Tur : Fladfisketur Skib : M/S Neptun, Spodsbjerg. Fiskested : Langelandsbæltet
Der var ikke stor tilslutning til turen denne søndag fra Spodsbjerg på Langelandsbæltet. Det skyldtes selvfølgelig at turen lå lige mellem to udlandsture, men heldigvis havde Henri en god gruppe gæster med, så der alligevel kunne mønstres et hæderligt antal deltagere.
Vejret levede ikke helt op til hvad prognoserne havde lovet, så vi blev mødt af en frisk østenvind på bæltet. Henrik sejlede os ud til en relativ ny plads hvor de havde haft succes for nyligt, men vind og strøm gjorde, at vi snart måtte søge andre pladser.
Det var meget småt med fangsterne og selv om vi var flyttet tættere på Lolland var samspillet mellem vind og strøm helt umuligt. Felix med gode gamle Verner ved roret lå i samme område, og det så heller ikke ud til at køre særlig godt for dem.
Der var kun enkelte flade i kurvene og én makrel til en af vores gæster, så Henrik valgte at gå tilbage tværs over bæltet og ganske tæt på kysten ved Langeland. Her inde på meget lavt vand kunne vi styre det så nogenlunde i den stærke strøm, og der begyndte at komme lidt flade i kurvene.
Det var mest skrubber der blev taget på det lave vand. Det blev aldrig til voldsomt mange fisk, og størrelsen lod også lidt tilbage at ønske. Alle fisk holdt sig således under de 40 cm.
Sidst på dagen fik Allan en flot fjæsing. Ingen blev stukket, og Per fik et par små fine fileter fra den med hjem, mens Allan sammen med Per trods alt kunne snuppe en plads på listen over årets største fisk.
Det blev en af de dage, hvor det ikke rigtig kørte, men sådan er det jo bare en gang i mellem med fiskeri.