Tur : Makrel- og artstur Skib : M/S Skagerrak, Hirtshals. Fiskested : Vesterhavet
Der var makrel- og artstur på programmet på Kattegat, så meldingen om østenvind var ikke højest på ønskelisten.
I den vindretning kan der kun findes læ i Ebeltoft Vig, hvis man skal ud fra den lille havn ved slusen i Øer, og Vigen er ikke ligefrem kendt for sin store fiskerigdom.
Så da det allerede fredag aften lignede, at vi skulle få bølger på en til halvanden meter på søndagens tur, blev vi enige med Andreas fra M/S Nana om at aflyse turen.
Hvad der lignede knap så godt vejr på østkysten lignede til gengæld super godt vejr på vestkysten. Lars Bo anbefalede at vi kunne forhøre os hos Hans som ejer M/S Albatros i Hirtshals. Han havde for nyligt anskaffet sig en ekstra turbåd, og det kunne jo være, at der var ledige pladser på en af bådene.
Et opkald til Hans i Hirtshals gjorde, at vi igen havde en tur. Der var plads på den nye båd Skagerrak, og næsten alle af de oprindeligt tilmeldte var friske på at lave en alternativ tur. Så der blev aftalt en kysttur efter lidt torsk og fladfisk, med mulighed for at konkurrere til klubmesterskabet. Den bestilte mængde orm blev halveret, og weekenden var foreløbigt reddet.
Det skulle dog vise sig at blive endnu bedre. Vejrudsigten ændrede sig yderligere, og da vi mødte op i Hirtshals, var det med udsigt til noget, der kunne minde om havblik.
Skipper kunne berette om godt fiskeri fra dagen før med flere målere ude fra revet, og med den super gode vejrudsigt in mente foreslog han, at vi droppede kystturen og i stedet sejlede ud på revet.
Den var vi med på, selvom det kom til at give mindre fisketid, og det var de to tilmeldte gæster heldigvis også.
M/S Skagerrak skød en helt god fart igennem det flade vand. Det var selvfølgelig ikke som det gule lyn, vi havde sejlet med tidligere på året fra Hirtshals, men vi holdt en hastighed på den gode side af 12 knob på vej ud mod fiskepladserne.
Jeg tror vi alle var temmelig spændte, da fiskeriet blev ringet i gang. Ville vi få målere ombord, ligesom de havde fået dagen før, og hvad med de mange fine og godt fightende lubber, som skipper også mente, der skulle være at fange?
De første fangster var mindre torsk og rigtig fine makreller. Det varede heller ikke længe før vi fik svar på spørgsmålet om lubberne. Der kom løbende flere fine lubber om bord, men der var til gengæld et godt stykke vej op til måler-størrelsen på torskene.
Vores nye medlem Jim fik dagens største lubbe i form af en rigtig flot fisk på 4,8 kg. Det blev også den, der sikrede Jim dagens pulje til den største fisk, og dermed er spørgsmålet, om vi fik målere ombord, også blevet besvaret. Lubben blev i øvrigt fanget som en del af en doublé sammen med en lidt mindre lubbe, så Jim fik sig vist en rigtig god fight.
Fiskeriet kunne ikke leve helt op til vejret, men der kom da fisk i baljerne, og sågar også en flot blæksprutte som en af vores gæster fangede. Flemming tog godt for sig af makrellerne og fik blandt andet turens største på 43 cm, som også er årets største makrel i Måleren indtil videre.
Allan Lillebro havde vist sit mest succesfulde møde nogensinde med Vesterhavet og strålede som en sol, mens han fiskede og fangede fine spisefisk helt uden, at der var optræk til søsyge. Det må siges at være en yderst velfortjent og velundt oplevelse til Allan, der igennem flere år har udvist ukueligt mod og optimisme på trods af talrige ture i dørken.
Også vores to deltagende juniorer gjorde det rigtig fint. Adam var med på sin første målertur nogensinde, og udover en fin personlig rekord for torsk på omkring de tre kg, lykkedes det ham også at få lubben tilføjet til juniorrekordlisten. Den godt kæmpende lyssej blev vejet til 2 kg.
Men Adam var ikke færdig med at sætte rekorder. Han landede nemlig også en skægtorsk. Det er ikke noget vi ser særlig ofte – jo når vi fisker i Den Engelske Kanal – men bestemt ikke når vi befinder os i danske farvande.
Kun to gange tidligere i Målerens historie er det sket, så ikke blot var skægtorsken på 36,5 cm juniorrekord – det var også dansk klubrekord i Måleren. Det må siges at være en ganske imponerende bedrift på ens første måler-tur.
Magnus var den anden junior vi havde med på turen, og i stedet for at lave rekorder kastede han sig over pointene.
Der blev som nævnt tidligere konkurreret til Målerens klubmesterskab, og med fangst af bl.a. flere (korte) langer og turens eneste sej over mindstemålet, lykkedes det Magnus at skrabe point nok sammen til at blive dagens bådvinder.
Dermed kunne han også lægge sig i spidsen i den samlede stilling for såvel juniormesterskabet som klubmesterskabet.
Alt i alt havde vi en rigtig god oplevelse af både skipper og båd. Der var rigtig god plads om bord, både indvendigt og udvendigt, og der var pænt og rent. Skipperen lagde en engageret indsats for dagen og medhjælperen rensede fisk uden beregning. Samtidig skød M/S Skagerrak som nævnt tidligere en helt god fart, så mon ikke der dukker et par ture op med båden i Målerens program for 2017.