Tur : Juniortur Skib : M/S Mira III, Middelfart. Fiskested : Lillebælt
For første gang i Målerens historie var der arrangeret en decideret juniortur. Idéen var nærliggende efter en større og større tendens til at tage børnene med på havet, og da turen kom i Målerens program, varede det heller ikke længe inden den var fuldt besat.
13 junior medlemmer mødte op sammen med forældre og andre hjælpere. Flere af dem, som fx de tidligere juniormestre Katrine, Magnus og Rasmus, var allerede ganske rutinerede havfiskere, mens andre som Maja og Anna var på vej til deres debut på en målertur.
Planen var at vi først skulle gøre et forsøg efter hornfisk. Hans Østergaard lagde Mira III tæt i nærheden af kajen i Middelfart havn, og de fleste af vores unge medlemmer forsøgte sig med flåd og sildestykker. Der var meget strøm, og det var temmelig svært at undgå at fange hinanden, men efter kort tid lykkedes det Casper at fange turens første hornfisk, som samtidig var ny juniorrekord. Der blev taget et nyt træk og der var hårdt brug for hjælperne, for der skulle kastes ofte, for at flåddene fik de rigtige drev. Endnu en gang var der et flåd, der gik under, og igen var det Casper, der kunne lande en fin hornfisk.
Vi blev enige om at prøve noget andet, da der ikke virkede til at være de helt store koncentrationer af hornfisk, og også fordi at fiskeriet var temmelig besværligt pga. den stærke strøm.
Der blev rigget om til bundmede, og herefter var der fangst til alle 13 juniormedlemmer. Bl.a. ulkene kom om bord i en lind strøm, og Lærke var den første med en fisk, der slog den gamle juniorrekord. Men den skulle blive forbedret adskillige gange i løbet af turen, indtil Katrine satte punktum for rekorderne med en rigtig stor ulk på 33 cm – kun én cm fra den samlede klubrekord i Måleren!
Turen var udover årets øvrige pointture også gældende i konkurrencen om juniormesterskabet. Artsmæssigt skilte Frederikke og Magnus sig ud med 4 arter hver og Magnus hev lige nøjagtig sejren hjem med 3 tællende fisk mere end Frederikke. Lige efter på 3. pladsen kom Casper med tre forskellige arter. Jonas og Steffen fik 2 arter hver, mens Lærke, Katrine, Anna, Maria, Rasmus, Sebastian, Karoline og Maja fik en art hver over gældende mindstemål.
Turens største torsk tog Steffen sig af, mens Karoline fik turens største rødspætte. De to debuterende målerjuniorer Anna og Maja fangede masser af fisk og kan vist godt lokkes med en anden gang, mens Hans sneg sig til at låne Marias stang og fangede turens største skrubbe.
Udover fiskeriet var der masser af hygge om bord med brunsviger kagefisk i anledning af formandens fødselsdag, kortklub i salonen og flere børn der fik lov at hjælpe Hans med at styre Mira III.
Tak til alle de unge medlemmer for en dejlig dag på Lillebælt med godt humør og masser af fangstglæde. Vi laver helt sikkert en juniortur igen næste år.