Tur : Fladfisketur Skib : M/S Mik Pedersen, Aabenraa. Fiskested : Aabenraa Fjord
2023 har vist gode takter for fladfiskeriet. Der er fanget godt både i Åbenrå og på Langelandsbæltet.
Turene er relativt billige og eftertragtede. Derfor blev der arrangeret en ekstra tur fra Åbenrå med det gode skib M/S Mik Pedersen.
Jeg lavede en aftale med Jim om fisk i Åbenrå og øl i Tyskland – så var turen sparet hjem.
Dagen oprandt med det sædvanlige vejr med høj sol, men lidt mere vind end de foregående dage.
Kim og Viktor havde indtaget agterstavnen, da vi ankom. Børge tog stævnen og til bagbord stod Helmuth, Thorbjørn, Jim og undertegnede. I kastesiden til styrbord stod Jan, Christina og Allan.
Vi startede på modsatte side af bugten op mod skråningen til det lave vand. Vinden var i øst, så havet viste tænder direkte ind i bugten. Skibet ligger dog rigtig godt i vandet, og der var ingen problemer.
Helmuth havde sørget for børsteorm i god kvalitet. Flere havde sild med og der var også GULP gummiorm og rejer at fornøje sig med. De flade kunne bare komme an.
Det gjorde de også men i begrænsede mængder. Det var ikke bonanza, som turen før i Langelandsbæltet men dog acceptabelt fiskeri.
Børge stod og luskede et par gode fisk i spanden oppe i stævnen. Vi andre lå på det jævne.
Efter nogle træk gled vi op langs kysten til Helmuths ynglingsbugt. Her blev der også fanget lidt men mindre end før.
Så krydsede vi fjorden, men der blev vist kun fanget lidt undermålere på den anden side.
Vi sluttede langs molen på Enstedværket. Her havde været godt fiskeri sidst. Der var også fisk. Vi fangede en del små kuller og hvillinger og ind imellem blandede en lidt større fladfisk sig i fangsterne.
Klokken nærmede sig 15, og vi begav os atter mod havn på den modsatte side.
Børge tog præmien, som han plejer med en rødspætte på 41,5 cm. Der var en del konkurrenter nede omkring de 34 cm, men det var jo lige meget.
Samlet hjembragte vi 82 flade efter en god dag i flot vejr med gode fiskekammerater.