Tur : Norgestur Skib : Småbåd, Hansnes, Norge. Fiskested : Nordatlanten
Udrejsedag – lørdag d. 3. august
Tidligt lørdag morgen mødtes 18 forventningsfulde lystfiskere i Kastrup Lufthavn. Årets tur til Hansnes tog sin begyndelse, hvor vi i 6 både skulle dyrke vores fælles passion for lystfiskeri og jagten på havets storvildt helleflynderen samt andre spændende arter.
Ved ankomsten til Tromsø opstod der udfordringer idet kun dele af Caspers og Jan D’s bagage var kommet med. Dette skabte naturligvis frustrationer over at både madvarer og fiskegrej ikke kom med i første forsøg, men det betød også at vores ankomst i Hansnes blev forsinket.
Efter en lang rejsedag med udfordringer undervejs og deraf følgende forsinkelser ankom gruppen til Hansnes. Der blev lavet aftensmad og fordelt både, men da folk var trætte var det kun Kents og Jan D’s båd der tog en aftentur hvor der blev hyggefisket lidt sej, torsk og makrel. Der blev indrapporteret en flot makrel på 41 cm. til Preben som var årets største… men den titel var bare til låns.
Bådtitler
· Turlederens båd
Jan Dalgaard, Preben Larsen, Martin Gläser
· Team Bar Mave
Kent Olsen , Casper Gehl Christensen og Emil Gehl Nielsen
· Havets Halibutter
Thomas Høstbo, Gert Rasmussen og Søren Trans
· Team Haliboat (Aka Båd 600 – forklaring følger)
Kim Mathisen, Finn Jensen og Kenneth Andersen
· Kveite Krabaterne
Mogens Laursen, Ole Nielsen og Stefan Pedersen
· Hansnes Hustlers
Per Steen Hansen, Jakob Rasmussen og Jan Sparvath
Fiskedag 1 - søndag d. 4. august
Efter morgenmad, kaffebrygning og madpakkesmørring gled bådene ud på det spejlblanke hav. Første melding om fisk kom fra Stefan der havde taget en flot torsk på 7,5 kg. Endnu en fisk som opnåede årets største, og igen en titel der kun var til låns.
Kl. 8:22 - få minutter efter fiskeriet startede - indrapporteredes turens første flynder på 16,6 kg til Per.
Få minutter senere fik undertegnede en flynder på 10,2 kg. og det viste sig at være måler nummer 600 i klubbens historie. Derfor døbte vi vores båd “Båd 600”.
Dagen bød endvidere på flynderdebut til Søren - en fisk der netop holdt mindstemålet og havde en vægt på 6 kg., Jan S fik en flynder på 11,3 kg., Per tog en torsk på 4,8 kg., Casper fik flynder på 8,5 kg., på samme båd fik Emil flynder på 9,2 kg., Mogens fik titlen til låns med turens hidtil største flynder på 21,9 kg., Thomas fik en 17 kg. flynder, og dagens sidste flynder tog undertegnede. En fisk på 9,4 kg.
Til denne fisk kan knyttes en skør historie. Vi var ved at gøre klar til at sejle ind. Vi havde aftalt at skulle spise kl. 19, og ombord aftalte vi at stoppe kl. 18.
Få minutter før kl. 18 blev agnfisk udsat, og selvfølgelig var der agn på stængerne imens. Agnfiskene blev udsat en for en - nogen vil nok påstå at tempoet var langsomt for at vinde fisketid.
Da baljen var tom, blev den med en spand tømt for vand, og da baljen var blevet let nok, løftede undertegnede baljen op til rælingen og hældte det sidste vand ud… og så sagde mit hjul “Vrææææl”, og en fight begyndte. Kl 17:59 - altså 1 minut før aftalt sluttid - indrapporteredes min fangst.
Denne historie skal senere blive endnu mere skør… sikke en cliffhanger!!
Sidste fisk for dag 1 blev en brosme på 2,3 kg. til Martin.
Fiskedag 2 - mandag d. 5. august
Dagen var i fuldt havblik og høj sol.
Fra morgenstunden fik Jakob hul på bylden med en flynder på 9,5 kg.
