Tur : Norgestur Skib : Jolle, Havøysund, Norge. Fiskested : Nordatlanten
24/8
Markos som bor i Grækenland var rejst op til Morten en uge før turen, han fik 2 dage før turstart ondt i maven og blev opereret for blindtarmbetændelse på OUH og måtte desværre melde fra, øv.
Stig og Lars kørte i bil fra Aarhus til CPH og 5 fynboer og Torben tog med toget fra Odense og alle mand mødes i cph. Pga. manglende flyforbindelse om morgenen, var vi nødt til at have en overnatning i Oslo. Der var problemer med vores indtjekning af de 20 kufferter og 3 stangrør og naturligvis manglede der en kuffert i Oslo-gardermoen. Vi tog en taxi til Scandic Gardermoen hvor vi overnattede.
25/8
Morgenmaden på hotellet var god men desværre kom det meste af deres udvalg først på bordet kl 7 og der tog vi taxien til Gardermoen og fløj til Alta kl 9:20. Indtjekningen gik fint, ialt 566 kg bagage og derefter 2,5 time med bus fra Alta til Havøysund.
Hurtigt pakket ud og til infomøde kl 16:15 hos guide Douglas Dahlberg (søg hans navn på YouTube) og kl 19 sejlede vi ud for lige at prøve det hele af og for at få den værste fiskefeber i ro. Vi besluttede at sejle til Rolvsøya og prøve lykke ved Dyfjordneset. Morten fik som den første på turen et hug af en flynder, den var 80 cm og blev med sikker hånd gaffet af Flemming. Dan fik lov til at kæmpe med en ca 30kg flynder, som desværre havde helt andre planer end ham og blev på bunden.
Vi besluttede at gå ind kl 21 da vejrudsigten for næste dag lovede meget vind efter kl 12 og vi ville tidligt ud.
26/8
Vi stod op kl 4 spiste morgenmad nybagte boller og sejlede ud kl 5. Alle både sejlede mod øst til området omkring Måsøysundet. Vejret var meget flot næsten havblik og ingen vind, det gjorde fiskeriet noget svært da bådene næsten lå stille og vi dermed kun kunne affiske små områder. Først skulle vi finde lidt agnfisk, men det viste sig at være nemt, der var mange stede med 10 meters buler af sej og næsten altid fuldt hus på ophængerne, ofte også med et par makrel.
Team Østerby (Torben, Lars, Sven og Bo) valgte at følge guidebåde da den passerede os kl 9. Simon fangede en lille Brosme i det stille vand og det så lidt håbløst ud da vi absolut ikke drev det mindste og vi kunne sidde og tænke på at imorgen ville vi blæse inde, øv. Men efter tidevandsskiftet kom der lidt mere drev på bådene og fiskeriet begyndte.
YES Team Fuglsang (Dan, Stig og Michael) startede festen med fin flynder på 9 kg. Vi kunne fra vores båd se at Michael sikkert fik flynderen op fra dybet. Dan gaffede den og vi kunne høre glædesudbrud og vist nok noget med hvem der skulle give øl senere.
Vores båd Team Hansen (Morten, Flemming og Simon) fik også gang i flynderfiskeriet. Flemming fik en god flynder på 14,2 kg og under den fight fik Morten også hug på sin stang og det gav ham en flynder på 11,1 kg. På team Fuglsangs båd fik Stig en flot flynder på 18 kg. og Dan fik en pæn stor flynder på 20 kg.
Simon som fiskede meget intensivt, selvom han var kaptajn på båden, ville også være med, han fik et voldsomt hug og stangen bøjede helt rundt og Simon måtte lægge alle kræfter i for at holde flynderen, da Simon havde trukket den et godt stykke op i vandet valgte den at gå tilbage til bunden igen og Simon måtte bare lade stå til og holde godt fast i stangen. Efter ca. 15 min lå flynderen ved siden af båden. Det var meget tydeligt at denne “basse” ikke skulle op i båden, Morten gaffede den sikkert og flynderen gik helt amok og Simon smed stangen og hjalp med at holde gaffen og da der kom lidt ro på den tog Morten et tov og lavede en løkke over hoved på den, trak den ned om kroppen til halen og så var flynderen sikret, YES.
Flynderen blev målt til 160 cm som efter tabellen skulle være 57,8 kg, men denne basses vægt kan sagtens have været 10 kg mere, men for at skåne fisken blev den ikke vejet men nænsomt genudsat.
På Team Fulgsangs båd blev der også god aktivitet, Michael fik sit livs bedste fisk og også den hårdeste kamp, han fangede en flynder på hele 45 kg og fandt ud af hvad udtrykket “lange arme” betyder. Det var en fantastisk flot fisk.
