Tur : Fladfisketur Skib : M/S Nadia, Helsingør. Fiskested : Øresund
Endelig var det tid til at komme ud på havet igen efter et par aflysninger, bl.a. turen på Langelandsbæltet. Erstatningsturen har vi desværre ikke hørt noget om, men Morten kunne fortælle om udemærket fiskeri på denne.
Turen begyndte lidt skævt, da klubmester Kim og min far var blevet temmeligt meget forsinket. Jeg aftalte med Lars og de andre, at vi sejlede ud til Nordhavnen for at fiske lidt, inden de to uheldige nåede frem.
Der blev fanget enkelte fisk derude.
Så ringede en stakåndet Kim endeligt, og vi kunne vende næsen ind til de to, og Morten, som vi glemte på havnen i skyndingen.. Sikke en begyndelse på en Målertur!! 9 Målere og 4 gæster sejlede så ud.
Nu var alle endeligt klar, og vi kunne dampe ud igen. Lars valgte at sejle nord om Kronborg igen. Fiskeriet var ikke noget at skrive hjem over i starten. Den ene af mine to kammerater, jeg havde inviteret med på turen, kæmpede en brav kamp for at fange noget.. Heldigvis var Jens Dinesen vågen. Han foreslog, at der skulle skiftes forfang til et med hvide perler, og da han skiftede, fik han næsten hug øjeblikkeligt. Jens spurgte mig, med et glimt i øjet, om han skulle fange noget.. Mine to kammerater hængte godt i med fangsterne, så alt blev godt der.
Vi stod i stævnen, og kunne holde øje med hvad, der skete. Jens, Ole, Michael, Hans og Morten og undertegnede og mine gæster stod foran styrhuset. Også de lidt mere højlydte fiskeres fangster kunne vi følge med i:-)
Nede på hækken stod Gorm, Henning og deres gæst.
Fiskeriet tog for alvor fart lidt op af formiddagen, og isinger og skrubber røg om bord i lind strøm. Der var mange flotte skrubber i dagens fangster. Jens hev flere gange fine dubletter ind. Flot så det ud.
Vejret var med os denne søndag på Øresund. Helt vindstille var det. Dog lå skyerne meget lavt hele dagen, og vi kunne det meste af dagen kun ane kysten ind mod Hellebæk.
Skipper Lars havde lidt problemer med et brændstofrør, så der blev drivfisket uden motorstøj, når der blev skåret med skærebrænder og forsøgt at reparere på skaden. Så der blev sejlet på halv kraft.
Ærgerligt, at der kun er 10 Målere og 3 gæster, som kunne deltage i klubturen denne søndag på Øresund. Tak for en god dag til de fremmødte.