Dato : 21-03-2018

Fiskeri efter skader fra Oban i Skotland var der vist ikke mange af os, der havde hørt om. Men da der skulle planlægges udlandstur tilbage i 2017, dukkede det op som et forslag fra en erfaren havfiske-rejse-arrangør, og snart kunne der tilbydes 10 pladser på båden Creagallan i ugen op til Påskedagene. Interessen var overvældende. Turen var udsolgt på 24 minutter og ventelisten bare voksede og voksede.

Jack og Linda, som der allerede var indgået aftale med, blev kontaktet for at høre, om der var mulighed for at chartre en båd mere, og på den måde fik vi kontakt til Ronnie Campbell, som vi senere har fundet ud af, regnes for verdens dygtigste skipper, når det kommer til fiskeri efter skader. Ronnies båd Laura Dawn II var heldigvis ledig på de ønskede dage, og wupti så havde vi 20 pladser. Og da alle pladser kort efter var udsolgt, stod vi altså med et rekordstort deltagerantal på en Måler tur til udlandet – noget der godt kan give lidt sved på panden hos turarrangøreren.

Det lykkedes at finde overnatning til alle 20 på to sammenbyggede B&B’s, som begge blev drevet af det unge par Margaret og Justin. Søren gav en hånd med at arrangere togrejsen, og til sidst var der ikke så meget andet at gøre end at vente på dagen sidst i marts, hvor turen skulle gå mod Oban, og så blot håbe på at alt ville klappe, og at fiskeriet ville leve op til de forventninger, som vi reelt ikke rigtig vidste, hvordan vi skulle opstille, for ret beset var der ingen af os, der havde nogen anelse om, hvad vi realistisk turde håbe på, når det kom til fiskeriet efter de store rokker.

Op til afrejsen blev vi desværre én deltager mindre, da Jess måtte melde fra pga. en slem gang influenza, og således var det 19 Målermedlemmer, der mødte op i Kastrup Lufthavn for at tage turen til Skotland.

Alt gik planmæssigt, og få timer efter afgangen fra Danmark sad vi i letbanen i Edinburgh med kurs mod Haymarket Station. Vi var i god tid, og da vi skulle skifte tog i Glasgow spurgte vi til, om det var muligt at komme med et tidligere tog, så vi ikke satte vores tidsmæssige overskud over styr.

Det var muligt, fik vi at vide, og sprang derfor på det næste tog. En lille detalje var at dette tog kørte til den for os forkerte station i Glasgow, så der var en lille halv times gåtur mellem de to stationer og lige pludselig et voldsomt tidspres.

Den skotske pendant til DSB – Scotrail – viste sig heldigvis fra den absolut bedste side, da vores konduktør valgte at forlade toget sammen med os for at vise os vej gennem Glasgows gader mod det ventende bumletog på Glasgow Queen Street. Således sikkert eskorteret gennem storbyen kunne holdet nu slappe af på pladserne i toget efter en svedig omgang kapgang med fuld oppakning. Endestationen på turen var Oban, og da vi ankom, var der kun få minutters gang til vores B&B’s hvor vi blev indkvarteret til alles tilfredshed.

Kort efter sad vi på et lokalt spisested og nød en god aftensmad, og derefter var der møde med en af vores skippere på den lokale pub. Her kunne Jack fra Creagallan fortælle, at det ikke så lovende ud mht. skadefiskeri den kommende dag, men at det til gengæld så ud til at vejret derefter ville blive bedre og bedre, og at det således sandsynligvis kun ville være denne ene dag, at vejret satte begrænsninger på mulighederne for fiskeri. Planen var derfor at vi skulle sejle op i en loch, hvor vi ville kunne finde læ, og der var dermed udsigt til lidt blandet artsfiskeri.

1. fiskedag

Dagen startede med fælles morgenmad for alle i kælderen under Alderlea Guesthouse. Justin sprang rundt og servicerede os, og efter spisningen var der udlevering af madpakker til alle. Herefter gik turen til bådene som lå mindre end 5 minutters gang fra vores B&B’s.

Meldingen fra Jack havde været at hans båd var lidt mere komfortabel mht. plads og indendørsforhold om bord, mens Ronnies båd til gengæld var en lille smule hurtigere. Jeg tror det var lidt tilfældigt hvordan folk valgte, men vi blev fordelt med 9 mand om bord på hver båd. Klaus blev som planlagt i land, da han var med på turen af andre årsager end de fiskemæssige.

