Tur : Fladfisketur Skib : M/S Fie, Spodsbjerg. Fiskested : Langelandsbæltet
Fiskeriet efter de flade på Langelandsbæltet har været forrygende i denne sæson. Og derfor havde flere medlemmer ytret ønske om en ekstra tur fra Langeland med M/S Fie.
Derfor stod en flok medlemmer af Måleren i Spodsbjerg 3. juledag klar til at udfordre de flade sammen med Klaus og Sanne fra M/S Fie. Endnu en gang var der flot fremmøde af juniormedlemmer, som udgjorde en fjerdedel af deltagerne. Således var både Sebastian, Jeanette og Magnus med til at trække gennemsnitsalderen godt nedad.
Forventningerne til fiskeriet var vist store. Mon ikke det bl.a. skyldtes turen i august hvor alle havde fået rigtig mange flade i kurvene. Så det var med en god portion optimisme vi drog af sted mod pladserne denne kolde vintermorgen.
Desværre var vinden ikke optimal, så det blev kun aktuelt at fiske på pladserne tæt på Langeland hvor vi kunne ligge lidt i læ.
Da fiskeriet blev givet frit var alle klar, men det var de flade desværre ikke. Der var ikke meget aktivitet omkring vores forfang, men lidt efter lidt kom der da enkelte fisk ombord. Magnus og Dan var vist de første til at lande et par skrubber over målet, men det gik meget trægt.
Sådan fortsatte det desværre resten af dagen og småfrysende måtte vi vende tilbage til Spodsbjerg med en fangst der ikke helt stod mål med det vi havde håbet på.
Dagens bedste resultat havde Viggo med 8 fladfisk over målet. Sanne og Klaus kunne konstatere at det havde været den dårligste fangst i hele fladfiskesæsonen og var rigtig kede af at det lige var den dag vi havde ramt.
Sådan kan fiskeriet jo være så lunefuldt, men lur mig om ikke de fleste af deltagerne alligevel vender tilbage til nye fladfisketure i 2010 med M/S Fie.