Tur : Kanaltur Skib : M/S Out the Blue, St. Peters Port, Guernsey. Fiskested : Den Engelske Kanal
Guernsey
Guernsey er den næststørste af de britiske Kanaløer. Måleren var der i 2014 og i 2016, og vi skulle have været af sted igen i 2020, men det satte coronaen en effektiv stopper for.
Sommeren 2023 gjorde vi så et længe ventet comeback, og det blev på alle måder en fantastisk tur. Fiskeri, båd, skipper, natur, hygge og kulinariske oplevelser i absolut topklasse var hovedingredienserne i et meget vellykket 3. ophold på Guernsey.
4 mand ud af holdet på 9 deltagere havde været med tidligere, og vi havde forsøgt at klæde de 5 ”nye” så godt på, som vi nu kunne til mødet med hajer, havål og masser af andre spændende arter. Båden var en ny (og endnu federe) udgave af Out The Blue, og skipper var gode gamle Richard Seager, mens vi havde skiftet overnatningsstedet ud med St. Geroges.
I modsætning til tidligere ture var vi denne gang af sted en god måned senere på året. Det betød, at pighvar- og slethvar-sæsonen var slut, men så skulle der til gengæld være lidt større chance for nogle af de andre arter – bl.a. rokkerne.
Gråhajer og rødhajer
I 2014 og i 2016 fik vi én gråhaj pr. tur. Så vi var noget overraskede over, at vi skulle ende på hele 17 gråhajer på denne tur.
Allerede på førstedagen var der en flot gråhaj til Bo på 13 kg, men på anden dagen gik det helt amok, og der lykkedes det os at få 11 gråhajer om bord på Out The Blue. Største fisk denne dag var på 13,2 kg og gav en noget opslidende fight, da den omkring halvvejs inde mod båden fik viklet snøren rundt om halen. Det resulterede i en skipper, der gættede på stor rokke og en noget udmattet fanger.
På tredjedagen fik vi turens 2 største hajer, da først den ene Michael og dernæst den anden Michael kunne gøre krav på førertrøjen. Michael Grods’ gråhaj på 17 kg endte med at blive turens største fisk og også ny klubrekord for gråhaj.
De mange hajer gav skipper mulighed for at øve sig i at håndlande disse flotte fisk i stedet for at bruge gaffen. Richard endte med at blive ret skrap til det, og dermed kunne vi genudsætte alle vores hajer.
Det var rigtig tæt på, at det lykkedes alle mand at få en gråhaj. Pia havde mistet en rigtig stor haj tidligere på turen, men det lykkedes hende at få en af de sidste, der blev landet.
Så heldig var Dan desværre ikke, men han fik så god revanche med hensyn til nogen af de andre arter – bl.a. den storplettede rødhaj.
Dan og undertegnede snuppede således de 5 største af denne art - dog uden at komme helt op på klubrekordstørrelse, men storplettede rødhajer på 4-5 kg er også rigtig fine fisk.
De småplettede slap vi selvfølgelig ikke for, men de var heldigvis ikke så talrige som på turene i 2014 og 2016. Michael Grods fik turens største, som var lige under kiloet.
Nye arter
Det var ventet, at vi ville rende ind i et par nye arter på turen til Guernsey. Artsrigdommen er enorm i kanalen, og det, at vi var af sted lidt senere på året end tidligere, gjorde sandsynligheden for nye arter på klubrekordlisten temmelig stor.
Den første nye art vi så, var en savbars, og det var Michael Musen der fangede den. Richard fortalte, at den normalt tilhører lidt sydligere himmelstrøg, og at han mest forbandt den med farvandet ud for Portugal. Men i år var der en del af dem, der var kommet lidt længere mod nord.
Senere på turen overtog Michael P. klubrekorden for den lille flotte fisk, mens undertegnede på sidste dagen sikrede sig turens største eksemplar, da Michael blev overgået med en ½ cm.
Savbarsen var art nr. 50 i Måleren, og efter den fangst varede det ikke længe, inden vi så art nr. 51. De vildt fightende black breams, eller almindelig havrude på dansk, var der rigtig mange af. De var en super sjov oplevelse på det lette grej, og også en meget smuk fisk med deres blålige farver. Også her havde Michael P. en midlertidig klubrekord, inden Bo satte os alle på plads med den nye klubrekord på præcist et kilo.
