Tur : Artstur Skib : M/S Mira III, Middelfart. Fiskested : Lillebælt
Årets første artstur blev ikke rigtig til noget. Endnu engang for meget vind til Nordsøen. Jan var imidlertid snarrådig og fik booket en tur på Lillebælt med det gode skib Mira III. Vi havde jo købt ormene. Det blev dog ikke en artstur til konkurrencen.
Når nu vi skulle på en stille tur på Lillebælt, valgte jeg at tage min datter Anna og hendes veninde Mellanie med på turen. De fleste andre havde fået samme gode ide, så turen udviklede sig hurtig til en junior tur med 9 unge og 6 voksne.
Det blev en munter tur ikke mindst pga. Maria som udstyret med Skippers hat og briller samt snaden i munden styrede skibet og ringede godt med klokken assisteret af Karoline.
Det krævede en tålmodig skipper, hvilket heldigvis også var tilfældet.
Vi startede fiskeriet ved Gals Klint og Morten fik hurtigt den første ising om bord. Mellanie tog en skrubbe og Anna F. G. en torsk lige over målet.
Vi fangede rimeligt med både skrubber, rødspætter og isinger over målet. Der blev også til en del mindre ulke og Jannick tog en lille hvilling. Så der var alligevel nogle arter.
Et par meter fra skibet holdt et par marsvin os med selskab, så det var en god oplevelse.
En massiv byge fik Dan til at genoverveje en tidligere beslutning om at nøjes med regnjakken og lade bukserne blive hjemme. De fleste børn røg også ind og spillede kort og spiste slik. Dejligt med sådan en turbåd.
Efter at have drevet fra broen ned mod campingpladsen nogle gange, sejlede vi over på Kolding siden. Her var der imidlertid ikke mange fisk, så vi sejlede tilbage til campingpladsen. Nu var strømmen imidlertid taget til, og vi drev for voldsomt.
Derfor sejlede vi ned til Fænøsund og fiskede. Der var ikke så meget ovre ved øen, men inde under land fik vi nogle fine rødspætter.
Pludselig nærmede klokken sig 20.00, og der blev ringet op, så vi kunne returnere til Middelfart.
Det blev en noget anden tur end planlagt men til gengæld en tur med godt samvær med vores børn og gode venner. Jeg må nok forvente nogle flere ture til Lillebælt fremover med datteren.