Tur : Fladfisketur Skib : M/S Nadia, Helsingør. Fiskested : Øresund
Turen ud af Statshavnen bød på bølger, gyngen og forfriskende kolde afvaskninger når søerne stod ind over Nadia. Lone var ikke helt tryg ved den gamle skudes evne til at håndtere søen og der måtte en lille dram til for at dulme nerverne. Det hjalp og Lone blev hurtig enig med sig selv om at hun nok aldrig skulle med os på det gule rev. Lone var imidlertid ikke den eneste der havde problemer med søgangen. Således måtte en af sidste års storfangere, André, lide den tort at gå fuldstændig ned med søsyge og deraf følgende ofringer, så smilet var stort hos André da vi senere på eftermiddagen havde fast grund under fødderne igen.
Der er ikke meget at skrive om fiskeriet. Der kom da fisk i kurvene, men slet ikke i samme antal og størrelse som sidste år. Den største fladfisk havde Morten i form af en fin rødspætte, der lige var oppe at snuse i nærheden af den magiske vægt på 1 kg. Udover rødspætter blev der landet isinger og skrubber og Brian Ahlers var ifølge mine oplysninger manden blandt medlemmerne med flest flade i kurven, nemlig 11, mens undertegnede på andenpladsen havde 8 stk.
Strøm og vind gjorde sit til at forholdene var temmelig umulige. Kun ved Nordhavnen kunne vi finde lidt læ, men her var der til gengæld langt mellem fiskene. Derfor besluttede vi at gå i land noget tidligere end planlagt, da der ikke var udsigt til bedring i forholdene. Således har sidste halvdel af denne sæson indtil nu budt på 3 aflysninger ud af 6 fiskedage, 2 afkortede ture samt en tur der burde have været aflyst. Det kan da kun gå fremad nu !
Forhåbentlig skyldes det at vi er ved at spare op til en gang havblik til næste års tur til Færøerne, men mere herom senere. Næste års turprogram er således på trapperne og forventes at kunne offentliggøres til generalforsamlingen på Lillebælt søndag den 20. november.