Tur : Fladfisketur Skib : M/S Mira III, Middelfart. Fiskested : Lillebælt
Måleren har været på Lillebælt til fladfisk og generalforsamling i den sidste halvdel af november hvert år, siden foreningen blev stiftet i 1999. Men aldrig før har det været en snevejrsdag. Det fik vi her i 2010, hvor vinterens tidlige komme resulterede i glatføre på dækket og snefnug i luften.
Trofaste medlemmer og en portion gæster trodsede vinterkulden og stævnede ud fra havnen i Middelfart ombord på M/S Mira III med gode gamle Holger ved roret. Jeppe havde sørget for orm til alle mand fra Jan & Bo i Odense, som også havde sponseret en præmie til dagens bedste juniorfangst. Udover denne præmie skulle der dystes om klub- og junior-mesterskab.
Willy var inden dagens tur i spidsen af konkurrencen, mens Katrine førte an i juniormesterskabet. De valgte hver sin taktik for at forsvare deres placeringer. Willy gik i offensiven og startede hårdt ud med fangst af bl.a. ulk, ising og torsk, og han endte da også med at blive bådvinder og dermed suveræn og fortjent klubmester. Tillykke med det !
Katrine derimod valgte den noget mere tilbagelænede strategi og satsede på, at forspringet i juniorkonkurrencen var stort nok. Det var ikke meget hun fik fisket på turen, ligesom det var tilfældet med langt de fleste af de øvrige børn. Til gengæld hyggede de sig gevaldigt i varmen i Miras salon.
Taktikken skulle dog vise sig at være god nok, så uden at få forfrysninger kunne Katrine vinde juniorpokalen for anden gang ud af tre mulige. Også stort tillykke til hende !
Sidste år var vi uheldige med fiskeriet på Lillebælt og havde vel den ringeste fangst i mands minde. I år startede det ganske fornuftigt ud med fangst af fine isinger. Men som dagen skred frem tiltog strømmen mere og mere, og Holger var derfor tvunget til at søge andre pladser. Flere af disse pladser kunne ikke helt leve op til de første, men sådan er vilkårene når vind og strøm har bestemt sg for at arbejde i hver sin retning.
Alt i alt bød turen på ganske hæderligt fiskeri og artsrigdommen var også ganske imponerende idet der blev landet hele 6 forskellige arter i form af torsk, hvilling, kuller, ising, rødspætte og ulk.
Ved ankomst til havnen mødte den afgående klubmester Kim Grony op for at deltage i generalforsamlingen og for at overrække pokalen til Willy. Katrine fik juniorpokalen af Magnus, som til gengæld løb med den fine præmie fra Jan & Bo for fangst af dagens største fladfisk.
Til sidst var der en overraskelse til André. Sanne fra M/S Fie var også mødt op til generalforsamlingen, og det var for at præsentere et nyt flot initiativ nemlig vandrepokalen til årets junior fangst. André nåede her i sit sidste år som junior at blive vinderen med fangsten af sin flotte rødfisk på 4,6 kg fra sommerens Norgestur.
Tak til Klaus og Sanne for idéen og for at ville støtte juniorarbejdet i foreningen. Også tak til Holger der endnu engang stillede lokaler til generalforsamlingen til rådighed uden beregning.