Tur : Todagestur Skib : M/S Jaws, Bua, Sverige. Fiskested : Kattegat
Forventningerne var sat højt allerede ugen før turen. Vejrudsigten var vanen tro dybt upålidelig, og mandagens tur kunne gå begge veje.
Lørdag kom sejlmeldingen. Vi skulle ud. Så grejet, der allerede var pakket, blev smidt i bilen, så vi var klar til at komme afsted.
Søndag eftermiddag blæser det 20 s/m i Kattegat, så udmeldingen fra skipper er, at vi skubber afgangen et par timer mandag morgen for at få den bedste tur ud af det.
Kl. 10 stævnede vi ud fra Bua med kurs vest på, ud på Fladen. Vejret var som lovet, til den friske side, og søsygen var med som blind passager hos flere. Heldigvis lagde vinden og søen sig op ad dagen.
Læringen på turen ud, var at det nok er en fordel at tage vandtæt fodtøj på. Samlet på bagdækket bag styrehuset i læ var stemningen ganske fin. Dog blev der vasket fødder i saltvand.
Pighajer var omdrejningspunktet, og det lykkedes i stor stil for nogen… Konklusionen blev vist at Sjællændere var bedre til pighaj end jyder...
Det samlede antal pighajer ligger hen i det uvisse, men der var deltagere der lagde fra land…5 mand blev noteret for pighaj mandag, og de sidste 4 mand kunne først vise deres evner tirsdag.
Udover pighaj, 7,4 kg til Kent (klubrekord) blev der lavet flere personlige rekorder og klubrekorder på de forskellige arter.
Af mere eksotiske arter, landede Kasper en småplettet rødhaj på 1,45 kg, der skrev sig direkte ind på rekordlisten. 2 blåstak og en berggylte var vist de eneste læbefisk, vi landede. Peder var af den opfattelse at vi burde have fanget væsentlig flere læbefisk, men stormen der havde hærget nogen dage, kan muligvis have flyttet på fiskene. Det lykkedes ikke at finde dem i det omfang, vi havde håbet på.
Derudover kom der langer, fjæsing (klubrekord udenlandsk havn), knurhane (klubrekord udenlandsk havn), glyser, torsk, makrel, torsk og hvilling.
Agnlisten var bredspektret. Makrel og sildefilet fungerede bedst til pighaj. Guldørred og regnbueørred så også ud til at virke ganske fortrinligt for Thomas. Ferske blæksprutter, virkede men bekostelige i forhold til udbyttet. Børsteorm/ tørret børsteorm til de mindre arter. Ansjoser kan ikke anbefales. De virker, men de falder lynhurtigt af krogene.
Alt i alt har turen været en succes, og vi håber på en gentagelse i 2026.