Tur : Vragtur Skib : M/S Felix, Bagenkop. Fiskested : Vestlige Østersø og Langelandsbæltet
Turen sidst i april fra Bagenkop blev en mindeværdig en af slagsen. Ikke på grund af godt fiskeri, men fordi det var første gang i en lang periode, at covid-19 restriktionerne tillod, at vi var fuldt deltagerantal på en tur. Så det blev et dejligt gensyn med den sociale og kammeratlige ånd, der altid har hersket i Måleren. Og det var jo ikke så ringe, nu når fiskeriet skuffede fælt.
Det var første gang i flere år, at udgangspunktet for en Langelandstur var fra Bagenkop, og målet for dagens fiskeri var nogle af de vrag, der ligger i den vestlige Østersø og det sydlige Langelandsbælt. For 7 år siden havde vi haft en tilsvarende tur, og her var vi lykkedes med at fange mange fine torsk op til 7 kg.
Så i starten af turen var der helt sikkert optimisme at spore. Det gik dog hurtigt over igen, da vrag efter vrag viste sig at være stort set fisketomme. Louise, som var en af turens to deltagende juniorer, fik dog en kilos torsk på et af de første vrag, og vi fik også bevis for at skipper Verner kunne ramme vragene, da der flere gange var uheldige medlemmer, der sad uhjælpeligt fast med grejet i resterne af de gamle fartøjer på havets bund.
Det gav ikke meget mening at fortsætte vragfiskeriet, så i stedet forsøgte vi os med lidt drivfiskeri på nogle skrænter, men her var fiskeriet desværre lige så ringe. Derfor sadlede vi helt om og sejlede mod lavere vand, for at se om vi kunne få et par flade.
Det startede meget trægt, men der kom da lidt isinger og hvillinger om bord hist her, og det lykkedes også at lande en enkelt skrubbe af undertegnede, mens Kim Jensen fejrede sit come back på Målerens ture med en fin rødspætte på 40 cm.
Turen var en pointtur og den første af sin slags i 2021. Det resulterede i at Kim, der var snedig nok til at fordele sine 4 fisk på 4 arter, blev sikker bådvinder. Dermed har Kim lagt sig i spidsen af årets konkurrence om at blive klubmester, mens Louise har taget føringen i juniormesterskabet.