Tur : Fladfisketur Skib : M/S Bodil, Thyborøn. Fiskested : Nordsøen
I 2021 blev der fanget usædvanligt mange helleflyndere som bifangst af Vestkystens turbåde. Det gav anledning til, at der blev søsat flere projekter for målrettet at gå efter de store fladfisk, som vi ellers mest ser under nordligere himmelstrøg. I Måleren, hvor vi har mange medlemmer med flyndererfaring og ikke mindst flynderfeber, skulle vi selvfølgelig også gøre et forsøg på at få en dansk helleflynder på rekordlisten.
Tidspunktet blev valgt ud fra fangsterne i 2021 og fiskemetoderne blev kopieret fra vores norske erfaringer. Så var det op til skipper at sejle os hen til de områder, hvor bifangsterne havde fundet sted sidste år.
Vi valgte at være 2 mand færre end vi plejer om bord på M/S Bodil for at have lidt bedre plads til at fiske med relativt lange svævende agntackler. Og de 10 pladser, der blev tilbudt ca. 10 måneder før turen skulle afvikles, blev revet væk meget hurtigt.
2022 startede med en fin flynderfangst fra en af Hanstholm-bådene et par uger før vores tur, hvilket gav optimismen et nøk opad.
Birger og M/S Muddi havde få dage senere et flyndersats, der ikke blev til det helt store, da forholdene på dagen ikke var til den slags fiskeri, og så var der en planlagt todagestur efter helleflynder med M/S Bodil sidst i maj, som desværre blæste væk.
To dage før vores tur var Per og Bodil dermed på årets første seriøse sats efter de store flade med dygtige fiskere som Lars Andresen og Per Carlsen, men de kom i land efter godt 40 timers ihærdig indsats uden andet end bifangster.
Vi mødte dem på kajen i Thyborøn, da de kom ind og hørte lidt om deres erfaringer. Vi aftalte med Per, at vi skulle prøve et andet område - lidt sydligere næste dag, og efterhånden som aftenen skred frem, ankom alle 10 medlemmer, og der blev hilst på både nye og meget erfarne medlemmer.
Det var et rutineret hold, og hele 4 ud af 5 bestyrelsesmedlemmer var med på turen. Men Målerens ungdomsafdeling var også stærkt repræsenteret ved Casper og Emil. Med deres tilstedeværelse lykkedes det os vist at holde gennemsnitsalderen lige omkring de 50 år ?
Det første, der skulle klares efter morgenmaden, var fiskeriet efter agnfisk. Kunsten var at komme hurtigt væk fra bunden med pirken, for ellers fik man torsk på. Det var ikke lige hver gang vi undgik det, så der kom også lidt madtorsk i baljerne og årets første makrel i Måleren fik vi også at se, ligesom Kim også fik sig en fin kuller.
Midtskibs fik Emil, som var med for første gang, sat personlig rekord for torsk, og nede agter snuppede formanden en knurhane, og dermed en plads på listen over "årets største".
Agnfisk blev det heldigvis også til, og efter kort tid havde vi en tilstrækkelig mængde.
Herefter gik tålmodighedsarbejdet i gang. Alle agnede med en hel agnfisk, mens vi tog lange drev i området, hvor der skulle være chance for både flynder og havtaske. Agnfiskene blev løftet et par meter fra bunden, og så var det ellers bare at vente.
Nede agter hyggede vi os med lidt kastefiskeri imens, og vi fik både kuller, lubbe, sej, makrel og torsk på det lette grej. Ole Bjerre kørte en klassisk bundmede med blinklys og fangede lidt torsk og nogle knap så lange langer.
Helleflynderne så vi desværre ikke noget til. Der var et par gange at vi kunne observere bidmærker på agnfiskene, men der var nu ikke noget, der tydede på, at det havde været en flynder, der havde været forbi.
Alle holdt rigtig godt ud, og ud over fiskeriet med agnfisk løftet lidt over bunden blev der forsøgt lidt med jig, og Willy havde det meste af dagen også en agnfisk ude på et flåd. Så med andre ord blev der gjort et ihærdigt forsøg på at fange flynderen, ligesom Per gjorde sit bedste i forhold til at afsøge pladserne med nogle lange drev.
Til sidst blev vi enige om at give op og snuppe et enkelt vrag på vej hjem ad. Det blev dog ikke den helt store succes og det samme var tilfældet med de pladser med stenbund vi prøvede til allersidst.
Da fiskeriet blev ringet af, fik vi lækker aftensmad, som Willy havde forberedt hjemmefra, og kort derefter fulgte turens højdepunkt, da en flok delfiner slog følge med M/S Bodil i en lang periode. Der var mindst 5 af de små hvaler der hyggede sig gevaldigt med at svømme langs med og under Bodil, mens de flere gange var næsten helt fri af vandet. Et fantastisk show til at slutte en fin tur af med.