Tur : Kulmuletur Skib : M/S Muddi, Thyborøn. Fiskested : Nordsøen
En stormfuld kulmuletur på Nordsøen.
Søndag d. 24. juli kl. 2.00 stævnede vi ud fra Thyborøn, hvorefter der blev sejlet nogle timer for at komme ud til fiskepladsen, hvor de eftertragtede kulmuler eftersigende skulle opholde sig.
Vejret var nogenlunde ved ankomsten til fiskepladsen, og hurtigt blev der agnet op med diverse sprutte- og blinklystackler, som blev agnet med bl.a. makrel og sildefileter. Der gik ikke længe inden de første mindre kulmuler viste sig i form af små forsigtige nap. Herfra kom den ene kulmule efter den anden op.
Fiskeriet om formiddagen var meget stabilt, og for hvert drev blev der fanget godt med kulmuler.
Selv fik jeg en flot kulmule på 7 kg. som min første kulmule. Og til forskel fra de små muler, tog denne her fat fra start af og gav en god fight, indtil der selvfølgelig var flere sammenkørte liner. Efter lidt kluddermor ordnet af mine flinke sidemakkere, blev kulmulen gaffet af Birger.
Mit mål med turen var opnået, nemlig at fange en kulmule til mit artsfisker CV. –Kulmulen blev fiskeart nr. 108, som jeg har fanget indenfor dansk farvand.
Der blev fanget flere fine muler med nogle stykker over de 7 kg, og da jeg havde fanget det jeg skulle fange, skiftede jeg over til et makrelforfang og fangede makreller, og korte efter var skipper Birger også i gang med fange makreller.
Makrellerne er gode som frisk agnfisk, da de sidder godt på krogen og afgiver et godt duftspor til vandet, som så lokker kulmuler til krogen.
Efter at havde fanget godt med makreller til folk på båden, blev mit rig byttet ud med lidt mindre kroge og agnet med små stykker makrel. Lynhurtigt kom den første fine kuller til syne og sådan fortsatte mit fiskeri efter de øvrige små arter. Mens jeg kranede kuller, hvillinger og grå knurhaner op, kunne jeg ud af øjenkroge se en rigtig stor kulmule komme til syne i overfladen, det var minsandten Willy, som havde kroget hvad der skulle vise sig at blive turens største kulmule på 10 kg+. En måler mule og ny klubrekord til Willy må siges at være en godkendt bedrift, som han godt kan være stolt af.
Herfra tog vinden og bølgerne så småt til og over middag, var det ikke det fedeste vejr at sejle og fiske i, men fisket blev der og da Birger havde registret kulmule nr. 90 ud på eftermiddagen, blev vi efter en kort forventnings afstemning på båden enige om at Birger godt kunne vende skuden og sejle os mod havnen i Thyborøn.
Med 12-14 sekundmeter med 2-3 meter bølger, blev den sidste del af fisketuren og ikke mindst sejlturen til havnen lige spændende nok for flere os på båden. Skønt at komme på land og få fast grund under fødderne, og efter bilen var pakket havde skipper lavet karry kylling med ris, hvilket var lækkert oven på en oplevelsesrig, men hård fisketur på Nordsøen…
Tusind tak for stormfuldt selskab med drengene fra Målerklubben og besætningen på Muddi.