Lige inden frokosttid fik også Kent årets første flynder.. og han er ved at have en vane for at fange de store fisk først. Denne var på 39,3 kg. og Kent fik lov at låne titlen “Årets største”.
Casper nappede en flynder på 8,9 kg. hvorefter Søren fik havkatte debut med en 3,9 kg. fisk.
Jakob og Per kunne ikke enes om hvem der skulle fange den næste, så det blev en deler, for fisken tog agnen på begge stænger, og et samarbejde gik igang med at fighte den 30 kg. tunge flynder. Herefter spredte forvirringen sig, for hvordan og til hvem skulle fisken noteres? Skulle der trækkes lod? Jan D konkluderede, at fisken ikke kunne noteres på nogen når den var fanget af flere… og det giver jo mening.
Samme båd stod for næste fisk, da Jan S fangede en flynder på 10,5 kg. Så var dagens sol og vind delt lige på den båd.
Eftermiddagen blev domineret af Team Bar Mave da først Casper fangede en undermåler flynder på 4,8 kg. inden Emil viste hvordan man skulle gøre og fangede en flynder på 18,6 kg.
Fiskedag 3 - tirsdag d. 6. august
Vejret var identisk med dagene før.
Finn begyndte dagen med en byggesten til sit kommende kælenavn “Flynder Finn” da han landede en flynder på 8,1 kg. taget på en pink Sandeel jig. I havblik tog Finn plads på bagperronen hvor han klukkende af fryd fightede sin fisk.
2 timer senere fik Kim en flynder på 13,6 kg. hvilket betød at båd 600 nu også havde fået flyndere til alle ombord.
20 minutter senere fangede Thomas sin favoritfisk (… eller var det nu det?)… en brosme på 2,8 kg.
Midt på formiddagen fik undertegnede en flynder på 7,6 kg. og Finn fandt en af de mange flotte og stærke makreller… en fisk på 38 cm.
Hos Team Bar Mave tog Emil en undermåler flynder på 4,4 kg, Kim fik en flynder lige over målet på 6,1 kg. og Martin rundede formiddagen af med sin første flynder på turen. En fisk på 8 kg.
Lige efter frokost meldte Stefan sig ind i flynderfangsterne med en fisk på 8 kg.
Preben tog en flynder på 10 kg., inden Team Bar Mave først fangede en flynder på 13,3 til Kent efterfulgt af en ny PR til Casper med en stor flynder på 35,8 kg.
Så tilbage fra cliffhangeren fra tidligere. Båd 600 lander igen fisk efter vi var ved at pakke og have genudsat al agn. En flynder dukker op bag båden. Undertegnede vil kaste en jig ud til flynderen, men fumler med jigstangen og får jiggen viklet om topøjet. Imens dumper Finn sin agnfisk ned fra overfladen ned foran flynderen. Flynderen stirrer på agnen uden at tage den. Finn sænker agnen en smule, og bang - flynderen tager agnen. Så fik Finn sin første flynder på agn. En flot fisk på 10,4 kg.
Casper var ikke færdig med store resultater. Den PR han lavede om eftermiddagen, slog han endnu engang samme dag, idet han under 4 timer senere tog en endnu større fisk på 45,9 kg. Casper ser fisken på ekkoloddet og siger til de andre at der er en flynder der har rejst sig fra bunden. 10 sekunder senere krøller hans stang sammen. Så trængte han til at blive kølet af og tog en dukkert med sin nye PR.
Team Bar Mave kunne slet ikke få stoppet igen. Denne gang var det Kents tur igen, hvor det blev til en flynder på 14,8 kg.
Fiskedag 4 – onsdag d. 7. august
Endnu en dag i fantastisk vejr. Båd 600 var ustyrlige fra dagens start. Særligt Flynder Finn som tog sig kærligt af 2 fisk på en times tid. Først en på 8,5 kg og en time efter fik Finn en på 24,7 kg.
Finn fightede den stærke fisk fint, men trætheden begyndte at melde sig og Finn mente han skulle have en kort pause for lige at få kræfterne tilbage i musklerne, men hans 2 venner på båden kørte ham hårdt.
