Tur : Fladfisketur Skib : M/S Felix, Spodsbjerg. Fiskested : Langelandsbæltet
Den tredje tur på Langelandsbæltet med Verner og M/S Felix inden for en måned var en realitet, og endnu en gang var turen hurtigt fyldt op. Målerens medlemmer er vist godt og grundigt fiskeliderlige ovenpå Coronaens forbandelser.
Vejret var endnu en gang ganske flot, men denne gang var vinden dog lidt kraftigere end på de to foregående ture. Idet der var tale om vind fra vestlige retninger valgte Verner at vi skulle fiske i læ af Langeland denne gang, og dermed gik turen nordpå til pladserne ved Tranekær.
Vel ankommet gik fiskeriet stille og roligt i gang. Undertegnede forsøgte sig med et attentat på klubrekorden for hornfisk, men det skulle vise sig at blive Michael, der som den første fik et af de slanke næbdyr med masser af løse skæl :D Vist nok ikke noget Michael var så begejstret for.
Senere på dagen lykkedes det faktisk Per at slå den gamle klubrekord for hornfisk, mens det mere målrettede fiskeri efter dem med prop og kyllingehjerter kun gav mindre eksemplarer.
Men nok om hornfisk. Det var jo en fladfisketur vi var på, og der blev så sandelig fanget fladfisk.
Flemming fangede en af de mere usædvanlige fisk, da han først på dagen landede en rødspætte uden hale og i stedet noget der kunne minde om et par røvballer. Den så altså ret morsom ud :D
Fangsterne bestod mest af rødspætter – med hale - og der var mange af dem. Størrelsen var også ganske god, og det varede ikke længe, inden dagens første rødspætte overkiloet kom på dæk.
Det var der adskillige andre, der også gjorde, og i det hele taget var der rigtig mange flotte flade i gode størrelser. Faktisk gik det første drev så godt, at det endte med at blive det længste drev, jeg nogensinde har oplevet på en fladfisketur. Cirka halvanden time drev vi, inden Verner truttede i hornet og flyttede M/S Felix på plads i et nyt drev.
Fiskeriet gik så godt, at snakken gik på, at det kunne være sjovt, hvis den gamle klubrekord fra dansk farvand blev slået. Rekorden var helt tilbage fra 2004 fra en tur på Øresund og var på lidt over halvanden kilo.
Med Allan Lillebros fangster af rødspætter på 1.25 kg og 1.35 kg, blev tanken om en ny rekord pludselig mere realistisk, og også Helmuth blandede sig i de flotte fangster med en spætte på 1,2 kg
Kurt havde allerede været over kiloet en enkelt gang, og han stod og jokede med, at han ikke gad de helt store, da de små var bedre spisefisk. Men pludselig krøllede hans stang sammen, og det så ud til, at taktikken med at holde de store fisk væk var slået fejl.
Op kom der nemlig en ordentlig plade af en tyk rødspætte. Uden tvivl var dette dagens største fisk, så det var med stor spænding, den kom på vægten. Det viste sig at den gamle rekord fra dansk farvand lige nøjagtig var slået, idet Kurts fisk vejede 1,56 kg. Gad vide om der kommer til at gå 16 år igen, inden den rekord bliver slået på ny.
Sidst på turen var der endnu en flot fisk på vej om bord. Morten havde en god fisk på, og da den kom til overfladen, viste det sig at være en flot slethvar. Men da den skulle løftes ind, faldt den af krogen og genvandt dermed sin frihed. Heldigt for fisken, men ærgerligt for Morten, der mistede en lækker spisefisk.
På trods af den mistede slethvar var det en fantastisk tur. Da der blev ringet af var der sat 2 nye klubrekorder og fanget en pokkers masse fladfisk, hvoraf hele syv af dem var på kiloet eller der over.