Team Østerby som tog på langfart med guidebåden fik et godt hug på en stang og Torben tildelte stangen til Sven som kæmpede en flynder på 16 kg op i båden og lidt senere fik Sven endnu en denne gang på 18 kg.
Sven var naturligvis velfortjent stolt af fangsterne, men Lars ville også være med, han tog med sikker hånd en flot flynder på 21 kg.
I samme område blev der i en svensk båd landet en flynder på 210 cm og i en anden båd en flynder på 195 cm.
Simon var ikke færdig med at fiske, han tog en god fight med en flynder på 23,5 kg. Han havde et godt tag på hvordan man skulle fange de helleflyndere og gav alle os gamle erfarne lystfiskere baghjul.
Den sidste båd var i havn kl 17, og knivene kom i gang med udskæring af fileter af de store flyndere, som straks kom i fryserummet i hver deres ejers flamingokasse. Stemningen til aftensmaden var god, og Dans meget store karbonader hævede om muligt humøret endnu mere.
27/8
Vejret viste sine tænder denne dag, vindstød op til 21 m/s holdt alle bådene inde. Dagen blev brugt til forberedelse på hvor næste dags tur skulle gå hen og Michael serverede hans fantastiske Bolognese og Stig serverede et par gode flasker rødvin dertil.
28/8
Vejret skulle lægge sig, men der var blæst og høje bølger så vi besluttede at sejle ud kl.12 og ville sejle til Ryggefjorden med vinden bag fra, men ak, vi fik smæk og måtte opgive og gik i læ i en lille fjord. En båd gik i havn og 2 både fandt læ for vinden og bølgerne bag ved Hjelmsøya og senere over til Måsøya. Simon fik en flynder på 8 kg og lidt senere en på 20 kg og Bo en på 13,4 kg.
29/8
Vejret havde lagt sig og vi tog ud kl 5, vi skulle alle mand på langtur. Turen skulle gå mod en position på Lysgrunden ved Rihpat øen. Simon lagde ud med en på 13 kg, som blev genudsat, men mere skete der ikke. Team Hansen flyttede sig til Reinøyasundet, hvor der var en perfekt strøm.
Flemming rettede højden på sin agnstang og skulle lige til at sætte sig da han fik et meget voldsomt hug, stangen som sad i bådens stangholder bøjede helt rundt og inden Flemming kunne få den op af stangholderen kunne vi hører at glasfiberne begyndte at springe, heldigvis holdt stangen og Flemming stod med sit livs største fiskefight.
Flynderen blev fightet op til overfladen og det brød den sig ikke om, den gik tilbage til bunden og Flemming kunne kun se på mens bremsen på hjulet gav sin nytteløse højlydte protest, flynderen ville ned. Flemming startede endnu engang med at pumpe flynderen op mod overfladen og frygten for om stangen ville holde var tydeligt at se på ham.
Da flynderen kom op igen stod Simon klar med gaffen, men netop som han fik gaffen ind i flynderens store mund slog den med hoved og gaffen kom til at sidde meget yderligt i munden men Simon kunne holde den og den var rolig. Tovet blev fundet frem så vi kunne sikre den og få den målt, men helleflynderen er en meget stærk fisk og havde masser af energi tilbage, den prøvede endnu engang med meget voldsomme bevægelser at komme fri og selvom Simon er stærk og kunne holde, kom den løs pga. at den ikke var blevet gaffet ordentligt.
Selvfølgelig var Flemming skuffet over tabet, men stolt over fangsten. Reglen siger at hvis fisken er gaffet tæller den med som fanget, men kan desværre ikke komme med i regnskabet pga. manglende mål, men den var campens største i denne uge.
40 min senere fik Morten et voldsomt hug af en flynder på 158 cm og den ville ikke op til overfladen. De 3 første gange den kom op, gik den tilbage til bunden og selvom bremsen på hans TLD 30 var spændt helt i bund, tog den sine udløb. Først da den kom op til båden for fjerde gang lykkedes det Simon at gaffe den. Turlederen var træt i armene men pavestolt.
Team Hansen var nu for alvor tændt på fiskeriet i Reinøyasundet, vejret var fantastisk men der var ingen vind eller strøm, vi lå og fiskede på det samme sted hele tiden så vi besluttede at tage ud på dybere vand.
Vi sejlede ud på Rolvøysundet for at prøve lykken på 60 meter vand. Der var lidt mere vind på det åbne vand. Igen kom der lidt nyk på Flemmings stang og kort efter gav han et kraftigt modhug og stangen bøjede helt rundt, men trods de sprængte glasfiber holdt stangen til presset og anden gang den kom op til båden gaffede Simon den sikkert, yes.
