Tur : Buletur Skib : M/S Findus, Dragør. Fiskested : Køge Bugt
Vi mødtes alle 13 på kajen i Dragør lidt i klokken 6 om natten. Skipper Nikolaj kom med Findus og afhentede os klokken 05.50 og klokken 05.55 afgang fra Dragør havn og så de 1½ times sejlads syd på til fiskepladserne ved Stevns.
Da vi ankom til fiskepladserne var solen stået op og det var et smukt syn at se de hvide kridt klinter i det første morgen lys. Det var i det hele taget meget klart og vi kunne se til Sverige, med det klare vejr fulgte også kulden. Dog ikke mere end det var muligt at fiske uden handsker på hele turen.
Efter en del kredsen rundt på nogle pladser, som holdt nogle store fisk for år tilbage, kom det første trut. 13 pirke suste mod bunden og 13 forskellige teknikker i torskefiskeri blev udført. Vi fik ingen nab så op igen og videre. Dette gentog sig nogle gange. Efter lidt sejlads kom vi endelig ind over en meter høj bule, fuld bak og 2 nab. Det var 2 styk undermåler til formanden og Michael Jakobsen. Ærgerligt at denne bule kun indeholdt undermålere.
Derefter fiskede vi på et tomt vrag og mistede nogle pirke. Mere sejlads og flere mistede pirke senere fik vi endelig fisk på i noget fnuller, men det var kun gubbier. Mere sejlads og flere stop senere. Kom der igen en enkelt fisk ombord. Derefter mere sejlads.
Der var sat en stor mængde garn i området og det kan være at det var derfor der var så fisketomt.
På vej hjem over, i den nu helt spejlblanke Østersø, skulle vi lige prøve et vrag. Det gav en fin 2 kgs fisk til Kenneth fra Billund. Denne torsk brækkede en underlig fisk op straks efter fangsten. Ingen af de, ombordværende, havde før set så besynderlig en fisk, med sin spidse næse og plumpe krops facon. Yderligere et par stop gav ikke flere fisk og et par sten kanter blev også afsøgt uden held inden stævnen blev sat mod Dragør havn efter 11 timer på søen med 5 torsk på dæk. Turens største torsk vejede ca. 2 kg.