Søren sørgede for art nr. 52 da han på tredjedagen fangede en fisk, der mest af alt lignede en black bream, der havde fået en anden farve. Den flotte rødlige fisk viste sig at være en såkaldt almindelig blankesten.
Helt almindelig var den vist ikke, da det skulle blive det eneste eksemplar, vi fik at se af denne art. Den nye klubrekord var på 29,5 cm.
Store flade
Noget af det, vi havde håbet på ved at lægge turen en månedstid senere end tidligere ture, var at chancerne for rokker ville være større.
Tidligere havde vi fået både sømrokke og broget rokke på turene i kanalen, og vi vidste, at der også var chance for andre rokke-arter.
På andendagen, hvor vi væltede os i store mængder af gråhajer, dukkede turens første rokke op. Det var en broget rokke, og fangeren var Jeppe.
Det engelske navn undulate ray – undulat rokke er dog noget mere retvisende for den smukt mønstrede fisk. Jeppes fisk vejede 6 kg og var meget tæt på den gamle klubrekord.
Jeg selv var også så heldig at få en broget rokke. Lidt minde end Jeppes - nemlig på knap 5 kg, men stadig lige så smuk en fisk.
Begge rokker blev genudsat og gav håb om flere, men det blev kun ved de to selv om vi forsøgte ihærdigt.
Som nævnt tidligere var pighvar- og slethvar-sæsonen egentlig slut. Vi har tidligere haft god succes med dette fiskeri på sandbankerne i begyndelsen af juni måned på tidligere ture til Guernsey.
Men da alt andet havde gået over alt forventning, og vi på fjerdedagen havde fanget flere arter, end vi havde turdet håbe på - ja så mente Richard, at vi åbenbart nærmest kunne gå på vandet. Derfor gav han hvarrerne et skud på et tidspunkt på året, hvor han normalt end ikke ville overveje det.
Det utraditionelle sats viste sig hurtigt at bære frugt, for det Dan ikke kunne med gråhajerne, kunne han med pighvarrerne. En flot pighvar på 2,5 kg var resultatet, og Richard havde svært ved at tro sine egne øjne.
Havbars i brændingen
På fjerdedagen kom vi sejlende i det smukkeste vejr på jagt efter rokker og andet spændende, da vi fik øje på dykkende måger tæt på en lille klippeø. Richard var ikke i tvivl om hvad det betød – havbars på jagt efter småfisk.
Kursen blev ændret i retning af de dykkende måger, og vi fik travlt med at finde det grej frem, der mest kunne minde om tungt dansk kystgrej til havørred. Richard lagde båden, så vi drev tæt på skær og brænding, og så var det ellers bare at kaste ind mod klipperne.
Der var hurtigt kontakt, og flotte blanke havbars kom om bord.
Det var tydeligt, at vi kun kunne overliste dem i det oprørte vand. Så snart vi drev i mere roligt vand væk fra brændingen, fulgte fiskene kun efter vores blink og pirke uden at hugge.
Det underholdende fiskeri gav en 6 -7 havbars i alt, og Jeppe fik dagens største fisk af denne art, som vejede 1,5 kg.
Congertime
Allerede på førstedagen stødte vi på de første havål. For manges vedkommende er det en fisk, man gerne vil hav på cv’et, men så stopper kærligheden til arten som regel også. Måske det er det slangelignende og slimede, der ikke lige appellerer til alle.
Pia virkede imidlertid til at være glad for dem og fik landet en hel del i løbet af turen. Næsten alle de ål vi fangede, var beskedne størrelser mellem 2 og 5 kg. Men også på denne art skulle Dan skille sig ud.
På sidste dagen fik han et solidt hug, mens vi lå og forsøgte os efter rokker. Pladsen var ifølge Richard kun kendt for at give rokker, så overraskelsen var stor, da congeren – søslangen – havålen kom til overfladen. Den vejede 13,3 kg, og var næsten lige så lang som fangeren selv.
Normalt fiskes der kun med tobis som agn på denne plads, men Richard mente, at den store ål var blevet lokket til fra et nærliggende stenrev af duften fra vores blodige agn.
Farvestrålende artsrigdom
Som nævnt flere gange er artsrigdommen stor i kanalen og mange af fiskene er utroligt smukke.
