Tur : Fladfisketur / juniortur Skib : M/S Drost, Spodsbjerg. Fiskested : Langelandsbæltet
Årets juniortur var placeret midt i skolernes efterårsferie. Det var lykkedes at mønstre lidt modstand blandt tilmeldingerne til de seneste to års suveræne juniormester Viktor, og således var der lagt op til en dyst mellem William, Christian og Viktor plus alle os andre, der en gang også har været juniorer.
Desværre var vejret ikke med på den plan. Prognosen til om onsdagen, kunne vi allerede flere dage før se, ville medføre en stensikker aflysning. Men dagen før den planlagte tur, var der meldinger om fladt vand og solskin.
Båden var fri den dag, så det blev hurtig aftalt at flytte turen, selvom det kostede deltagelse af en del af de tilmeldte. Det er trods alt bedre med en tur med få deltagere end slet ingen tur. Desuden er vi i Måleren meget opsatte på, at der skal ske noget for vores juniorer, så det havde høj prioritet at gennemføre ture.
Det reducerede deltagerantal betød desværre at der kun kom 2 juniorer med på turen – nemlig Viktor og Christian. Men hvilken tur det blev for dem og ja- også for os andre.
Det var nemlig en af de dage, hvor forholdende til at fiske fladfisk var helt perfekte. Lys, tilpas strøm og fladt vand var medvirkende til, at der blev fanget rigtig mange fladfisk ombord på M/S Drost. Og de to juniorer tog godt for sig af fiskene.
Det var Christians første havtur nogensinde, men det var ikke til at se. Han fiskede yderst kompetent, men var bare oppe mod overmagten i form af Viktor, der trods sin unge alder allerede har rigtig meget rutine.
Held skal der også til, og Viktor blev bådvinder ved at være en af de få, der fangede en ulk, og dermed var han oppe på 4 arter. For at sætte streg under, at han har haft en fantastisk sæson, fangede han også en ordentlig plade af en rødspætte, som med sine 1,13 kg er årets største rødspætte i Måleren.
Sidst på turen lykkedes det Mikael – vores skipper – at fange en rødspætte i samme størrelse som Viktors, så det blev til en ny personlig rekord for ham.
Efter endt fiskeri tog juniorerne del i både rensning af fisk og båd, og et hold tilfredse lystfiskere kunne vende snuden mod Spodsbjerg.