Tur : Fladfisketur Skib : M/S Felix, Spodsbjerg. Fiskested : Langelandsbæltet
6 aflysninger i træk var hvad året havde budt på indtil videre i Måleren. Først var det storm og siden hen Corona, der kom til at stå i vejen for de planlagte ture, og for at gøre elendigheden total var sidste sæson sluttet med den første totale nultur nogensinde i Målerens regi. Således var der på nær ganske få dage gået et halvt år, uden der var landet en eneste fisk på en tur i foreningen.
Så da Verner fra M/S Felix tilbød os en tur med begrænset deltagerantal i forhold til Corona-restriktionerne var der lynhurtigt 9 mand der var klar, og denne gang kunne vejret heller ikke drille os, idet det skulle vise sig at blive en smuk dag med sommerligt vejr på Langelandsbæltet.
Det var således med højt humør at turen gik ud fra Sposdsbjerg med kurs mod fiskepladserne nær Lolland. Verner havde valgt disse pladser pga gode erfaringer de seneste dage og også pga af en frygt for, at strømmen kunne komme til at drille for meget andre steder i bæltet.
Og strømmen skulle vise sig at blive en faktor. Da fiskeriet blev ringet i gang efter en times sejlads, oplevede vi, at det var svært at holde bund. Der gik også lidt tid inden de første hug meldte sig, men efter nogle minutter var forbandelsen brudt, og den første fisk i næsten et halvt år i Måleren kom endelig på dæk i form af en skrubbe, der havde bidt på undertegnedes børsteorm.
Den stærke strøm gjorde det svært for mange af deltagerne. Michael fik det aldrig helt til at fungere, og nede bagved havde vores nye medlem Johannes også sine udfordringer på turens begyndelse. Johannes kom dog rigtig godt efter det og endte faktisk med at fange både turens største ising og turens største skrubbe.
Vi var blevet enige om at afvikle turen som pointtur for at få gang i konkurrencen om årets klubmesterskab. I den forbindelse lagde Per sig i spidsen, bl.a. takket være fangst af en lille kutling. I stævnen blev der gjort et forsøg på at lande en hornfisk til lidt ekstra point, men den enlige slanke fighter lykkedes at få krogen ud af næbbet netop som den skulle landes ved bådsiden.
Allan var den der fik bedst styr på den stærke strøm, og han fangede en god portion fladfisk. Efter lidt luren lykkedes det Kim og Kurt at kopiere teknikken, og også de kom helt godt med fangstmæssigt.
Selvom fiskeriet ikke var helt oppe at ringe, var alle bare så begejstrede for endelig at være på havet igen, at vi blev enige om at forlænge turen med en time i det skønne vejr på bæltet.
Som nævnt endte turen med at Per lagde sig i spidsen af klubmesterskabet, mens Jannick gjorde come back efter nogle års fravær og sikrede sig et fint udgangspunkt til konkurrencen om juniormesterskabet.