Det blev bevist allerede da turens allerførste fisk kom om bord. Det var Musen der fangede en tripple med både tværstribet knurhane og rødnæb.
I alt kom vi op på 20 arter på turen og det omfattede ud over de allerede nævnte også fiskene fra læbefiskefamilien blåstak og berggylt. Vi var ikke helt oppe i klubrekordstørrelse, men flotte var de.
Af de knap så farvestrålende torskefisk, så vi lubbe, skægtorsk og glyse og udover de allerede nævnte fisk fra havrude-familien, så sluttede Dan turen af med at fange en spidstandet blankesten.
Tobis, makrel og hestemakrel fik vi også. Sidstnævnte i en størrelse som rakte til en udenlandsk klubrekord til Søren.
Ophavsret
Robert Piil 
4 mand ud af holdet på 9 deltagere havde været med tidligere, og vi havde forsøgt at klæde de 5 ”nye” så godt på, som vi nu kunne til mødet med hajer, havål og masser af andre spændende arter. Båden var en ny (og endnu federe) udgave af Out The Blue, og skipper var gode gamle Richard Seager, mens vi havde skiftet overnatningsstedet ud med St. Geroges.
På tredjedagen fik vi turens 2 største hajer, da først den ene Michael og dernæst den anden Michael kunne gøre krav på førertrøjen. Michael Grods’ gråhaj på 17 kg endte med at blive turens største fisk og også ny klubrekord for gråhaj.
Det var rigtig tæt på, at det lykkedes alle mand at få en gråhaj. Pia havde mistet en rigtig stor haj tidligere på turen, men det lykkedes hende at få en af de sidste, der blev landet.
De småplettede slap vi selvfølgelig ikke for, men de var heldigvis ikke så talrige som på turene i 2014 og 2016. Michael Grods fik turens største, som var lige under kiloet.
Den første nye art vi så, var en savbars, og det var Michael Musen der fangede den. Richard fortalte, at den normalt tilhører lidt sydligere himmelstrøg, og at han mest forbandt den med farvandet ud for Portugal. Men i år var der en del af dem, der var kommet lidt længere mod nord.
Savbarsen var art nr. 50 i Måleren, og efter den fangst varede det ikke længe, inden vi så art nr. 51. De vildt fightende black breams, eller almindelig havrude på dansk, var der rigtig mange af. De var en super sjov oplevelse på det lette grej, og også en meget smuk fisk med deres blålige farver. Også her havde Michael P. en midlertidig klubrekord, inden Bo satte os alle på plads med den nye klubrekord på præcist et kilo.
Søren sørgede for art nr. 52 da han på tredjedagen fangede en fisk, der mest af alt lignede en black bream, der havde fået en anden farve. Den flotte rødlige fisk viste sig at være en såkaldt almindelig blankesten.
Tidligere havde vi fået både sømrokke og broget rokke på turene i kanalen, og vi vidste, at der også var chance for andre rokke-arter.
Jeg selv var også så heldig at få en broget rokke. Lidt minde end Jeppes - nemlig på knap 5 kg, men stadig lige så smuk en fisk.
Men da alt andet havde gået over alt forventning, og vi på fjerdedagen havde fanget flere arter, end vi havde turdet håbe på - ja så mente Richard, at vi åbenbart nærmest kunne gå på vandet. Derfor gav han hvarrerne et skud på et tidspunkt på året, hvor han normalt end ikke ville overveje det.
På fjerdedagen kom vi sejlende i det smukkeste vejr på jagt efter rokker og andet spændende, da vi fik øje på dykkende måger tæt på en lille klippeø. Richard var ikke i tvivl om hvad det betød – havbars på jagt efter småfisk.
Der var hurtigt kontakt, og flotte blanke havbars kom om bord.
Allerede på førstedagen stødte vi på de første havål. For manges vedkommende er det en fisk, man gerne vil hav på cv’et, men så stopper kærligheden til arten som regel også. Måske det er det slangelignende og slimede, der ikke lige appellerer til alle.
Som nævnt flere gange er artsrigdommen stor i kanalen og mange af fiskene er utroligt smukke.
Af de knap så farvestrålende torskefisk, så vi lubbe, skægtorsk og glyse og udover de allerede nævnte fisk fra havrude-familien, så sluttede Dan turen af med at fange en spidstandet blankesten.
