Tur : Norgestur Skib : Jolle, Havøysund, Norge. Fiskested : Nordatlanten
Havøysund 2023
Målerens tur til Havøysund starter fra Odense banegård med tog kl. 4:12 og med SAS fra København mod Oslo og videre til Alta kl. 14:20. NGF’s minibus fra Alta, hvor vi så 3 store flotte elge, som er et sjældent syn på disse kanter.
2/8
Onsdag morgen er det flot vejr og første dag på vandet. Temperaturen er 20 grader, og en middelvind på 6 m/s fra syd er som sød musik for os. Vi tager på langtur til Kamøya ved Sørøyø med 2 andre både.
Formanden har lavet nogle ophængere hjemme i Veflinge til agnfisk, som vi har fået med os, og de skulle vise sig at være særdeles effektive. Efter få minutters fiskeri kom HUGGET!!
En god fight blev det til for Stig på det lette grej. Den sej, som han havde fået på ophængeren, blev for stor en fristelse for en flynder, som dermed fik slugt formandens superskarpe ophænger. Stig landede turens første flynder på 114 cm og 17 kg.
Senere på eftermiddagen sejler vi til Rolvøysundet, men vinden har lagt sig helt, men det lykkedes dog Stig at tage endnu en flynder og Morten mistede en flynder ved bådsiden. Vi fik mange gode kontakter med de store fisk i dybet, og flere af vores agnfisk havde tydelige bidemærker.
3/8
Vi sejler mod Trollsundet, som vi ved har givet mange pæne flyndere, og midt på dagen var det Michaels tur til at prøve kræfter med en flot flynder på 130 cm og 29 kg.
Vi fik mange gode hug, men desværre ikke flere flyndere denne dag. Stig sluttede dagen af med en havkat på et par kilo.
4/8
I dag starter World Championship Halibut Fishing, men da alle fisk, der bliver fanget, skal genudsættes, har vi ikke tilmeldt os.
Der er ca. 40 teams tilmeldt, og præmiesummen er på imponerende NKR 250.000.
Vi Målere tager det dog fuldstændigt roligt. Det klæder ikke 3 midaldrende mænd at fordybe sig i guld, glimmer og berømmelse - Vi har været der ;)
Vi sejler til Måsøya og nyder det fantastiske vejr, havblik og ingen vind, øv. Heldigvis lykkedes det Michael at fange en 10 kilos flynder.
5/8
Næste dag er det regnvejr, og fiskeriet lykkes ikke for os.
6/8
Vejrudsigten for den 6-8 er fantastisk, hvis man er på solferie, for solen skinnede hele dagen og vinden gik fra 4 til 1 m/s. Vi besluttede at prøve lykken i Magerøysundet, hvor vi fik besøg af en stor hval, som i lang tid svømmede rundt tæt på vores båd.
Kl. 11 får Morten et godt hug i det helt stille vejr, og han hiver en modvillig flynder på 22 kg op af fjorden.
Strømmen i sundet tager meget til, og det bliver vanskeligt at fiske, så vi beslutter at sejle hjemad, men prøver lidt forskelligt fiskeri på 200 meters vand, dog uden noget resultat.
Vi sejler hjem kl. 18, da vi vil være veludhvilede til i morgen.
7/8
Mandag er vores sidste fiskedag, og en dag vi har set frem til med stor spænding. Vi har en aftale med Brian Ahlers, som vil være vores guide på sidstedagen. NGF havde lovet os en guide mindst én dag, men det glemte de vist alt om, da Halibut festivalen lagde beslag på deres 2 guider.
Brian er gammelt medlem af vores forening og har i en årrække været guide for lystfiskere i Havøysund. Han har nu flyttet sine teltpæle helt derop og har stiftet familie og lever af at være erhvervsfisker, men Brian brænder for stangfiskeriet, og der findes ikke mange i hans kaliber, så vores forventninger til dagens fiskeri er store.
