Tur : Vragtur Skib : M/S Yellow Reef, Hanstholm. Fiskested : Nordsøen
18 målere med Måleren
Som man siger: "tallene taler for sig selv". Men da vi har den udmærkede tradition
at opfølge en tur med et referat, så de der måtte/havde valgt at blive hjemme
også har en mulighed for at få en del af stemningen med fra turen, kommer her
et noget forsinket referat fra turen som undervejs skulle vise sig at blive
endnu et indbringende møde med Dan Flaks trekanter på GPS´en.
Det var tydelig på vejrudsigten, at vi var sikre på at komme ud den følgende
morgen, så tilbage var kun at pakke grejet og madpakken inden vi skulle drage
mod Nordjylland. Samtalen med Gunda var hurtigt overstået og vi var på vej.
Turen til Hanstholm kan af lægmand opfattes som lang og triviel, men når man
har kørt den et tilpas antal gange og dem man kører sammen med har gode historier
at øse af, så går de 3-4 timer faktisk hurtigt. Det hjælper selvfølgelig også,
at de andre i bilen er lige så spændt på turen som én selv og derfor snakker
ivrigt om alle de fisk der venter "deroppe".
Så da vi endelig ankom til den efterhånden velkendte hytte var der stadig overskud
til lidt opfriskning af gamle minder og den sædvanlige tilbedelse af diverse
"ikoner" i form af fotos af fangster på tidligere ture. Og i det stille drømmer
man nok om at være den der står med en fisk, hvis billede er værdig en plads
i hytten.
Der sker vist ikke noget ved at springe herfra og direkte til første stop på
turen, da alt her ind imellem er en gentagelse af tidligere tures indhold af
henholdsvis snorken, søvndrukken transport til havnen, påfyldning af diesel
og is og en sejltur ud i morgenen med øjnene forsvarligt gemt bag øjenlågene.
Dan havde godt nok rystet på hovedet over at vi blev ved med at ville fiske
på vrag når de nu havde fanget så godt på revet hele sommeren, men hvo intet
vover - intet mister ... og da vi ved at vragene kan gemme på fisk, som man
ikke støder på til hverdag inde på revet var det en selvfølge at denne tur,
som så mange tidligere skulle bruges på vragene og derved blev det.
Jeg mindes, at det slog mig, at vi allerede på andet drev over det første vrag
begyndte at hale fisk op, som normalt gemmer sig længere tid inden de slår til.
Så vi kunne faktisk meget tidligt begynde at ønske de første tillykke med deres
målere. Per Z. og Morten B. lagde for, mens man bagerst i båden (der hvor man
oftest træffer 2 lystfiskere fra en Sydjysk ø og en erfaren mand fra Vejle)
var lidt afventende. Det skal dog siges, at der senere blev taget alvorlig revanche
dernede, hvilket fangstlisten beviser uden omsvøb.
Så vidt jeg husker prøvede vi 3 eller 4 vrag i alt. Og der var gevinst på alle
sammen. Som listen viser var det mest torsk der blev fanget, men det blev da
også til et par virkelig flotte lubber (4,4 kg til Morten B. og 4,7 til Jens
P.) og undertegnede var heldig at få en sej på 6,8 kg i baljen. Makrellerne
var også i jagt-humør, så Hans fik vist sin ration af de sprælske. Det er måske
lidt utaknemmeligt, at der ikke er billeder af hver eneste måler vi fangede
på turen, men som undskyldning kan man jo sige at med 18 stykker ville det tage
lidt for meget fisketid at få dem alle billeddokumenteret så mon ikke der kan
ses i mellem fingre med dette. Det var da heller ikke noget problem for Jens
P. at smile bredt, da han skulle foreviges med sin PR på 16,5 kg. Men når man
sådan stod der på det gode skib og så den ene måler efter den anden blive hevet
op rundt omkring kunne man undre sig over hvordan det kunne være at der lige
netop ikke var en af dem der ville bide på mine pirke. På den anden side - for
dem der hylder princippet, at det er godt at have noget til gode er det ikke
noget problem at glæde sig over de andres 10+ fangster. Det hører i øvrigt med
til historien, at der blev fanget rigtig mange torsk i området fra 7-10 kg,
så da vi indstillede fiskeriet og vendte næsen mod Hanstholm kunne Flak med
kenderblikket forkynde, at der nok lå i omegnen af 650 kg fisk på dækket. Så
vi gav turen prædikatet "kanontur" og sendte medlidende tanker til dem der måtte
blive derhjemme.
Så det var slet ikke noget problem at sige "tak for en flot tur" til Dan Flak
da vi kom ind på havnen og begyndte at dirigere fangsterne op forbi filet-fabrikken.
Og hvis jeg ikke fik det gjort den dag vil jeg her benytte lejligheden til at
sige tak for godt samvær og nogen hyggelige timer på en dag, hvor vi desuden
havde både vejret og heldet med os.