Tur : Hajtur Skib : M/S Anchorman 5, Penarth, Wales. Fiskested : Atlanterhavet
Så blev det endelig juli og tid til Wales-turen med Kipling Travel efter blåhaj – en helt ny art og destination i Målerregi. Afsted skulle ud over jeg selv også Søren som turleder, Torben Østerby, Kurt, Kim, Michael samt Sanne med sin mand, Klaus, der dog ikke skulle fiske. De, der var med på Guernsey-turen, havde for de flestes vedkommende fanget rigeligt med rødhajer, men dengang var det kun Jan Dalgaard, der fangede en ”rigtig” haj i form af klubbens eneste gråhaj. Nu havde vi så muligheden for at få en virkelig repræsentant for Dødens Gab på fangstlisten - noget jeg personligt havde drømt om, siden jeg i hin svundne fortid læste Jens Ploug Hansens fiskebøger. Og blåhajen skulle faktisk have menneskeliv på samvittigheden, siger historiebøgerne, så en blåhaj er alligevel lidt sejere end en gråhaj.
Vi skulle flyve med Ryan Air, hvilket gav lidt turbulens på mailen, men Søren lovede på vegne af Kipling, at den lovede fagforeningsblokade mod selskabet ikke ville give problemer. Hvis Ryan Air ikke fløj, skulle Kipling nok finde et alternativ. Så var der ro på igen. Skipper skulle endvidere have alt det nødvendige grej om bord, men vi var nu nogle, der alligevel helst ville have eget udstyr med. Den rejsevante Torben organiserede et stangrør af bazookatypen, så den del var der fuldkommen styr på.
Flyet afgik fra Billund 6.30, så vi skulle morderligt tidligt op. Det gjaldt om at være rettidigt ved gaten og ikke medbringe for meget bagage i kufferter med forkerte dimensioner, ellers vankede der hampre gebyrer. Alt forløb dog planmæssigt, og flyet lettede mod Londons Stanstead-lufthavn. I lufthavnen skulle vi afhente de tre biler, som Kipling havde reserveret til turen mod Wales. Det var så absolut ikke de største af slagsen, Kipling havde valgt. Kurt, Kim og jeg skulle fx køre i en Ford Fiesta, og det var med nød og næppe, at der var plads til Kim bag rattet. Den londonske motorvejstrafik gjorde, at vi hurtigt blev splittet op, men tilstedeværelsen af GPS i hver bil skulle gerne forhindre de værste afstikkere. Ikke desto mindre lykkedes det Østerby, Søren og Michael at vælge en rute, der stort set udelukkende førte dem ad mindre veje og ikke på motorvejen, men de fik da set det bølgende grønne engelske Barnaby-landskab ad den åbenbart meget spændende rute A303. Skulle man vælge at gøre noget om, var det nok at leje nogle større biler, da en lang biltur i minibil gennem bjerglandskab og på motorvej med så omfangsrige mennesker som os, der samtidig medbringer en del bagage samt 2 meter stangrør, ikke er rigtigt sjov.
Vi kom dog frem til vores Royal Hotel i den walisiske by Woolacombe uden nævneværdige blodpropper i benene, og da vi efter nogle timers venten på de andre endelig var samlet, kunne vi blive indkvarteret og få styr på planlægningen af de kommende dage. Søren og jeg var så heldige at få enkeltværelse, mens de øvrige deltagere sov i par. Og ja, enkelte målermedlemmer snorker. Og ja, gulvet knirker, når man skal natpisse. Værelserne var i øvrigt glimrende, om end hotellet fremstod ret slidt.
Vi skulle fiske med Skipper David Bobbet på The Anchorman, der sejlede fra den lille havneby Ilfracombe. Båden er en katamaran, der efter billederne på nettet at dømme, nok kan fange fisk. Den første fiskedag var helliget blåhajerne, hvorfor vi skulle et godt stykke ud på Atlanten. På trods af den hurtige båd skulle vi alligevel sejle nogle timer, før vi nåede pladsen. Vejret var ikke helt godt med urolig sø, og vanen tro lykkedes det mig at blive søsyg på trods af plaster. Det var dog en tilstand, der ikke smittede, selvom den rådne stank fra rubby-dubby-fiskemosen fik de fleste til at skifte plads på båden.
