Tur : Todagestur Skib : M/S Bodil, Thyborøn. Fiskested : Vesterhavet
Undertegnede holdt skarpt øje med vejrudsigterne som vanligt op til turen. Det var en lind blanding af op- og nedture at holde øje med! Fredag før afgangen så det ud til, at turen meget vel kunne blive aflyst – men det blev den heldigvis ikke, og turen gik til Thyborøn. Ved ankomst til havnen var Bodil og Muddis pladser tomme, der gik dog et par skumle skikkelser ved på kajen og kiggede… Det var Kurt og Michael som var ankommet før mig.
En times tid senere kom Bodil i land, og flere Maalere stødte til. Desværre havde der været to afbud i sidste øjeblik, men Jan havde fået kontakt med en englænder som ville støde til og med på turen – Tom dukkede rigtigt nok også op, og mere om ham senere…
Vi gik til køjs efter at have stillet grejet klar og drukket en enkelt øl.
Lørdag morgen vågnede vi til ok vejr, lidt oveskyet lidt bølger men ikke noget der kunne holde Maalerne tilbage.
Der var stadig lidt usikkerhed i blandt os omkring vejret, men Per sagde, at det ændrede sig konstant, så det var for tidligt at sige, om vi måtte kort turen af.
Så vi gik i gang med fiskeriet, som foregik på sten – der var for meget sø til at fiske på vrag. De først par stop fik Kurt og jeg på bagenden af Bodil stort set ikke fisk. Det var unge Valdemar Øvre der efter andet stop havde dagens indtil videre største fisk på 7 kg.
Jeg fik ikke selv nogen overhovedet, før vi nåede over middag (og jeg skiftede både pirk og ophængere ud). Men ”dæksdrengen” Ingolf fik en flot målertorsk omkring 13 kg. Omkring middagstid fik vi et par korte byger der førte blæst med sig, og vi var flere der nåede at tænke ”det bliver et par lange dage…”, men lige så snart det var slut fik vi høj sol og nærmest fladt vand! Fantastisk, og gang i torskene kom der også. Vores engelske nye bedste ven Tom landende en torsk på 9,9 kg, og den løb han med dagens pulje på! Og var ikke længere vores nye bedste ven :)
Michael fik en flot havtaske på 6,7 kg og en flot kuller på 2,2 kg. I løbet af dagen blev der fanget makrel, lange og en del småsej. Vejret blev bedre, vi kunne fiske på vrag, og vi tog et sidste vrag efter aftensmaden, og sluttede først fiskeriet på første dagen kl. 22.
Vejret blev dog ikke så vi kunne sejle til Norske Renden efter storsej, som turen var møntet på. Og Per var heller ikke stødt på de store sej i det hele taget i år. Så natten blev brugt til at sejle op i Skagerak, hvor vi ville starte søndag morgen med et vrag på 150 meter vand.
Som sagt så gjort, vi startede fiskeriet kl. 6.30 før morgenmaden på det dybe vrag. Der var ingen storsej, og i det hele taget ikke mange fisk. Så vi gik til morgenmaden og sejlede en times tid.
Så var vi ”kun” på 120 meter vand, og her fik Martin et solidt hug på medegrejet. Det var en flot lange på 11,9 kg. Det var dagens 2. stop, og Martin så ud til at ligge ret sikkert til dagens pulje, fisken der vandt dagen før var jo under 10 kg…
Vi fiskede videre, for Kurts og mit vedkommende, så blev dag 2 ikke noget større eventyr, desværre. Vi fik enkelte fisk, men der var langt i mellem.
Ned langs siden så det dog ud til at det gik fint, så måske det bare var Kurt og jeg der havde misforstået noget? J Faktum er i alt fald, at Bo på siden mindre end 1½ meter fra mig fik et solidt bundhug – som pludselig begyndte at tage snøre! Efter en hård kamp kom turens største fisk op. En torsk på imponerende 14,5 kg. Det blev dagens puljevinder.
Vi stoppede fiskeriet på sidste vrag kl. 16, og efter den klassiske asparges suppe var tiden kommet til køjerne. Kl. 22 var vi i land efter en god tur med ok fisk. Ikke mange over de 10 kg., men dog 3, og flere på de 9,9… Jeg synes det var en fin tur, måske ikke med mange rekorder på nogen måder, men i godt Maaler selskab og det der blev til fint vejr – og jeg kan alligevel ikke komme igennem mere end 38 kg. filet før det bliver for gammelt :)