Tur : Nattur Skib : M/S Hjalmar, Hundested. Fiskested : Kattegat
Det var en mørk og stormfuld aften— Eller det var det faktisk ikke da alle mand mødte ind kl. 18.30, de små fynboer ca. 18.30 – men det skulle det blive!
Jan havde skaffet specielle hvarre forfang fra fladfiske eksperten Leonard Muys, Jakob stod for kvalitets tobis i rigelige mængder og Frank havde mælk (læs Baileys) klar til kaffen, så alle mand var godt klædt på til aftenens fiskeri.
Vi lagde således fra havn i godt humør, rolig vind og den nedgående aftensol.
Efter ca. en ½ times fiskeri fik Bo en slethvar lige over målet. Vi talte om, at det var fint, at vi fik åbnet ballet med det samme, det borgede godt for resten af aftenen.
Men det skulle vise sig at blive vanskeligere end som så. Relativt kort efter fangede Jan endnu en fin lille slethvar på 35 cm. Det skulle vise sig at blive de hvarrer der blev fanget på denne tur.
Vinden tog til, det blev sværere at holde kontakt med agnen og oven i begyndte det at regne. Det var langt mellem fiskene, der blev dog fanget lidt isinger, enkelte rødspætter, fjæsinger og skrubber. Ikke mindst fangede Arne en skrubbe på 39 cm., som blev tures største fisk, og han løb dermed med puljen vi havde lavet på hele båden.
Efterhånden som vinden og regnen tog til, og det blev sværere og sværere at finde fisk faldt engagementet og formålet ligefrem proportionalt, og omkring kl. 22.00 besluttede vi i enighed at afbryde turen og sejle i havn. Skipper har lovet at ligge ekstra tid på turen fra Helsingør til oktober som et plaster på såret.
Ærgerligt at vejr og fisk ikke var med os, fiskeriet i sig selv og det anderledes i en nattur var ellers spændende, og kan absolut anbefales at prøve igen.