Efter et par aflysninger på grund af kuling var der igen målertur på Det Gule Rev.
Turen gik denne gang fra Vorupør Strand med T248 Skagerak. Skipper, Jens Jensen, er en mand med masser af viden og erfaring og ikke mindst en masse meninger. Således blev vi under turen ofte gjort opmærksom på, at vi trak alt for hårdt i fiskene, og derved risikerede at tabe dem.
Deltagerne samledes på båden mens den endnu stod på stranden. Kl. 6 blev båden trukket ud i vandet ved hjælp af et spil, og turen startede. Vesterhavet viste sig fra sin blide side. Vind var der ikke meget af, og bølgerne, som nok i virkeligheden var dønninger, nåede dårligt nok en halv meter.
Der gik et par timer før vi nåede den sydlige ende af revet, hvor fiskeriet begyndte. Det første drev foregik på bare 20 m vand. Strøm var der ikke meget af, så selv meget små pirke arbejdede næsten direkte under båden. Flere havde derfor ønsket de havde medbragt kastegrej, så stedet kunne blive fisket mere effektivt af. Kun få fisk kom på dæk, de fleste fejlkrogede. Det kunne tyde på, at der måske var en del fisk dernede, men at de ikke var i humør til at bide.
Efter nogen tid sejlede vi til en ny plads, denne gang et vrag, der lå på ca 40 m dybde. Vi måtte konstatere, at situationen var den samme som før - kun få fisk, hvoraf flere var fejlkrogede. Efter 3 drev, hvorunder der blev ofret en del endegrej til vraget, besluttede skipper, at det var tid til at sejle videre.
En god distance blev tilbagelagt, og vi var så et sted, der kaldes Torskegrunden. Om det var positionen eller tidspunktet der var årsagen får vi aldrig at vide, men her ville fiskene bide. En svag strøm førte os stille og roligt hen over bunden. Som det er typisk for torskefiskeriet kunne der gå mange minutter, hvor der kun kom ganske få fisk på dæk, hvorefter vi så ramte en stime der gav hug næsten raden rundt.
Der blev hovedsageligt fanget torsk, men også enkelte sej, langer og kuller sås i kasserne. Selvom målerne udeblev, var fangsterne var alt i alt pæne, omend lidt ulige fordelt. Ingen gik dog tomhændede hjem. Benny Sørensen stod for den bedste fangst, både hvad størrelse og antal angik.