Creagallan var først til at lægge fra kaj, og den fik et mindre forspring, inden vi om bord på Laura Dawn var blevet færdige med at hilse på vores skipper Ronnie og handle rigs med ham. Forspringet blev dog indhentet på den gode time det tog at sejle op i lochen, hvor dagens fiskeri skulle foregå, og således var det os om bord på Laura Dawn der skulle blive de første til at få snørerne i vandet.

Først skulle båden dog ankres op, og vores skipper gik tydeligvis omhyggeligt til værks med at få båden til at ligge rigtigt på de godt 100 meters dybde, der skulle fiskes på. Grejet, der skulle bruges i dag, var for de flestes vedkommende deres eget. Vi havde næsten alle medbragt en 20/30 lbs stang og et godt multihjul i ”størrelse Vesterhav”. Disse sæt var rigget op med lodder på 200 – 300 gram og et forfang med tre gummi-ophængere, der blev agnet med makrelstrimler.

Der skulle ikke ventes mange minutter før de første fisk viste interesse for vores agn nede på den bløde bund. Det viste sig at være pighajer og det varede ikke længe før vi nærmede os klubrekordstørrelse.

Der skulle nu heller ikke meget til, da den gamle rekord tilbage fra 2003 kun var på 1,75 kg.

Både Sebastian, Stig og Michael nåede vist at have klubrekorden inden Caroline suppede en flot haj på 2,8 kg og for en stund satte prop i rekordforbedringerne.

Vi havde aftalt på vores båd at fiske om en lille pulje til ham, der kunne fange flest arter på dagen.

Derfor var der god tilfredshed med de hvillinger, der ind i mellem blandede sig i fangsterne. Torben fik et flot eksemplar på 40 cm, mens Søren havde noget svært ved at skjule tilfredsheden over fangsten af en knurhane.

Jeg havde oplevelsen af, at jeg kun kunne fange pighaj, så jeg tænkte, at nu når det ikke kørte med arterne, så kunne jeg da forsøge at fange en stor haj. Derfor blev et af Pers blinklys monteret, og størrelsen på agnen blev firedoblet.

Det varede ikke længe før det resulterede i fin haj på næsten 3 kg og dermed ny klubrekord. På dette tidspunkt havde alle om bord på Laura Dawn fået føjet pighajen til deres arts-cv og et opkald til den anden båd afslørede, at de også så en del til hajerne, om end de ikke fangede helt så godt som os.

Til gengæld fik både Jeppe og Stig et par fine sømrokker om bord på Creagallan.

Da vi modtog den melding, anbefalede vores skipper os at prøve med et slæbetackel, og både Michael og jeg var hurtige til at rigge om.

Resultatet kom snart til Michael, da han landede en lille rokke på 800 gram. Vi vidste de var større der nede, idet Jeppe og Stigs fisk begge var +2 kg fisk, så der blev ihærdigt fisket videre.

Efter mange hug, som jeg ikke kunne få kroget, lykkedes det endelig for mig, og en fin sømrokke på 2,9 kg kom en tur til overfladen og en kort fotosession, inden den igen kunne svømme mod bunden af den skotske loch.

Artsfiskerne kæmpede en tæt kamp. Og da der pludselig var enkelte småplettede rødhajer blandt fangsterne, rykkede det kraftigt på stillingen.

Da søren fik en småplettet, lagde han sig uopnåeligt i spidsen, idet han også som den eneste denne dag havde fanget knurhane.

Dermed løb Søren med puljen efter en dag med hyggefiskeri og mange småhajer om bord på de to både. Nu var vi i gang, og næste dags vejrudsigt så heldigvis lovende ud.

2. fiskedag

Dagen startede nogenlunde som første fiskedag, men efter morgenmad, gåtur til bådene, sejlads og opankring ophørte alle ligheder.

De to både var efter ca. 45 minutters sejlads ankret op inden for synsafstand af hinanden, og de to skippere havde fundet det kraftige udstyr frem i form af 50 – 80 lbs stænger med store multihjul fyldt op med tyk nylonline. Krogstørrelserne var også ganske anseelige og bommene var lavet af elektrikerrør, mens lodderne var på den gode side af et halvt kilo. Der blev heller ikke sparet på agnen som bestod af blæksprutter og hele makreller.