Når fisken kom til overfladen, blev den kildet på maven, og så tog den sine kraftfulde udløb imod bunden igen.
Finn blev grundigt instrueret i, at tager du en pause for at genvinde kræfter, så tager fisken også en pause og genvinder sine kræfter.
En time efter tog Kim over med en flynder på 10,7 kg. og 3 kvarter efter var Kim og Finn igen på færde med fleks på begge stænger.
Der opstod ret hurtigt en tvivl om der var dobbelthug eller om den ene bare var viklet ind i den anden – men forklaringen var noget helt tredje, idet det viste sig at også Kim og Finn skulle have en fisk der var grådig nok til at tage 2 agn. Fisken blev ved bådsiden målt og efter skalaen var den 38,4 kg. Efter fotografering gled den flotte flynder retur til friheden.
Efter at båd 600 havde landet 4 fisk i træk, fik Ole sin flynderdebut med en fisk på 5,2 kg, som blev genudsat.
Fiskedagen stoppede lidt tidligere end de andre dage, da alle skulle i land og være med til fællesspisning. Der blev stegt paneret torsk og sej, der blev lavet en ordentlig balje persillesauce, og Jan D lavede en side helleflynder i ovn med kryddersmør.
Fiskedag 5 – torsdag d. 8. august
Endnu en dag i stille vejr.
Undertegnede lagde ud med en 31 kg. flynder ved 9-tiden. En times tid senere fik Finn en 7,5 kg. flynder der akkurat holdt målet. Jan S tog en flot 26,1 kg. midt på formiddagen. Casper fangede et frimærke på 3,3 kg. ved 11-tiden.>
De følgende timer skete der ikke noget på fangsttråden, men 14:30 meldte Finn ind at han havde fået en flynder på 13,5 kg.
Turlederens båd var taget på artsfiskeri hvor alle landede kullere. Største til Preben på 2 kg. og Martin fik en brosme på 2,3 kg.
Jakob meldte en 25,1 kg. flynder ind. Jeg selv fik en 10,1 kg. flynder.
Gert havde endnu ikke fået flynder, men nu kom han på banen. Gert har skrevet følgende referat af hans debut flynder:
Vi var nået til torsdag, og havde fisket hele dagen, uden et tilbud, dagen forinden havde Thomas haft kontakt til én fisk og én følger, så vi var egentlig fortrøstningsfulde for fiskeriet torsdag, men der skete ingenting.
Onsdag aften i hytten havde Mogens og Co. fortalt om mange observationer/kontakter ovre i nærheden af “kosten” …Thomas sagde så lidt før kl. 16 “skal vi sejler over til “kosten” ..?”
Jeg sagde : “ lad os komme afsted, det kan kun gå for langsomt “
Søren havde for længst pakket grejet sammen, og lod til, at ha’ opgivet for den dag, han sad og nød det gode vejr.
Vi satte kursen, …da vi ankom lå der en anden båd derovre, så vi startede derfor en smule til højre og lidt længere ude, som jeg husker det, jeg satte ny agn på, og lod den gå mod bunden, da jeg strammer op, trækker det allerede voldsomt i stangen, jeg er ikke i tvivl om, hvad der sker, og råber “Fisk..!” mine ben ryster, jeg har endnu ikke fanget en flynder på turen, og var ærligt talt slet slet ikke klar, den trækker line af hjulet, jeg lægger mere pres på, kan mærke det er en stor fisk, men hvor stor er svært, at sige…tankerne flyver gennem hovedet “ lykkes det nu..?” …”sidder krogen ordentligt..?” “Kan vi håndtere det..?”..ved ikke hvor lang tid der går inden vi ser den første gang, men da den viser sig første gang, er der ingen tvivl, det er stor fisk, den går mod bunden igen, og man må bare holde i stangen, og bede til, grejet holder ?…det gentager sig nogle gange, der er voldsomt tryk på, men benene er mere rolige nu, og jeg har genvundet fatningen, helt rolig er man dog ikke.??
Jeg vil tro det var 6. gang den er oppe, lykkedes det, at få tovet i den, efter en må jeg sige super indsats af drengene, hold fast hvor var de gode, helt ærligt?☺️.
