Tur : Norgestur Skib : S/S Heatherbell, Fedje, Norge. Fiskested : Farvandet omkring Fedje
Den 24.04
Klokken 05.15 kørte Henning og jeg bilen ud af Engparken i Karlslunde med kurs mod Fyns land. Det var en pragtfuld morgen med blå himmel og ingen vind.
Nu var det nu turen til Fedje havde taget sin længe ventede begyndelse. Klokken 07.15 rullede bilen ind på gårdspladsen hos Viggo Madsen. Efter en kop kaffe og lidt morgenbrød pakkede vi grejerne i minibussen og satte kursen mod næste opsamlingspunkt, hvor Flemming, Dan og Jeppe ventede.
I Randers blev Lars hentet og så gik turen tværs over Jylland til Thisted for at hente Tom. Det smukkeste vejr havde indtil nu præget turen og i Hanstholm kikkede vi ud på et spejlblankt Vesterhav. På færgen blev en håndfuld dåsebajere trukket frem af taskerne og en skål på det gode vejr blev enstemmigt vedtaget.
Vejrudsigten for de kommende dage for Bergen og opland siger højtryk 3 – 5m/s og solskin. Nu kom nogen af os nok til at skåle lidt mere på det gode vejr end andre, så til aftensmaden var stemningen allerede høj.
Alle var oppe til morgenmaden og den Norske Skærgård åbenbarede sig fra sin smukkeste side. Vel ankommet til Bergen og helskinnet gennem tolden satte vi kursen mod Savrøy, hvorfra færgen afgår til Fedje.
På færgelejet havde vi en lille times ventetid, så efter 5 minutters rastløs traven rundt kom det lette kastegrej frem og 5 minutter efter landede Dan Fuglsang turens første fisk. Det blev yderligere til 5 sej og 3 torsk inden færgen ankom.
På Fedje blev grejerne hurtigt stuvet i hytten, bilen pakket med fiskegear og kursen sat på havnen. Skibet vi skal sejle med er en 2 mastet skonnert fra et engelsk værft bygget i 1926. Vejret er fantastisk og solen bager ned fra en skyfri himmel og i det blikstille vejr bliver temperaturen i flydedragten hurtigt på kogepunktet.
Vi lægger ud med at fiske småsej til agnfisk, og der bliver rigget op med bundmedegrej. Lars fanger en havkat på 1,75 kg og Henning en torsk på 10,2 kg. Der bliver landet yderligere et par torsk mellem 2 og 4 kg.
Herefter sker der ikke mere og vi beslutter at prøve på lidt dybere vand, og det bliver til bundmede på 430 meter vand. Efter 8 minutters friløb rammer vi bunden og tankerne går allerede til armene og opturen. Tilsyneladende sker der ingenting og efter 20 minutter starter returen til overfladen. Stor er overraskelsen, da 3 små sorthajer viser sig i overfladen, Henning fik den største med 580 gram efterfulgt af Morten med 380 gram og Jeppe med ca. 250 gram. Vi sluttede dagen med lidt småsej til aftensmad. Hjemme lavede Jeppe og Dan aftensmad, og Henning, Tom, Morten og Bo rensede fisk.
Den 26.04
Efter morgenmad og smøren madpakker drog vi igen af sted til båden i det flotteste vejr, høj sol og ingen vind. Vi startede igen med at fange lidt agnfisk til dagens medefiskeri. Første stop blev søsætning af vores fiskeaffald fra dagen før idet Jeppe syntes vi skulle forsøge os med fiskeri omkring de to rubby-dubbysække senere, så ”mand over bord” knappen blev brugt her.
Herefter fiskede vi på et vrag på 160 – 180 meters vand, som sidste år havde givet godt med fisk, men i år var det småt med fangsten.
Bo fik en rødfisk på dæk (ny klubrekord), Morten, Jeppe, Flemming og Lars fangede brosmer og langer og Viggo og Henning fangede torsk på 2 og 10 kg.
Vi prøvede herefter på vores position med skraldet, det gav da fisk men ikke store mængder. Fiskeriet på de store dybder op til 500 meter gav ingen resultater.
Vi sejlede hjem godt trætte efter endnu ca. 10 timer på Atlanten. Jeppe og Tom rensede fisk, Tom ordnede maden – en skøn mørbradgryde. Viggo, Morten , Flemming, Bo og Henning tog på klipperne på vestsiden og fiskede i aftensolen – superflot !
Bo fangede to mørksej på fluestangen og Morten en torsk og en lubbe på spinnestangen. Lars gik rundt i området og tog nogle billeder. Efter maden var det på hovedet i seng efter en lang dag.
Den 27.04
Endnu en flot dag var startet med meget dårligt agnfiskeri her til morgen.
I det område vi sejlede i fik vi øje på sæler, marsvin og ifølge Jeppe hvidnæset springerhval, en flot oplevelse i dette smukke vejr og vand.
Vi sejlede videre til et par dybe positioner, hvor Dan fangede en ringhaj på 1,3 kg og 74,5 cm lang. Herefter fiskede vi positioner på 150 – 180 meter vand, dette gav ikke meget, Lars, Bo og Dan fangede nogle få lubber. Dybt vand igen uden noget resultat, dog hev Henning en blæksprutte på dæk, sjov fangst fra ca. 480 meters dybde.
Herfra til lavt vand uden resultat, vi blev enige om at prøve på nogle skråninger, som der aldrig var fisket på tidligere, så med udsigt til verdens største borerig lod vi agnen synke til bunds på dybder fra 450 – 750 meter vand, dog uden fangst.