Om bord på Laura Dawn havde 6 af os lagt en stang ud, mens tre mand ”sad over”. På Creagallan havde man valgt en anden strategi og aftalt i hvilken rækkefølge eventuelle hug skulle fordeles mellem deltagene.

Det skulle dog vise sig, at det om bord på Creagallan var helt ligegyldigt med rækkefølgen, da de desværre ikke fik et eneste hug hele dagen. Medlemmerne om bord var gode til at holde humøret højt, men det var tydeligvis frustrerende for skipper Jack, der ikke kunne få det til at fungere.

Til gengæld varede det ikke længe efter at stængerne var lagt ud, før vi hørte den skønne lyd fra knarren på et af hjulene.

Det var Søren, der havde fået bid, og han blev hurtigt iklædt fightbælte og skulderharnisk, og så kom han ellers på arbejde.

En lang fight på cirka tre kvarter og en til tider bleg og små irritabel Søren, der måtte pumpe det bedste han havde lært, var hvad vi andre i spænding havde at kigge på.

Der var vist ikke nogen der var i tvivl om at det var en skade, som Søren var i gang med at hente op fra de 140 meters dybde.

Til gengæld havde vi ingen anelse om, hvad vi skulle forvente af størrelse, men jeg tror alle var voldsomt imponerede, da den store fisk endelig kom til overfladen.

Ronnie gaffede rutineret den store rokke og trak den ind over hækken. Og hold op hvor var den bare stor.

Søren var også tydelig lettet over, at kampen var vel overstået, og der blev skudt masser af billeder af den fantastiske nye klubrekord.

Ronnie målte fisken på langs og på tværs, og ud fra disse mål samt fiskens køn, kunne han i sin tabel finde den sandsynlige vægt på skaden.

91 kg var den anslåede vægt! Dermed var den næsten dobbelt så tung som den hidtidig største fisk i Målerens historie, og i det hele taget var det bare en imponerende flot kæmpe fra dybet, som Søren havde landet.

Pludselig midt i jubelen over den imponerende fisk, lød knarren på ”mit” hjul. Så var det min tur til at få fightbælte og skulderharnisk på.

Det var egentlig bare at følge Ronnies anvisninger på, hvad der skulle gøres. Han havde fuldstændig styr på det, så man følte, at det eneste der kunne gå galt var de manglende timer i fitnesscentret.

Og der skal ikke herske tvivl om, at det var hårdt fysisk arbejde at få de store rokker op fra dybet. Lidt over en halv time tog det vel inden det lykkedes mig at få fisken til overfladen.

Den var heldigvis ikke lige så stor som Sørens, men rigelig stor til at jeg var voldsomt tilfreds. Havde den været meget større, er jeg ikke sikker på, at jeg havde klaret den uden uoprettelig rygskade med min mangelfulde begynderteknik. 47 kg fortalte skipper efter opmåling og fotografering, og glad og tilfreds kunne jeg give stangen videre og tage en tiltrængt pause fra fiskeriet.

Både Kim Mathisen og Sebastian mistede derefter et par gode fisk. Sebastian fik kæmpet sin skade næsten helt op til overfladen, inden det lykkedes den at vende og kappe linen med den skarpe hale.

Torben, Michael og Jakob var de næste til at ”komme til skade.” Alle tre landede skader lige omkring de 50 kg, og stemningen på båden var efterhånden euforisk.

Kim fik en ny chance, og Flemming fik også fisk på. Desværre kom linerne i karambolage med hinanden og på den måde mistede Kim desværre endnu en fisk.

Flemmings skade kom op til overfladen et stykke fra båden, og han havde en heftig kamp med at få den gennem både vind og bølger. Da det endelig lykkedes lignede den tidligere klubmester også en træt mand.

Den næste tilskadekomne var Caroline. Hvad der tidligere var gået galt for kæresten, skulle den unge havfiskerpige nu vise, om hun kunne magte. Skipper Ronnie tog ingen chancer og hægtede hende fast til en sikkerhedsline, så vi i det mindste var sikker på at have fat i hende, hvis skaden skulle trække hende i vandet.

Men hun klarede det super flot, og efter en god fight kunne hun lade sig fotografere sammen med en fin skade på 17 kg. Dermed blev hun det tredje kvindelige medlem i foreningens historie til at lande en måler.

