornfisk.
Der var også pulje til dagens største fladfisk. Sidst på dagen snuppede bådvinder Peter den føring fra sin egen søn, ved at overgå Gustavs føromtalte rædspætte på 35 cm med en enkelt cm. Kort efter kopierede Allan i fin stil Peters 36 cm spætte, og i et af de allersidste drev blev de så alligevel begge to slået.
Også denne gang var der tale om tvillinge-rødspætter, da både Michael og Flemming fik spætter på 38 cm. Dermed måtte de to dele dagens pulje.
Tak til alle for en hyggelig dag på Langelandsbæltet, hvor vi også fik hilst på Slobodziuk brødrene, der var på tur i egen småbåd, og ved pølsevognen mødte vi Gert og Freanne, der havde været i gang med at klargøre deres nye båd. Så masser af aktive Målermedlemmer omkring det Langelandske denne fine dag.
Næste pointtur er den 20/6 på Aabenraa Fjord med Jønne og M/S Mik Pedersen.