Set i bagklogskabens klare lys, var den dog næppe klar på dette tidspunkt, det var en lektie lært.
Fisken målte 146 cm og havde en anslåede vægt på 43 kg.
Jeg råbte højt, meget højt da fangsten var sikret, det var en kæmpe forløsning, og jeg var helt tom indeni efterfølgende, en kæmpe lettelse, vi var vist på det tidspunkt kun 2-3 mand der endnu ikke havde fanget en flynder.
Jeg ved de fås større, men at få en fisk på 43 kg. på første tur til Norge, er for mig alt rigeligt, det var/er sand fiske lykke, en drømmefisk.
Jeg er så super taknemmelig for den oplevelse, den kan jeg leve længe på, og det er ikke sidste gang, jeg er med i Hansnes.
Tak til Gert for en fantastisk beretning om hans store fisk.
Fiskedag 6 – fredag d. 9. august
Dagen startede helt uvant for os. Der var skyer på himlen og gråvejr. Hvad var nu det for en uorden.
Per havde haft nogle stille fiskedage, men meldte sig på banen fra morgenstunden med en flot flynder på 29 kg. Thomas fik en 8,7 kg. flynder.
Lige før middagstid kom et vejrskifte som på få minutter ændrede havet fra havblik til hård sø. I båd 600 oplevede vi at vi sad og fiskede. Der var næsten ingen vind men en del skyer. Temperaturen var godt lun, men pludselig trak en sky ind over det nærliggende fjeld, og der kom nogle vindstød og temperaturen faldt. Vi kiggede et par gange på hinanden. Ville det her mon udvikle sig, eller ville det være væk lige så hurtigt som det kom.
Ret hurtigt afgjorde vi, at der var risiko for at det ville blæse op, så vi fik stængerne pakket og begyndte at sejle imod campen. Vi kunne vurdere når vi kom længere ind om vi evt. skulle lægge os og fiske på 1’eren som ligger lige udenfor campen.
Turen derindad gik i moderat tempo. Ikke for langsomt, for vi ville gerne ind, men heller ikke for hurtigt, for der var for meget sø til at sejle stærkt. De andre både havde også søgt læ - flere på østsiden af Karlsøy. Det var godt at se at der blev meldt ind på chatten hvor folk var, hvad deres planer var, og at alt var ok.
Båd 600 fiskede ikke længe på 1’eren. Vi blev enige om at sejle ind, tage en på øjet, og så tage en aftentur i stedet.
Fiskeriet fortsatte, og eftermiddagen startede med at Martin fangede årets største makrel på hele 42,5 cm. Thomas var godt kørende denne dag og fik en 12,4 kg. flynder. Emil havde også fået en stor makrel på 41,5 cm. Per var kommet op i gear og tog endnu en flot flynder, denne gang på 12,4 kg. Kent fik en rødspætte… eller… nej det var en flynder på 59 cm og akkurat for lille til at fremgå på vægt/længde skalaen. Fisken blev registreret til 2,3 kg. og fik friheden igen. Så var Per på banen igen, denne gang med en 5,2 kg. flynder, men Hansnes Hustlers havde flere på båden der ville være med, da Jan S fangede en flot flynder på 35 kg.
Thomas meldte også en fin minitun ind i form af en makrel på 40,5 cm.
Efter aftensmaden var Båd 600 klar igen efter en omgang skønhedssøvn. Turen gik til 5’eren. Vejret var igen rigtigt flot og stille. Lidt skyer på himlen og så en sol der forgæves forsøgte at gå ned.
Kl. 23 tog Flynder Finn en 16 kg. flynder, og en halv time senere var den gal igen. Denne gang måtte Finn ”nøjes” med en 8,6 kg. flynder. Finn lå nu solidt i spidsen af den konkurrence som vi jo ikke havde (vel?) om hvem der fangede flest flyndere. 8 styk til Finn imod Casper med 6 styk på 2. pladsen.
Efter midnat tog undertegnede en flynder på 23,9 kg. Jeg sad og slappede af oppe i stævnen da den huggede, og båden blev drejet godt rundt af den hidsige fisk på det relativt lave vand. Vi var i land igen omkring kl. 2 om natten.