Kim håbede at tredje gang ville være lykkens gang for ham. Efter 2 mistede fisk var han meget koncentreret og fokuseret, da muligheden igen bød sig. Og selv om det ikke var en kæmpe sammenlignet med flere af de andre fisk, der var blevet landet, så var han vist meget godt tilfreds, da han endelig kom med på skade-holdet via en fisk på 12,5 kg.

Så manglede vi kun Sebastian, for at der ville være fangst til alle om bord på Laura Dawn. Og minsandten om ikke det hele gik op i en højere enhed, da han fik endnu et tilbud.

Denne gang kom han virkelig på arbejde, og han skulle vist være glad for at have en så hjælpsom og stærk kæreste med på turen.

For Sebastians fisk blev en rigtig kæreste-fangst, hvor Caroline måtte hjælpe med at løfte stangen for Sebastian, mens den store rokke blev pumpet til overfladen.

Og det var nu heller ikke nogen lille fisk, de fik landet i fællesskab. Vægten viste sig at ligge på imponerende 53 kg, hvilket gjorde den til dagens 3. største fisk.

Dagen var ved at være gået, og da stængerne skulle tages op, viste det sig at der var fisk på den stang, som Torben var blevet bedt om at tage ind. Torben var vist ganske godt tilfreds med den ekstra opgave og landede dagens sidste skade i overlegen stil uden at smide huen.

Humøret var højt på Laura Dawn, og alle var enige om at fiskevennerne på den anden båd skulle have chancen for en lignende oplevelse næste dag. Så da vi mødtes med de andre, blev det hurtigt aftalt, at der ville blive byttet båd næste dag.

3. fiskedag

Referatet for denne dag kommer til at bære præg af at referenten ikke var til stede hvor det skete. Og heldigvis for det, for det betød at vores plan med at bytte båd for at få gutterne med nulturen fra dagen før i gang med skaderne lykkedes. Endnu mindre til stede var Kim Jensen, der desværre var blevet syg og måtte blive tilbage på værelset på Alderlea Bed and Breakfast.

Jack på Creagallan var ikke nogen dårlig skipper. Han gjorde sit allerbedste og var hele tiden imødekommende og hjælpsom og gjorde i det hele tage sit yderste for, at vi skulle få en god tur.

Til gengæld var han ikke i nærheden af de 30 års erfaring, Ronnie havde med skadefiskeri, og når man så har en flot gensidig respekt for hinandens arbejde som skippere, så ligger man sig åbenbart ikke på hinandens pladser. Derfor var det åbenbart lidt op ad bakke for Jack med skaderne, så vi aftalte med ham, at vi skulle prøve noget generelt havfiskeri med 20/30 lbs grejet.

På Laura Dawn var Ronnie sejlet til den samme plads, som dagen før havde givet 10 skader, og det skulle hurtigt vise sig at være et godt valg.

Jeppe havde arrangeret rækkefølgen om bord til at tage fiskene, og beskeden som han er, havde han sat sig selv bagerst i køen.

Første mand vi fik melding om var Michael Musen, der som nyt medlem fik sin første fisk nogensinde registreret i Måleren. Det må siges at være en ok første registrering, når den lød på 25 kg.

Næste fisk var til Sanne. De to første fiskedage havde sammenlagt kun givet Sanne en enkelt hvilling, så man må sige at der var kommet andre boller på suppen, da hun blev spændt for en skade på 49 kg.

Det var noget af en udfordring, men badet i sved lykkedes det Sanne at komme med på rokke-holdet, og hun så både tilfreds og udmattet ud, da hun kunne lade sig fotografere sammen med den store skade.

På Creagallan var vi dårligt kommet i gang med at fiske, inden vi havde hørt om de første fangster fra Laura Dawn. Det blev aldrig det helt store sus fangstmæssigt for os, men vi fik da set et par nye arter i form af en lille lange og en ringhaj.

Ny klubrekord blev det også til, da Flemming fik en småplettet rødhaj, der overgik Kurts fangst til bage fra Guernsey i 2016. Kurt var vist meget tæt på at være ligeglad, for kort efter hørte vi om, at han nu også havde fået sig en skade på 49 kg, og lige efter fulgte værelsesmakker Stig med en 27 kg’s skade.

