Tur : Vragtur Skib : M/S Bodil, Thyborøn. Fiskested : Nordsøen
Relativ kort tid efter 2-dages turen blev der arrangeret en ekstra tur på Nordsøen. Der har været meget stor tilslutning til klubbens ture her i Coronatiden, så for at alle fik muligheden for at komme ud og fiske, blev der lavet denne tur.
Det blev så på en hverdag for at passe ind i programmet hos Bodil.
Det lykkedes 10 friske havfiskere at få passet en hverdag ind i kalenderen og med en god vejrudsigt, blev turen en realitet.
Jan og undertegnede mødtes i Taulov og fik indpasset fælleskørsel til Thyborøn sidst på eftermiddagen. Planen var lidt god mad og drikke på Havnegrillen, inden vi entrede skibet.
Nu var det så lige en hverdag uden for sæsonen. Det betød, at Thyborøn stort set var lukket ned. Efter lidt desperat søgning med tomme maver fandt vi dog et lille pizzeria, som havde åbent.
På vej derover stødte Asbjørn til og vi bestilte pizza, for det var det eneste, som han kunne lave. Det passede ikke helt ind i Jans diæt, som han måtte afregne næste dag på fisketuren. Heldigvis er der jo gode sanitære forhold på Bodil, så det var intet problem ?.
Bodil kom relativt tidligt i havn, og vi fik grejet ombord, fandt en seng og en fiskeplads. Som de sidste dukkede Rikard og Kenneth op, og vi var alle samlet til lidt socialt samvær, inden vi gik til køjs.
Næste morgen var lidt råkold, men havet viste sig fra den gode side, og alt var godt. Dagen skulle gå med vragfiskeri. Det blæste i Skagerak, så vi sejlede mod sydvest for at prøve vragene der.
Jeg fiskede oppe i stævnen med Flemming og Steffen (Flemmings gæst). Midtskibs kom Per, Arne, Jan, Asbjørn og Lars Bo. Agterstavnen var bemandet af Kenneth og Rikard.
Vi stoppede kort efter morgenmaden ved det første vrag. Her var der dog intet liv og vi sejlede hurtigt videre. Efter kort sejltid kom næste vrag og her fik alle vist fisk. Det var primært torsk på 2 – 4 kg. Gode madfisk i baljerne.
Næsten alle fik underskrevet kontakten med Ole Bjerre og rensning/filetering var på plads. Undtaget herfra var Per, som fortsat sætter en ære i ordning af egne fisk. Respekt!
De næste par vrag gav også godt, men ingen store fisk. Der blev fanget et par småsej, og der begyndte også at indfinde sig lidt langer i baljerne. Nogle agnede således pirke og ophængere mens andre prøvede at mede lidt, og så kommer der jo gerne lidt langer.
Medefiskeriet blev dog aldrig en succes på denne tur. Der var klart flest torsk, og de foretrak pirkene.
Kampen om dagens pulje var heller ikke uden en vis opmærksomhed. Arne havde en god torsk omkring de 5 kg, og Kenneth havde også fået en i samme størrelse, da vi nærmede og middag.
Jeg agnede en pirk med sild, og lod den ramme bunden. Her var der en fin lange, som samlede den op. Efter en god fight lod den sin sæd sprøjte ud over mig og dækket, inden den måtte i baljen.
Den ramte 5,4 kg, og lagde mig helt i front til dagens pulje. Kurt var ikke med den denne tur, så der var faktisk en reel chance for at vinde.
Over middag var der en del tomme vrag eller et par fisk eller 3. Så var der nogle vrag, der enten gav fisk i stævnen eller nede agter.
Pludselig så jeg skipper løbe agter med vægten. Titlen som puljevinder begyndte at vakle lidt – eller måske nærmere fordufte.
Det viste sig, at Kenneth minsandten havde fundet en måler. Vægten røg op på 12 kg, og dermed var slaget nok tabt. Det var dog dejligt, at vi kunne hjemtage en måler, når nu vi hedder Måleren.
Eftermiddagen bød ikke på det store fiskeri for mig. Jeg fik en torsk og en lange. Så var der et par mistede fisk, bundbid og linekludder. Flemming havde lidt mere held med sig, på trods af flere bundhug end jeg havde.
Han tog således også dagens eneste lubbe på ca. 3 kg. Den blev fileteret med skind til senere røgning.
Dagen endte med Kenneths torsk, som dagens største fisk og dermed puljevinder. Min lange tog andenpladsen (den er der alligevel aldrig nogen, som kan huske) og resten af fiskene lå på 2 – 5 kg.
Dagens 2 storfangere blev Rikard nede agter og Flemming i stavnen, så fangsterne var ligeligt fordelt. Der var ingen højdespringere og heller ingen bundskrabere.
Fangstmæssigt lå turen på det jævne, mens vejret og selskabet var i top.
Vi ser frem til næste tur, hvor vi skal prøve kræfter med Nordsøens fisk.