Tur : Kanaltur Skib : M/S Out the Blue, St. Peters Port, Guernsey. Fiskested : Den Engelske Kanal
Guernsey
For 4. gang gik turen til Guernsey for et hold fra Havfiskeklubben Måleren.
Ligesom på de tidligere ture var båden Out The Blue og den dygtige skipper Richard Seager booket. Og også denne gang kom vi til at opleve helt fantastisk fiskeri.
Hajerne
Hver gang vi har været på Guernsey, har vi fået ny klubrekord for gråhaj. Denne tur var ikke nogen undtagelse, da Kasper efter en hård fight landede en ny rekordhaj på 17,8 kg. Også på denne tur var der hajer over alt, og det lykkedes alle deltagere at fange mindst én gråhaj.
Viktors var selvfølgelig juniorrekord – én rekord blandt mange til den dygtige og ihærdige juniorfisker. Udover gråhajen på 13.1 kg fik Viktor også storplettet rødhaj på 4 kg og en småplettet på 59 cm.
Havålene
Havålen er et fascinerende dyr. Det er sådan lidt halvt fisk og halvt slange. Og så kan de blive store, stærke og stædige. Det oplevede både Kim Mathisen og Michael Mus, da de havde fat i nogle voldsomt store eksemplarer af arten. Det lykkedes dog ikke at lande de store fisk, som begge med stor sandsynlighed var over den eksisterende rekord, men på sidstedagen røg der alligevel en del personlige ålerekorder om bord, da vi fiskede opankret ved et vrag. Her fik Kim Grony turens største havål i form af et eksemplar på 18,2 kg, mens Viktor endelig fik sin havåljuniorrekord, som vejede 5,5 kg.
Rokkerne
Målrettet fiskeri efter rokkerne betalte sig denne gang. Der var falsk alarm et par gange i form af småplettede rødhajer, der snuppede vores agn. Men efter lidt tålmodigt fiskeri kom belønningen. Både Viktor og Kent fangede nemlig broget rokke, og minsandten om det ikke også lykkedes Kent at fange en sømrokke.
Nye klubrekorder og farvestrålende fisk
Turen bød også på en ny art til Målerens rekordliste. Michael Mus fangede en rødlig fisk med store skæl og overbid. Den var der vist ikke nogen af os, der havde set før. Richard blev meget begejstret og fortalte at han kun havde set den om bord på Out The Blue en enkelt gang før. Med lidt hjælp hjemme fra Danmark kunne vi konstatere at arten hedder stribet mulle på dansk.
Der var også ny klubrekord på almindelig havrude og Kim Grony forbedrede den udenlandske rekord for hestemakrel.
Vi fik også set smukke blåstak og rødnæb og et par forskellige knurhane-arter, men i år lykkedes det ikke at få berggylterne i tale.
Vi vender tilbage
Alt i alt var det en fantastisk tur, selvom vi de fleste dage havde lidt hårdt vejr. Der blev fanget 40 målere i alt og sat 4 nye klubrekorder. Viktor præsterede at få hele 7 nye juniorrekorder på turen.
Der er planlagt tur igen i 2025 – denne gang satser vi bl.a. på de store pighvarrer og slethvarrer der kan fanges i foråret på sandbankerne.