På Creagallan mente skipper, at jeg havde fået fat i en skade og opgaven på det ”lette” Vestehavsgrej skulle vise sig at være umulig.

Efter at have stået med maximalt pres på fisken, eller bundhugget, eller hvad det nu var, så mistede krogen sit tag. Og det var uden, at jeg på noget tidspunkt havde kunnet rokke fisken væk fra bunden.

Dette var i øvrigt heller ikke spor nemt, når vi stod med det kraftige 50/80 lbs grej.

Men holdet, der fiskede med det tunge grej denne dag, fortsatte deres succes.

Der var melding om skade til Kim Grony på 60,5 kg og senere modtog vi billede af en tydelig træt Jim med turens hidtil næststørste fisk på 71 kg.

På Creagallan havde vi fået et par pighajer, men fiskeriet var ikke prangende, så vi prøvede lidt drivfiskeri tæt på nogle skær.

Desværre var der ikke nogen fisk der, og vi forsøgte derefter en ny plads, hvor der igen blev ankret op.

Det blev det desværre ikke meget bedre af, men til gengæld fik vi fortsat gode meldinger fra Laura Dawn.

Dan kranede uden vest og fighterbælte en skade på 42 kg op fra dybet, og dermed var det kun formanden der manglede at få fisk.

Men hvilken finale han havde sparet op til. Jeppe lukkede og slukkede nemlig skade-eventyret med en imponerende stor rokke på hele 81 kg. Glæden var stor hos formanden, og mon ikke også han var lettet over, at han som sidste mand var nået med på skade-holdet.

Dvs. helt lukket og slukket havde han ikke. Det viste sig nemlig, at de kunne nå en sidste fisk på denne fantastiske dag, og dermed fik Michael Musen sin anden skade. Denne gang en forbedring med 15 kg i forhold til hans første fangst, så han nu nåede op på en 40 kg’s skade.

Dermed var 3. fiskedag slut og alle undtagen sygdomsramte Kim havde nu fået skader.

4. fiskedag

Vi havde alle håbet at få Kim Jensen med ud denne sidste fiskedag, og den første stang med skade på havde været selvskreven til ham, men desværre var helbredet ikke til at komme på havet.

Søren og Jeppe valgte også at blive i land på sidste dagen og dermed få en dag som mere traditionelle turister i Oban.

Os der gerne ville fiske havde forskellige ønsker til dagen, og heldigvis kom det til at gå op, så alle kunne få opfyldt deres ønsker.

Der var en gruppe der havde lyst til en hygge tur op i lochen med Creagallan for at fiske efter pighajer, og så var vi en gruppe, der havde mod på flere skader.

Ved morgenmaden blev der trukket lod om rækkefølgen på skadebåden, og så var det bare at håbe, at vi kunne være lige så heldige som de øvrige dage, hvor vi var nået igennem alle mand.

Der blev ønsket knæk og bræk til hajholdet på Creagallan, og Laura Dawn satte derefter kurs mod den samme plads, som den havde ligget på de to foregående dage.

Efter opankring blev der gjort 6 stænger klar. Denne dag blev der kun agnet med blæksprutter i modsætning til tidligere, hvor er også havde været makreller med som madding. Det gjorde ikke den store forskel, og efter lidt tids fiskeri stod Kurt, der havde vundet lodtrækningen, med dagens første fisk. Efter en god fight kunne Ronnie gaffe dagens første skade på 35 kg

Ligesom alle tidligere fangster blev skaden scannet af Ronnie for at tjekke om den var ”chippet” som en del af det forskningsprojekt, som Ronnie var med til at levere data til. I dag havde vi lederen af projektet med ude på båden, og hun kunne fortælle mange spændende facts om de store rokker.

Alle fisk blev undersøgt og fotograferet grundigt. Var de ikke allerede chippet, kunne Ronnie skyde en lille chip ind i skadens venstre vinge.

Næste mand med skade var Kim Mathisen. Han havde været lidt uheldig med størrelsen på sin første fisk efter at have mistet et par rigtig store skader.

Denne gang var det igen en af de store, og Kim fik sig en virkelig hård fight, som denne gang endte ud til fiskerens fordel, og således blev det til en flot skade på 55 kg.

Jeg havde via lodtrækningen fået retten til hug nr. 3 - og hvilket hug der var tale om.