Helleflynderen blev målt til 155 cm og vægttabellen siger 52,2 kg, den blev naturligvis også genudsat. 15 min efter fik Flemming dagens sidste flynder på 60 cm , den blev genudsat da der er et mindstemål på 80 cm i Norge.
Team Østerby startede rigtig godt med at Bo’s rig bliver forfulgt af flynder, som Lars efterfølgende fik på jig. Flynderen var på 105 cm og blev genudsat. Teamet fulgte derefter med Morten ned i kanalen, hvor Sven fik en flynder på 105 cm, og herefter var der ikke flere fisk i kanalen.
Teamet sejlede derefter ud i det mere åbne vand, hvor Lars tog en flynder på 79 cm som blev genudsat, Sven landede en på 99 cm og Bo en på 105 cm. De sidste par drev endte med bundbid og teamet valgte derefter at sejle retur.
30/8
Når man vælger at tage til Nordnorge og fiske kender man risikoen for at blæse inde, vi var ude og fiske men flynderen trykker sig ned på bunden mens vi bliver kastet rundt på havet uden at få noget op, efter et par timer gav vi op.
På Team Østerbys båd havde Lars et hug på jig i første kast, så det måtte blive en rigtig god dag, men der skete ikke en skid, før Sven sagde “fedt, så slipper vi for at rense fisk i dag”, og minuttet efter tog Torben en flynder på 101 cm. Dejligt, at Torben også fik en flynder med hjem.
På vej i havn, tankede teamet båden op med spisefisk til aftensmaden, og en af Lars’s makreller var på 44 cm og dermed en PR og en tangering af klubrekorden.
31/8
Der var et lille hul på 3 timer hvor vi måtte sejle ud og det gav et par hug men ikke mere. Guiden kaldte os ind, vejret ville rejse sig.
Vi sluttede turen af med en meget hyggelig middag og mange gode historier og anekdoter.
1/9
Måleren pakkede sammen og skulle med bussen kl 7 fra Havøysund med forventet ankomst til CPH kl 18:40. Nordic Sea Angling levede helt op til vores forventninger, desværre gjorde vejret det ikke, vi fik kun 2 “rigtige” fiskedage, men de var også fantastiske.
Indtryk fra båd 3 - Team Sej
Skipper blev meget hurtigt udnævnt til at være Dan. Dan skulle være ved roret, fordi han var den mest erfarne fisker i området. Gasterne, og de mindre erfarne, nej uerfarne, med helleflynder fiskeriet, var Stig og Michael. Det er udførligt beskrevet hvilke fisk der er fanget, så dem vil vi ikke omtale yderligere, men koncentrere os om dem, vi ikke fik.
Men inden vi når dertil så kunne Dan i bedste Måler stil orientere om, at på vores 3 medestænger ombord fiskede vi alle, således at første fisk var Michaels. 2. fisk skulle være til Stig, herefter Dan selv. Det skulle vise sig at være godt for Stig og Michael for det var, med undtagelse af 2 helleflyndere, ud af de 6 fisk vi fangede, Dan’s stang de huggede på. Som allerede nævnt, havde Dan en rigtig god flynder, onsdag, som stenhårdt tog jiggen. Vi havde jo kun nogle timers fiskeri, så vi brugte ikke tid på at finde agnsfisk. Det var meget tydeligt der var tale om en rigtig god fisk, men desværre så vi den aldrig. Men nu vidste vi de var der, så alle var tændte…
Så blev det torsdag, og Stig fik et rigtigt godt og solidt hug. Det var meget tydeligt der var tale om en rigtig god flynder. Stig kom på overarbejde, for det var en tung satan der skulle løftes op fra de 34 meter vand vi fiskede på.
Dan og Michael opfordrede Stig til at lægge lidt mere pres på fisken, Stig’s kommentar: “Jeg kan sgu’ da ikke presse den mere, den løber jo med line hele tiden…” - det grinte Dan og Michael lidt af. Efter en god fight kom den imponerende fisk op til overfladen og den var STOR! Dan fik sat gaffen i og nu var fisken sikret, troede vi…
Det skulle vise sig at den fisk, ikke ville som vi, den var fuldstændig ustyrlig og fik vristet sig fri af gaffen, uden det var muligt af få den målt. Vi havde jo set Michaels på de 148 cm, så vi vidste her var tale om en - STOR!
Et par helt fantastiske fiskedage blev det til, der måtte godt have været flere dage på vandet, men vejret ville det anderledes, og det er betingelserne. Men når vi ud over fighterne med fiskene, og kammeratskabet, også får lov at opleve rener, fiskeørne, elg, delfiner, havørne, sæler, marsvin og ikke mindst en kæmpe hval tæt på båden, så kan, og skal vi ikke forlange mere. Det gør vi heller ikke, men længes bare tilbage….