Tur : Kulmuletur Skib : M/S Maagen, Nr. Vorupør. Fiskested : Vesterhavet
Så blev det endnu engang tid til at stævne ud med det gode skib Mågen fra det hyggelige fiskerleje i Nr. Vorupør, med den snaksalige skipper Thøge og ”nye” dæksmand Bjørn.
Da turen derop tager 3 timer, havde Kim Grony og jeg heldigvis i god tid bestilt en overnatning på hotel Klitheden som ligger 200 meter fra stranden. Så vi tog derop i god tid og troede vi skulle op og have en dukkert i havet da temperaturen viste 30+ grader da vi kørte fra Fyn. Vi ombestemte os dog da temperaturen faldt med 11 grader da vi passerede Brande og mente at et par kolde på havnen også kunne bruges til at køle os lidt ned.
Turens formål var at gå efter muler, og prøve at slå Mulekongen Dan’s klubrekord fra året før.
Vejret var for engang skyld med os, så vandet lå stort set fladt og efter en masse hilsen blev det gode skib Maagen trukket ud.
Skipper Thøge havde ikke den store tiltro til et nyt fangsteldorado af muler som vi oplevede sidste år. Det havde været lidt småt på de sidste ture. Men i bedste Måler stil overbeviste vi ham om at det udelukkende handlede om kompetente fiskere, så hvis der var nogen, skulle vi nok fange dem.
Turen gik nordpå i et par timer og de sædvanlige løgnehistorier blev delt ud i rigelige mængder.
Da vi endelig kom til den første position, blev bagbord side medesiden og styrbord måtte sørge for at fange rigeligt med makreller. Der gik ikke længe inden Helmut på Pirkesiden med hans altid brugte standard rig, Pirk og 2 ophængere landede en ”lille” Knurhane på 31 cm og lidt senere en skægtorsk på 32 cm. Helmuts standardrig kunne fange det hele.
Kim meldte sig også ind i kampen og fik et pænt hug. Det viste sig dog at være en dublé af 2 meget fine Lubber omkring de 3 kilo som en del omkring ham misundte ham.
Thøge havde måske havde en smule ret. Mulerne skulle der kæmpes for. Da vi samtidig stort set lå helt stille hele formiddagen var det vanskelige forhold.
Ikke desto mindre lykkedes det Simon at lande dagens første Mule på 2,7 Kg. Denne var et langt stykke af dagen den mulige vinder af den sædvanlige interne ”største fisk konkurrence”.
Thøge havde fået kontakt til en erhvervsfisker der i området fangede muler, og tilbagemeldingen var at de landede en del, men kun små størrelser.
Efter en del sejleri, hvor vi prøvede at finde dem, endte det med at vi sejlede tilbage, hvor vi startede i nærheden af erhvervsfiskeren. Her var det så at Michael slog til og meldte sig ind i kampen med en Mule på 3,8 kg.
Stort set alle på nær Helmuth valgte at mede fra bagbord side, så der var lidt trængsel men undertegnet fik langt om længe kontakt og landede en mule på 4,1 kg.
Denne fisk blev dog udfordret da Dan fik et pænt hug, som for mig ”heldigvis” viste sig at være en fin str. Lange.
4,1 kg endte med at blive dagens største som jeg aldeles ubeskeden og ydmyg som altid i stilhed accepterede at blive kåret som dagens puljevinder. Formanden valgte at prøve pirkesiden og endte med at lande dagens kuriosum, 3 arter på samme rig. En del ombord havde ikke prøvet at fange muler før så der blev kæmpet bravt for at få denne fine spisefisk på cv’et, Det blev til i alt 6 stk. muler fordelt på 3 mand. Simon nappede de 2 til stor irritation for farmand Flemming, der også havde sin første til gode, Simon må have hygget sig på turen hjem..
Kim erkendte sit nederlag med mulerne og startede med at fylde en balje med makreller i stedet den sidste halve time, dem var der rigeligt af.
Det blev ikke en tur der går over i historiebøgerne med landede fisk og fileteringen på fabrikken efterfølgende tog ikke flere timer, men alle havde en rigtig god dag og et kanonvejr og Dan’s klubrekord må stå endnu et år.