Jeg stod længe med den, hvor jeg ikke kunne flytte den væk fra bunden. Når jeg løftede stangen for at prøve at pumpe, var den eneste effekt, at jeg strammede linen ud som en elastik.

Fisken rørte sig ikke ud af flækken, og jeg fik ikke en eneste cm ind på hjulet. Efter et godt stykke tid med maximalt pres på fisken fik jeg i samarbejde med Ronnie endelig løftet den lidt fri af bunden.

Omkring 50 minutter tog det cirka, inden dyret var klar til at blive gaffet. Undervejs havde den taget et par kraftfulde udløb, så selvom jeg havde fået både vand og god opbakning af fiskevennerne, så må jeg indrømme, at jeg var temmelig udmattet efter fighten.

Størrelsen på fisken fortalte også, at det var ok at være træt. Ronnie kunne annoncere en vægt på 83 kg, og dermed var det turens næststørste fisk, kun overgået af Sørens imponerende skade fra anden dagen på 91 kg. En lille sjov detalje var nu, at medlem nr. 1, 2 og 3 havde fanget turens 3 største fisk. Rutine fornægter sig ikke ;)

Efter fangsten af den store skade gik fiskeriet lidt dødt, og vi blev med rette nervøse for, om vi ville nå at få en skade til alle mand på båden.

Til gengæld lød det til, at hajholdet havde en god tur. Jack havde fundet en hel del pighajer, og der kom løbende meldinger om fangster fra holdet i lochen. Der kom også størrelse på hajerne, og Sanne gav klubrekorden et godt hug op ad, da hun fik en rigtig flot pighaj på 3,6 kg.

Mens vi hørte om hajer om bord på Laura Dawn, fik Flemming hug.

Denne gang klarede han fighten eksemplarisk og fik ikke fisken ud i vinden, som han havde gjort med sin første skade. Og det var vist meget heldigt, for denne gang var der tale om en 47 kg’s skade, der ville kunne have sat et noget større ”sejl,” end Flemmings første fisk havde gjort.

Efter denne fisk var der endnu en død periode, men lige pludselig blev det hele meget hektisk, da vi, efter at Torben havde stået med fisk i et stykke tid, pludselig stod med et tripple hug. Jakob og Michael blev også spændt op med fightudstyr, men det resulterede i lidt af en fuser, da Torben bragte en fisk til overfladen, som de alle tre havde haft fat i på en eller anden måde.

Tiden var løbet ud, og Ronnie bad os om at tage stængerne ind. Her vandt Michael på det absolut sidste lod i posen denne dag, da der var fisk på den stang han tog op. Og det var ikke nogen lille fisk. Da den nærmede sig overfladen fornemmede jeg lige så stille, at puljen, som vi havde aftalt skulle gå til dagens største fisk, var ved at glide mig af hænde. Det var en rigtig stor skade Michael havde fightet til overfladen. Men selvom den var stor, så var den ikke stor nok til at blive puljevinder, men med sine 75 kg blev den dagens næststørste og hele turens fjerdestørste skade.

Dermed var der sat et flot punktum for skadefiskeriet og der kunne nu gøres status for fire fantastiske fiskedage i Skotland.

Alt i alt landede vi 25 skader mellem 12 og 91 kg, hvor den største selvfølgelig var ny klubrekord til Søren. Gennemsnitsvægten på skaderne lå på imponerende 47,9 kg. Derudover blev det til 4 sømrokker og en hel masse pighajer med den største på 3,6 kg og dermed ny klubrekord til Sanne. Udover skade og pighaj blev der også sat ny klubrekord for småplettet rødhaj af Flemming.

Det var dermed trætte, men yderst tilfredse havfiskere, der gik til ro i Oban efter at have takket Jack og Ronnie for fire fantastiske fiskedage på Creagallan og Laura Dawn.

Næste morgen kunne vi sige tak for denne gang til hårdtarbejdende Justin og Margaret på vores B&B og sætte kursen mod den lille banegård i Oban. Herfra oplevede vi en utrolig smuk togtur gennem det skotske landskab på vejen mod storbyerne Glasgow og Edinburgh inden vi kunne boarde flyet hjem til Danmark.

Tak til alle deltagere for deres bidrag til, at vi havde en fantastisk tur. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Måleren kommer til Oban igen.

Referat: Jan Dalgaard Madsen