Fiskedag 7 – lørdag d. 10. august
Efter den sene aftentur blev Båd 600 i land lørdag, da det alligevel var store pakke–dag og store tømme–og–vaske–båd dag. De andre både smuttede til havs, og tidligt på morgenen gjorde Turlederens båd turens største og tungeste fangst i form af en jolle der drev rundt. Heldigvis var motoren oppe, så alt tydede på at det bare var en jolle der havde revet sig løst og ikke en ulykke. Jollen blev bugseret til campen og jollen blev overdraget til Dan som vi håber fandt frem til ejeren.
Team Bar Mave var taget på torsketur. Der blev i hvert tilfælde indrapporteret torsk på 6 kg. til Kent og 4,5 kg. til Casper. Ved 7-tiden bragte Casper spænding i den konkurrence vi ikke havde ved at lande sin 7. flynder som vejede 11,6 kg. – nu kun 1 fisk færre end Finn.
Emil landede en 7,8 kg. flynder og sørme om ikke også turlederen ville være med på listen over flynderfangere, da han fangede en lige under målet og 6,4 kg. jf. skalaen.
Hos Kveite Krabaterne ville Ole lige sætte sit aftryk på det hele, idet han landede årets største torsk på 9 kg. Vi må se om den beholder den titel – men da der er blevet langt imellem de store torsk/målere på Nordsøen har den en god chance for at ende 2024 øverst.
Ole må have fået øje på at man kunne komme på listen over årets største, for 20 minutter senere lagde han en brosme på dæk på 4,4 kg. hvilket også bringer ham på årets største i den art.
Martin Gläser nappede en flot flynder på 21 kg. ved frokosttid – og så var det Ole igen igen. Nu på dybt vand modbeviste Ole for næsen af Mogens hans teori om at man ikke kan fange flynder på over 50 meter vand (var det ikke ca. sådan teorien lød?). På 80 meter vand (var det ikke sådan?) fangede Ole sin første flynder over målet med en fin fisk på 12,4 kg.
Måske var det gået op for Martin at det var ved at være tid til at sejle ind, for nu satte han alle sejl ind på at få en flynder på falderebet, og det blev til en flot 29 kg.
Lige inden gong-gongen lød sluttede Casper af med en 15,9 kg. flynder som allersidste fisk på fangststatistikken for Hansnes 2024. Med til den historie er, at Casper spørger om det er tid at sejle ind. Kent svarer ”lige 5 minutter mere”… og det gav så denne flynder på 50 meter vand.
Hjemrejsedag - søndag d. 11. august og resume
Søndag gik det hjem til Danmark og hamsterhjulet – men de 18 lystfiskere måtte jo afsted. Godt trætte, glade og mættet af en uges intensivt fiskeri i fantastisk vejr.
Det blev til 57 flyndere på 18 mand + 2 styk der ikke tæller med fordi de blev fanget af 2 fiskere. Dan der har Hansnes Havfiske mente at det nok var ny camp rekord. Lidt matematik for sjov viser, at det nu er meget stabilt fiskeri for os, for hvis vi regner antal flyndere pr. dag pr. lystfisker har vi taget 0,56 flyndere pr. dag pr. mand i 2022. I 2023 fik vi 0,46 og her i 2024 fik vi 0,45 – så forholdsvist stabilt må man sige.
Statistikken er ikke helt præcis, for skal man medregne ankomstaftenen hvis kun 1 båd er ude i et par timer, eller er det millimeterpræcist at regne sådan når nogle også bruger en stor del af deres fisketid på at fiske efter andre arter – men indikationen er ikke helt skæv.
Turens store spørgsmål
- Hvor mange fisk kan Måleren fange på en uge der ikke kan tilskrives en fanger?
- Hvad skal det nye hotspot syd for vindmøllerne hedde?
- Kan turlederen arrangere lige så godt vejr næste år?
- Hjælper Kveitesangen og Boonekamp på fiskeriet?
- Hvad karakter fik Casper for sin fine salto i båden… iført bare fødder og med flynderslim på dækket?