Vores aftale med ham er, at vi skal gå efter noget så specielt som hvidrokker. Hvidrokken er blind og lever på meget dybt vand, og det kræver viden og special teknik at fange den, men Brian har gennem flere år udforsket havet og fangstrapporter fra erhvervsfiskere, så han kendte et lille område på dybt vand, hvor de kan fanges.
Vi sejlede hen til hans bådebro og fik det nødvendige grej om bord, og Brian sejlede nord på til hans hemmelige spot. Vi riggede 3 stænger til med Brians hjemmelavede forfang, og vi satte agn på krogen og fik de tunge lodder ned på bunden.
Så er der kaffepause, fik vi at vide. Den næste halve til hele time sker der ikke noget. Men Stig ville det anderledes, han fik hurtigt et hug, men mente ikke, at det var en af de helt store, og han fik ret. Efter 10 minutters fight landede han en pæn brosme. På den igen Stig fik han at vide.
En time gik der, og så fik Morten et hug. Denne gang var der ikke så meget tvivl - han lande den første hvidrokke i Målerens historie. Den vejede 9 kg, og han var pavestolt og delte velvilligt ud af sine medbragte Underberg. Humøret på båden var i top, og muligvis skyldes det den friske agn at Morten en halv time senere fik endnu en hvidrokke. Denne gang på 9,5 kg.
Nu gik snakken….. ”Kan vi fange en måler på 10 kg?” Der gik endnu en time, før vi igen fik flex på klingen. Det var nu Michaels tur til at kæmpe med en fisk fra dybet. En flot torsk på 8 kg, som under andre forhold ville have givet glæde, men denne gang blev det kun til et anstrengt smil.
Kort tid efter Michaels torsk var det igen Morten, der fik kampen med en fisk fra dybet. Denne gang beklagede han sig over hans telefonmontørarme. Musklerne var efterhånden meget slidte, men op kom endnu en hvidrokke. Denne gang nåede hvidrokken op på den magiske grænse på 10 kg, og Morten havde det bredeste målersmil på læberne.
Nu ville Stig også være med, og han var ikke i tvivl. Det var en god modvillig fisk, der havde taget hans agn. Stig havde ret. Han slog Mortens 10 kilos hvidrokke med et helt kilo. Stig var nu klubmester med en hvidrokke på 11 kg.
Nu var det endelig Michaels tur til at kæmpe med en hvidrokke, som Brian målte til 10,25 kg, og stemningen i båden var helt i top. Alle havde fået, hvad vi kom efter, og vi besluttede os til at stoppe og bruge en halv time på tykke Berta, så Brian sagde “ding” og alle trak op, men Morten fik dog lidt problemer. Noget havde spist hans agn, og det ville absolut ikke med op.
Det lykkedes Morten at få en 11,25 kg hvidrokke op. Vi mener at verdensrekorden er omkring 11,50 kg, men det skal vi have undersøgt. Inden vi sejlede videre, roste vi Brian for at have givet os verdensklasse fiskeri, og gav ham en t-shirt med et billede af ham og teksten, Norway’s Best Guide.
Brian kendte et godt flynderområde tæt på der, hvor vi fiskede efter hvidrokker. Da vi kom derhen, hilste vi på en anden båd med en, ifølge Brian, meget erfaren skipper, som fortalte at de havde fisket der i flere timer uden fangst, men Brian mente nu, at vi skulle give det en chance.
Han fandt stedet og lagde båden helt præcist der, hvor han mente det var bedst. Der gik 5 minutter, så fik Morten fuldt flex på klingen, og han måtte med sine trætte arme, pumpe en meget stærk 64 kg flynder op. Endnu en gang kom stemningen i båden helt op. Vi var 3 trætte men meget lykkelige lystfiskere, der sejlede hjemad.
Af respekt for Brians arbejde og viden, vil jeg ikke beskrive den specielle fangstteknik, som han har udviklet og naturligvis heller ikke fortælle, hvor vi fiskede. Det er vi forpligtet til at holde for os selv, men book Målerens tur til Havøysund i 2024 og oplev det selv. Brian vil være guide på 3 ture og vil øse ud af sin viden og give os gode positioner i forhold til vejr og vind.