Tur : Kulmuletur Skib : M/S Muddi, Thyborøn. Fiskested : Vesterhavet
Klokken 7 om morgenen kunne det gode skib Muddi med skipper Ivan, 7 målere og 5 andre friske lystfiskere, glide ud på et sjældent roligt Vesterhav. Vi gjorde stop lige uden for indsejlingen til haven for at fange nogle agnmakreller til mulerne, men det gik ikke lige efter planen. Vi opdagede noget mågesjov nogle få hundrede meter væk og sejlede straks derhen. Men heller ikke her var der bud efter vores fjerklædte kroge.
Vi besluttede at sætte kurs mod den første kulmuleplads og satsede på at få fat i agnfiskene derude. Da makrellerne ofte kan være svære at se på ekkoloddet, kan det godt betale sig at gøre nogle tilfældige stop undervejs. Vi foretog også et sådant, og her lykkedes det heldigvis at fange både rigeligt med agn samt nogle fine spisefisk.
På den første plads var der ingen kulmuler hjemme. Vi fik dog lidt torsk på medetacklerne, ligesom der var rigtig mange flotte makreller. Undertegnede fik bla. en fisk på 39 cm og Sjællandertrioen agter; Martin, Frank og Torben fik en stribe flotte fisk op til 43 cm.
Vi prøvede efterfølgende flere mulepladser, men heller ikke her var der held. Dog var der igen enkelte torsk, og flere begyndte at fiske lidt mere målrettet efter dem. Under dette fiskeri tog en gut i kastesiden dagens største torsk på 4.4 kilo, som vandt den lille konkurrence vi havde arrangeret på båden. Dagens største Måler-torsk var en fisk på beskedne 4 kilo, som undertegnede tog på et torskevrag, der normalt holder store fisk. Men altså ikke lige denne dag.
Vi sluttede af på nogle toppe, hvor skipper mente at der skulle være chance for muler og en del torsk. Men desværre var der meget få fisk. Jeppe fik dog her en lange på et par kilo. Vi var nogle stykker der ikke helt havde fået fiskesulten stillet og overtalte skipper til at gøre et makrelstop på vej ind. Det viste sig at være en god ide, idet vi her fik endnu flere store af de stribede. Båder Jesper Jørgensen og gutterne på kastesiden brillerede med fuldt hus på forfanget – med fisk på et halv kilo og op efter! Jesper fik dagens største makrel på 44 cm og en estimeret vægt på knap et kilo. Efter en halv times makrelmarathon ringede skipper af og vi bevægede os mod land i de efterhånden store bølger der kostede flere kvalme og en enkelt måtte døje lidt med søsyge.
Selvom vi ikke havde held med hverken kulmuler eller store torsk, lykkedes det for de fleste at få fyldt nogle udmærkede spisefisk i kurvene. Turen bød også på nogle sjove og bemærkelsesværdige begivenheder. Først og fremmest var dagen præget af en usædvanlig artsvariation, idet der blev fanget følgende fisk på turen: Torsk, lange, sej, makrel, hvilling, hestemakrel (30 cm fanget af Martin), grå knurhane, rød knurhane, hornfisk, tobis og rødspætte. Sidstnævte tog Jan sig af. Den flotte spætte på ca. 900 gram huggede under mulefiskeriet, dvs. på en halv makrel! Den anden halvdel af makrellen tog en måge sig af, og Jan måtte have hjælpe af sidemændene til at befri det befippede kræ, der udover en formodet heftig tandpine, klarede mødet med Jans forfang uden alvorlige mén.
Fuglene tegnede sig i det hele taget for en pæn del af underholdningen denne dag. Vi så flere store suler som blandede sig i mågeflokken, og den ene af disse var åbenbart ret upåvirket af Jans intermezzo med den dumdristige måge. I hvert blev 3 makreller på undertegnedes forfang på et tidspunkt til 2, da sulen kom blæsende og flåede en makrel af, netop som forfanget blev løftet fri af vandet.
Trods fraværet af mange og store fisk, bidrog alt og alle til at dagen blev mindeværdig og underholdende alligevel: Sulerne, den nysgerrige sæl i havnen, bølgerne som skyllede ind over stævnen og som KUN ramte turdeltagere uden regntøj, de glædesstrålende børn som fik lov at komme om bord og se fisk og skib da vi kom i land, Formand Jeppe som viste alternative måder at komme under dæk på – og selvfølgelig: Alle turdeltagere og deres ubegrænsede repertoirer af røverhistorier. Dem kan vi nok glæde os til at høre på næste tur også :)