Hjemad gik det igen og efter 11 timer på vandet var det kærkomment med lidt aftensmad fra Toms hånd igen. Her må det siges, at der blev sat ni personlige rekorder, idet karbonaderne var på 400 gram stykket – MUMS for et måltid.
Aftenen sluttede med slik, chips, øl og kaffe – og ikke mindst fuld hammer på rockmusikken, inden Tom slog knaren til, da han lagde sig til at sove.
Den 28.04
Endnu en smuk morgen på øen Fedje, hvor Viggo og Morten stod tidligt op for at fiske.
Vi andre drev lidt rundt på øen med blandt andet en rundvisning på vores skippers Tinstøberi. Biler blev pakket og hjemturen stod for døren klokken 13.00 fra Fedje. På færgen fik vi lidt mad til aften og så ellers godt trætte i seng, da der stadig for nogen af os var en lang køretur hjem dagen efter.
En stor tak til dig Jan for dit store arbejde på hjemmefronten med positioner og diverse undersøgelser på nettet om diverse arter og rekorder.
Morten havde taget en fangsttavle med til turen.
Kravene var:
•Største fisk
•Sjældne fisk.
•Andre arter.
Fangsttavle:
Dag 1
Henning : Torsk 10,20 kg
Henning: Haj 0,58 kg
Lars : Havkat 1,75 kg
Dag 2
Bo : Rødfisk 1,35 kg
Henning: Torsk 10,00 kg
Morten : Lange4,00 kg
Dag 3
Dan : Haj 1,30 kg
Henning : Blæksprutte 30 cm
Dan : 9 Karbonader 3,6 kg
Dette er et hyggeligt indslag, så denne tavle kommer nok med på næste langtur.
Referat : Bo og Henning.
Herunder ses opdateringerne som de kom ind live fra Fedje via SMS.
Mandag den 25/4 kl. 11.15. Så er holdet ankommet til Fedje og humøret er højt. Rejsen er forløbet uden problemer og Fedje viser sig fra sin allerbedste side med høj forårssol og havblik. Der er en svag østenbrise som lige kan snige sig op på 4 m/s. Se i øvrigt webkamera fra Fedje her.
S/S Heatherbell går til havs kl. 12.30 og vi venter spændt på de første meldinger.
Mandag den 25/4 kl. 19.15.Den første fangstrapport er indløbet fra Fedje og den fortæller om både en måler og en ny klubrekord. Henning Pedersen har fået en torsk på 10,2 kg og både Jeppe, Morten og Henning har fanget sorthaj, som aldrig tidligere i Målerens historie er landet på en klubtur. Så altså ny klubrekord, som tilfalder Henning for et eksemplar på lidt over ½ kg og 50 cm.
En enkelt havkat (killing) blev det også til, idet Lars Ibsen fangede en mis på 1,75 kg. Flemming fik en fin bifangst i form af en kuller på 1,35 kg.
Der blev satset på dybt vand og hajerne blev således fanget på 480 meters dybde.
Det er faktisk et meget fornemt eksemplar af arten sorthaj Henning har landet i dag. Med dens vægt på 580 gram er den kun 170 gram fra den norske rekord og kun 54 gram fra den svenske. Der er ikke registreret nogen dansk rekord for sorthaj.
Tirsdag den 26/4 kl. 07.00. Fedje holdet har i dag besluttet bl.a. at satse på ubådsvraget, som sidste år gav flotte rødfisk til Dan og Rikard og storsej til Tom Lytzen.
Tirsdag den 26/4 kl. 08.55. Det kører bare for Henning på denne tur. Målertorsk og klubrekord i går, og nu har han netop landet endnu en måler : Torsk på 10 kg rent.
Tirsdag den 26/4 kl 09.19. Endnu en klubrekord. Bo Nielsen har landet en rødfisk på 1,35 kg og 46,5 cm.
Tirsdag den 26/4 kl. 12.16. Seneste melding går på at strømmen har drillet i det område der fiskes i. Dog er der blevet landet en del brosmer op til ca. 2 kg.
Tirsdag den 26/4 kl. 21.30. Efter en begivenhedsrig start på dagen fusede festen lidt ud. Ingen nævneværdige fangster resten af dagen.
Onsdag den 27/4 kl. 10.36. Der er langt mellem fangsterne her til formiddag. Som en lille kuriositet kan det nævnes at Henning har fanget en blæksprutte på 30 cm.
Onsdag den 27/4 kl. 11.20. Dan Fuglsang har fanget en haj på 74 cm og 1,3 kg. Den er ikke endelig artsbestemt endnu.
Onsdag den 27/4 kl. 19.20. Fiskeriet er indstillet for i dag. Positionerne der havde givet mange havkatte sidste år gav ikke eneste kat i dag. Der er blevet forsøgt ihærdigt, men kattene har åbenbart ikke vært hjemme og således blev Lars Ibsens havkat på 1,75 kg fra første dagen turens eneste. Grunden til at der ikke har været mange opdateringer i dag er simpelthen at der ikke har været så meget at opdatere om. Udover tidligere omtalte haj og Hennings blæksprutte er der landet 4 lubber med den største på 2,3 kg til Bo Nielsen. Det lader til at holdet er mættet af fiskeri og man forventer derfor ikke at benytte muligheden for at komme af sted i småbåd i morgen formiddag. Dermed bliver dette sandsynligvis den sidste opdatering i denne omgang. Snart vil der dog være et fyldigt turreferat med flotte billeder her på siden.