Tur : Fladfisketur Skib : M/S Fie, Spodsbjerg. Fiskested : Langelandsbæltet
På generalforsamlingen i november blev det aftalt, at vi skulle lave en ekstra tur fra Spodsbjerg 3. juledag ligesom vi gjorde i 2009. Tilmeldingen gik imidlertid lidt sløjt, så heldigvis havde Klaus fra M/S Fie nogle gæster fra så eksotiske steder som Holland og Luxembourg, og heldigvis havde vi netop optaget en gruppe nye medlemmer, så Fie blev alligevel næsten fyldt denne kolde vinterdag.
Det blev således en dag i de nye medlemmers tegn, idet hele 4 af de 5 tilmeldte medlemmer var nye. Og det skulle vise sig at være hyggelige folk, som jeg tror passer glimrende ind i den ånd der hersker i foreningen. Jeg samlede Allan op i Årslev og Bo og hans drenge stødte til i Spodsbjerg.
Turen startede med ca. tre kvarters sejlads hvorefter fiskeriet blev givet frit, men det skulle hurtigt vise sig at det eneste der bed var kulden. Den bed til gengæld meget vedholdende og insisterende. I første drev var der ikke eneste der havde et hug, og dette gentog sig i det næste drev og i det næste og i det næste...
Efter vi havde afsøgt en del positioner foreslog Klaus, at vi gik sydover for at prøve en plads, der dagen før havde givet godt med torsk. Det var vi med på, og mens turen gik sydpå mod lidt dybere vand prøvede vi at få lidt følelse tilbage i kolde fingre og tæer.
Endelig begyndte vi at fange fisk. Der blev fanget en del torsk fra størrelse lidt for lille til ganske pæn. En af vores udenlandske gæster fik dagens største, som vel var omkring 2,5 – 3 kg. Undertegnede insisterede dog på, at dagens tur var en fladfisketur og var derfor den eneste, der slet ikke fangede torsk. I stedet fik jeg en fin portion isinger, mens der også blev landet et par flotte skrubber.
Lige inden turen blev ringet af fik Allan også hul på fladfiskene, mens familien Bjergsø holdt sig til torskene. En halv time senere var vi i havn - godt forfrosne, men ganske tilfredse med dagens tur. Efter en start med absolut nul aktivitet fra fiskene, så får stemningen altså et betragteligt løft, når det lykkes skipperen at finde fisk til alle mand.