Tur : Vragtur Skib : M/S Bodil, Thyborøn. Fiskested : Vesterhavet
Det fantastiske sejfiskeri, som mange lystfiskere har oplevet på MS Bodil i løbet af sommeren, fik fredag Benny til at ringe mig op fredag eftermiddag. En justering af planen, som var en sædvanlig vragtur på 22 timer kunne ændres, hvis skipper Per var med på det.
Da Ulrik, Martin og jeg ankom i Thyborøn fredag aften havde Benny og Thomas allerede snakket med Per, som var med på ideen.
Da så alle var kommet ombord begyndte snakken om at vi skulle sejle nordpå og fiske efter sej og evt. mede langer på det dybe vand i Norskerenden. Det ville medføre at turen ville blive forlænget.
Her skal der så lyde en undskyldning for min manglende opfølgning af konsekvenserne for en ændring af planerne, som åbenbart ikke var tydelig nok for alle deltagere på turen. Når vi skal sejle 9 timer nordpå for at fiske sej, er der så også godt 9 timer tilbage igen.... Det skulle så kun give 4-6 timers fiskeri, hvis vi skulle holde os til en døgntur.. Jeg håber, at I har “overlevet” forlængelsen økonomisk og tidsmæssigt!
Tilbage til fiskeriet. Vi sejlede ud i magsvejr til Norskerenden, hvor vi skulle begynde på et vrag på 120 meter vand, som Per dagen før havde fisket på. Det viste sig at være klart det bedste sted antalmæssigt mht. sejene - og det var klart den mest massive lodning denne dag.
Martin Gläsers første fisk var en sej på 10 kg rent. Imponerende fisk. Tillykke skal der lyde herfra. Der blev fanget ret pænt med sej i blandede størrelser. Mange fine fisk op til under de 10 kg. Arne fik en flot sej på 9 kg! Superfisk! Fiskeriet fortsatte et pænt stykke tid, og var faktisk stadig ret godt, da der blev ringet op for at sejle tilbage til vraget. Vi havde drevet 1,3 km væk fra vraget. Tilbage igen. Per kunne ikke få samme lodning igen, og så besluttede han at vi skulle sejle til et andet vrag.
Næste vrag. Thomas Rasmussen nuppede en rigtig flot sej på 10,9 kg. Der blev ikke fanget andre rigtigt store fisk der. Det var helt tydeligt, at der var masser af makreller i pæne størrelser, da der ind imellem kom flotte makrel op på de store pirke, som ellers var bestemt for sejene.. Så røg flere af os på makrelsjov! Og tæt under kølen stod makrellerne i kø for at ryge op over rælingen! Det benyttede mange af os af. Min bror, Martin, var med som gæst. Han snuppede en sej på 7,5 kg.
Flere vrag blev besøgt uden at vi ramte noget rigtigt vildt sejfiskeri. Per gjorde som sædvanligt hvad, han kunne. Så blev der ellers fyldt i kurvene med friske makreller!
Sidst på dagen var vi på et vrag, hvor der efter sigende skulle være godt med langer. Heller ikke det lykkedes til fulde. Der kom dog et par enkelte langer ombord, fisk fra 2 til 5 kg. Jeg fik en på godt 3 kg. Jonas fangede en smuk lille rødfisk!
Fiskeriet blev ringet af omkring 18.30, hvor vi skulle sejle til kl. 4.30, hvor vi var i havn igen. På vej ind var der lidt sø, hvilket nok gjorde, at hjemturen var lidt hård. Midt på natten lagde vinden sig dog, og vi havde et par rolige timer resten af vejen.
Tak til Per og Henrik for en god tur på havet, og tak til deltagende Målere og gæster.