Tur : Vragtur Skib : M/S Bonito, Hanstholm. Fiskested : Diverse vrag
Vejrudsigten
havde de seneste dage været noget svingende, og lørdag klokken
18 var den stadig så uklar at Orla måtte ringe til DMI i Karup for
at høre om søndagen vejr. Der blev givet grønt lys, og
deltagerne kunne køre hjemmefra. Vi var 6 som mødtes i den velkendte
hytte på Molevej, hvor erfaringer fra tidligere ture og forventninger
til morgendagen fiskeri blev diskuteret livligt.
Vækkeuret ringede klokken 5.30 og 15 minutter efter stod vi klar på
havnen, hvor Hans havde startet motorerne op på Bonito. Vinden var frisk
fra nordvest, og det var nogle grimme bølger som mødte os, da
vi kom ud af havnen. Efter en halv time, hvor vi var kommet ud på det
dybe vand, blev det mere roligt, og det endte med at blive en flot sejltur hvor
vi kunne nyde solopgangen.
Vi havde aftalt at prøve nogle vrag oppe nordpå, hvor Hans mente
vi kunne fange sej, og efter 2½ times sejlads var vi fremme ved det første.
Der var ikke ret mange fisk og vi flyttede hurtigt videre til det næste,
som heller ikke holdt ret mange fisk. På det 3. vrag var alle de fisk
som ikke havde været på de to første. Der var utroligt mange
sej over vraget, og hvis det lykkedes at komme til bunden, var der også
nogle pæne torsk. I løbet af 1½ time fik vi alle fyldt rigtig
mange fisk på 2-4 kg i kurvene, men de store fisk så vi desværre
ikke noget til. Da vi nærmede os middag var flere ved at være trætte
i armene, og vi besluttede at flytte til nogle andre vrag for at se om der var
nogle større fisk.
Det
viste sig ikke at være tilfældet, men Brian Ahlers fangede en rigtig
flot rødspætte på 1,2kg, som desværre var kroget i
halen. For nogle af deltagerne var det første tur på revet, og
det må siges at være en god debut. Selvom der ikke blev fanget store
fisk, havde de fleste mere end 10kg filet med hjem. Dagens største fisk,
blev så vidt jeg ved en torsk på ca. 6kg fanget af Henrik Kullas,
som var af sted for første gang.
Hans på Bonito gjorde et rigtigt godt arbejde, og fandt nogle vrag som
holdt mange fisk. Desværre var der ikke nogle store imellem, men det kan
være at de kommer på årets sidste tur på revet, søndag
den 20. september.