Tur : Vragtur Skib : M/S Yellow Reef, Hanstholm. Fiskested : Diverse vrag
Omkring
halvdelen af deltagerne mødtes aftenen før i en ferielejlighed i Klitmøller.
Humøret var ikke det bedste, for lørdagens tur havde været en lidt gyngende
fornøjelse, og udsigterne var ikke bedre til om søndagen. Søndag morgen stod
vi op til lette frostgrader og en ret frisk vind inde over land. Der var ikke
andet for end at køre ned til Yellow Reef og se hvad der så skulle ske.
Heldigvis skulle det iflg. skipper ikke blæse så voldsomt om søndagen, så vi
kom ud i spændt forventning om hvad revet kunne diske op med. Første plads var
stenene, der af og til er god for en torsk eller 2 i størrelse XL og opefter.
Der var dog kun få, mindre fisk da vi var der,
men der blev da taget en del gode mellemfisk (dog ingen målere). Vi sejlede
videre til nogle vrag der lå længere ude, og først her begyndte alle man at
fange fisk. Der var pænt med mindre sej og torsk, men ikke noget vildt. Vragene
var som altid sultne, og der blev mistet godt med pirke. Nogle enkelte forsøgte
at mede efter katte og langer, men det gav kun torsk og så en enkelt rødfisk
på 25 cm. En lidt pudsig fangst.
Vi sejlede videre og prøvede nogle flere vrag, og mængden af fisk svingede
en del. På et af vragene var der stort set lyssej til alle dem der ikke sad
i vraget, heriblandt nogle gode eksemplarer på 3-4 kg. Jan Vesterlund fangede
en flot lubbedoublet, hvoraf den ene var en meget flot fisk på 4,8 kg. Ikke
dårligt. På
næstsidste vrag fik undertegnede og sidemanden Finn Petersen hug samtidigt på
60 m. Begge fisk gik tungt og tog nogle gode udløb. Først da torsken kommer
til overfladen kan vi se at vi har fightet den samme fisk. Finn's pirk sad i
overmunden, mens min sad på ydersiden af underkæben. Torsken på 8,75 kg var
turens største. Jan Vesterlund fik her turens første lange på pirken, og det
fik en del af de garvede medere til at skifte tackel, og i det efterfølgende
drev kom der flere langer på dæk. Dog ingen store. Kort efter ringede skipper
af, og vi sejlede i havn.
Status på turen er at de fleste fangede mellem 8 og 15 fisk, heraf en del gode
torsk i mellemstørrelsen, krydret med nogle sej, lyssej o.l. Vejret var faktisk
glimrende med høj sol hele dagen, og ikke specielt høje bølger. Så vidt vides,
var der kun en enkelt som ofrede maveindholdet til havguderne. Kl. 18 var vi
i havn igen, og dem der valgte at få fiskene fileteret havde mellem 5 og 15
kg filetter med hjem. Altså en helt god dag på revet, dog uden de store fisk.
De kommer næste gang...