Tur : Todagestur Skib : M/S Bodil, Thyborøn. Fiskested : Vesterhavet
Så kom påsken og dermed årets første 2-dages tur på Nordsøen efter de sultne havkatte. Ugen op til havde den stået på kulingvarsel for Fisker enten i nord eller syd, så jeg belavede mig på en aflysning og tog med familien i sommerhus ved Blåvand.
Søndag meldte Jan dog om planmæssig afgang med lidt frisk vind i starten og derefter kun bedre. Fiskeudstyret måtte pakkes, og søndag aften hentede jeg Kristian i Esbjerg, og vi drog mod Thyborøn for at mødes med vores fiskevenner.
Aftenen gik med at få udstyret gjort klar, den obligatoriske tur i Pers butik efter det sidste grej, man ikke kan undvære og så naturligvis et par kølige pils og et par løgnehistorier. Så kører det!
Brødrene Boberg deltog også i turen og Lars syntes på vanlig vis, at han skulle overnatte på agterdækket i sin sovepose i frostvejr og halvhøje bølger. Jeg konstaterede, at det ikke er alt i denne verden, man skal forstå og kravlede ned i min lune køje.
Næste morgen var det en lidt ramt skare, der mødtes. Kim og Per kæmpede med influenza, og de fleste kunne nok ane søsygens spøgelse over morgenmaden.
Skipper kunne meddele, at vi havde et par timer endnu til havkattevragene, men der lå et par torskevrag om en halv times sejlads. Dem kunne vi da prøve, hvis vi havde lyst.
Det havde vi, og det var ikke en dårlig beslutning. Ved første vrag var pirkene dårligt nået ned, før alle mand havde fuldt hus. Der var masser af rigtig fine torsk på de første 2 vrag, og alle fik fyldt en balje eller 2. Fiskeriet var i gang.
Den største torsk blev tildelt Brian. En fin fisk på 9 kg, men der var rigtig mange på 5 – 8 kg, så det var fine fisk.
Martin var ikke helt tilfreds, for han var lidt hårdt ramt af de sulte vrag, og mente han måtte skifte ophængere temmelig tit. Han fik alligevel sin andel af fiskene og flere doubleer.
Ud over torsk tog Brian en fin lubbe på 6,4 kg og Lars fik også en fin lubbe på 4 kg.
Vi tog et enkelt vrag mere, så vi var sikker på, Søren havde fisk nok at filetere, indtil vi nåede kattevragene. Halvdelen af os havde således valgt at lade fagmanden ordne vores fisk. Så kunne vi koncentrere os om at fiske og få en kølig.
Den aftagende vind vi glædede og til slog aldrig rigtig igennem. I stedet tiltog den markant, og inden vi nåede de næste vrag var vi i 3 – 4 m høje bølger. Det gjorde ikke fiskeriet lettere.
Vi fangede dog fortsat rimeligt med torsk og pludselig brød jublen ud. Brian (igen igen) havde en fin kat på 3,7 kg. Årets første kat var en realitet. Det skulle senere vise sig, at det også blev den eneste på turen.
Der var en del vrag i området, som vi affiskede. Det var første gang i år, at der blev fisket på vragene, så der var gode fisk på de fleste. Enkelte af dem havde dog kun et par fisk eller meget små fisk.
Efterhånden som vi nærmere os aften, blev der stadig færre fiskere ved rælingen. Bølgerne var høje, og det krævede sin mand at klamre sig til rælingen og rulle fiskene op. Der røg også rigtig meget grej. Det sidste drev var der 4 mand tilbage som fiskede, men jeg fik en rigtig fin torsk, og så var det tid til aftensmad.
Dvs. de fleste havde forladt dækket, så 2 x Jesper og undertegnede nød Pers gode gullashgryde med uskrællede! kartofler. Otto og Per sad og stak lidt i maden uden den store appetit.
Der var ikke rigtig nogen at nyde en stille fyraftensøl med, så jeg kravlede til køjs 20.30 i høj sø og med kurs indad igen. Vi havde nemlig besluttet at sejle indad i løbet af natten for at få mere fisketid næste dag.
Det var en hård nat, og vinden begyndte først at aftage omkring kl. 21.30. Lars måtte snurre sig fast med en snor på agterdækket for ikke at ligge og rulle fra side til side.
Næste morgen oprandt med et langt roligere hav og en flot solopgang. Jeg mødtes med Martin til en morgensmøg og en god kop kaffe kl. 6.00. Kort efter kom Jesper G. som den næste ryger og tilsluttede sig selskabet. Det skulle nok blive en god dag.
Første vrag indeholdt masser af torsk, og alle havde øjeblikkelig fuldt hus. Dagen igennem var der stabilt godt fiskeri, og alle fik rigeligt med torsk i baljerne.
Det havde dog sin pris. De sultne havkatte var udskiftet med sultne vrag. Benny havde en længere nedtursperiode, hvor han dårligt ramte bunden, før han også havde et godt vrag. Martin fik også tømt godt ud i kassen.
Nede agter tog Otto en rigtig fin lange på 6,2 kg og sidst på dagen tog Benny også en fin lange på 5,2 kg. Brødrene Boberg havde også fin tur i den med arter. De fik en del langer, lubber og lidt sej.
Søren arbejdede flittigt med filetering dagen igennem til stor glæde for os. Lars havde også lavet en god aftale med brormand – Anders ordnede således alle fiskene, mens Lars smurte lidt mad til ham, så han kunne holde sig i gang. Kristian havde også en travl tur med fiskeri og filetering.
Kl. 16.00 ringende skipper af, og vi satte kursen mod land. Der var lidt flere til dagens aspargessuppe kl. halv seks, men en del var dog allerede gået til køjs.
Vi fik rømmet båden, sagt pænt tak for denne gang, og godt mørbankede satte vi kursen mod et bad og vores egen rolige seng.
Alligevel er vi alle klar til næste tur på Nordsøen, for ingen andre steder i Danmark kan man fange så mange, så store og så forskellige fisk.