Optakten til denne tur blev lidt speciel. Tanken om et småbådstræf i Måleren har ligget og ulmet i et stykke tid. Dog har der ikke været noget konkret planlagt. Men da jeg erfarede, at jeg ikke havde booket Mira III, som jeg troede jeg havdetil årets juniortur; ja så måtte der tænkes i alternativer.
Et opkald til Peter gav mig bekræftelse på, at han var med på idéen og gerne mødte op med båden. Det gjorde at vi i fællesskab kunne tilbyde plads til alle timeldte.
Torben Østerby meldte også båd til og der var håb om yderligere deltagelse fra f.eks. Als. Men desvære endte det i stedet med et afbud fra Peter, og dermed var det kun Takhale og Bella Maria der stævnede ud til småbådstræf.
Vi mødstes uden for Aabenraa Fjord og det var med forskellige strategier. Østerbys Takhale var spændt op til trolling og ambitionen var ikke til at tage fejl af…. Der skulle havørred på Målerens klubrekordliste.
På Bella Maria blev der satset på de flade plus hornfisk. Her var det primært juniorerne Frederikke, Jannick, Magnus og Maria der stod for fiskeriet.
Specielt Jannick gik til den. De flade havde en klar forkærlighed for hans forfang og i løbet af relativ kort tid havde han både skrubbe, ising og rødspætte i spanden. Storesøster gjorde det også godt, mens Magnus og Maria holdt lidt lavere profil. Det samme gjorde hornfiskene. Dem lykkedes det os ikke at finde.
Det gjorde Amalie og Torben til gengæld i deres søgen efter havørred. 2 hornfisk var udbyttet, og der er stadig en ledig klubrekord for havørred.
På vej mod havn efter en hyggelig dag på vandet gjorde vi et forsøg på at lave en juniorrekord til Maria på hendes sidste dag som junior. Flere store hvillinger er tidligere landet på pladsen, men denne dag lykkedes det hverken for Maria eller nogen af os andre at komme i kontakt med torskefisken. Til gengæld fik vi sluttet turen af med et par flade.
Der var point på spil til juniormesterskabet på denne tur. De fleste af dem løb Jannick med som dagens bådvinder.