Som lovet havde skipper alt det nødvendige grej til fiskeriet, fiskeaffald til rubby-dubby og makrel til agn, så det var ikke engang nødvendigt at bruge tid på at fange agnfisk. Hajgrejet var nogle ret korte 5-fodsstænger med hjul primært af TLD-typen og tyk nylonline samt nogle solide forfang med stålwire og en heftig krog. Skipper satte selv stængerne ud i den ene side i forskellig afstand omkring båden. Vi skulle så fiske efter knurhaner, kuller, hvilling mv. på den anden side, idet de små fisks ”støj” i vandet sammen med rubby-dubby-sporet lokkede hajerne til. Skipper satte hajstængerne med balloner i forskellig afstand fra båden, så mest muligt vand var dækket af, og så var det ellers bare at vente på, at der skete noget. Ifølge skipper var vandet ikke helt varmt nok – det var kun 15-16 grader og skulle helst op på 18 grader – og der var heller ikke kommet makreller i det omfang, man kunne ønske. Men hajhåbet levede, og nu var vi i gang.
Pludselig sprang skipper over til en stang, hvor knarren på hjulet havde givet lyd. Vi havde set en finne svømme rundt derude mellem ballonerne, og så var der ellers hug!
Han rullede hårdt ind på hjulet, og jeg fik stangen i hænderne – og så skete der ellers ikke mere. Hajen var på krogen for en meget kort bemærkning, men smed makrellen, inden jeg rigtigt nåede at få stangen.
Skipper snakkede om porbeagle – sildehaj – men det fik vi aldrig at vide. Min søsyge var til gengæld væk.
Senere var den gal igen, og Michael fik stangen i hænderne.
Denne gang var den god nok, og den ret korte stang fleksede som en osteskærer, mens linen fés af hjulet akkompagneret af sød musik fra knarren – jo, der er saft og kraft i sådan en haj.
I starten bestemte Michael absolut ingenting, og hajen drønede rundt om båden, mens Michael desperat rendte bagefter og forsøgte at holde linen fri fra båd, andre stænger, rubby-dubby-sæk og andet løsøre.
Han fik den dog stille og roligt tættere ind til båden, mens alle stod og hujede, og efter kortvarigt at have været i karambolage med skruen fik han den bakset om i den side, hvor skibets luge var. Hajen skulle jo gerne kunne genudsættes, så landingen foregik ved håndkraft.
Hajen kom ombord, skipper satte sig overskrævs på den i bedste bryderstil, fik med en del besvær krogen ud, og så var der ellers dømt fotosession! Turens første blå med en anslået tabelvægt på 27,3 kg var en realitet.
Så var det min tur til at blive spændt for toget, og denne gang sad den der. Efter en kort og intens fight kom dyret ind til båden – den var ikke så stor som Michaels – men pyt med det.
Fighten var ikke helt nem med en så kort stang som skippers, da man hurtigt blev træt i venstrearmen af at pumpe. Det ville have været rarere med en 8-fods.
Nå, op på skødet med dyret og på med det store smil. It’s a baby, sagde Skipper – 14 kg. Turen var reddet!
Næste hug gik til Søren, der også fik sin sag for. Der var vægt bag, så det ud til, men Søren undgik den helt store løbetur. Fisken kom op, og vægten blev ud fra længden, omkreds og skippers tabel anslået til 35 kg. Den var i hvert fald stor!
Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om det her koncept med skipper, der kroger fiskene og giver stangen videre. Det er selvfølgelig fint, at alle får prøvet at fighte en haj, men det virker alligevel lidt for ”turist-agtigt”, sådan at få overrakt en fisk.
Østerby havde sin egen stang i aktion med blå ballon, og hidtil var der ikke sket det vilde omkring hans makrel. Han havde haft et enkelt hug, som ikke blev hængende, men pludseligt lå hans stang vandret henover rælingen, mens knarren hylede. Var det ikke for snoreanordningen, der var bundet omkring stangen, var den røget overbord. Østerby fik fat i stangen og havde fast fisk – for en kort bemærkning— Ifølge skipper var det antageligt på grund af fletlinen, der simpelthen blev slidt over. Blåhajerne har det med at rulle, og en fletline kan ikke holde til ret meget kontakt med hajhud. På skippers hjul var der da også tyk nylonline – åbenbart med velbegrundet hu.
Kort efter var der hug på en af skippers stænger, som Sanne fik i hænderne. Der blev rusket og taget udløb, og Sanne var ret presset, indtil hun fik sig placeret med fronten bag stangen og fik kontrol over pumperiet. Så gik det fint, indtil linen på det noget slidte TLD-hjul fik lavet en pukkel, der forhindrede hende i at dreje på håndtaget. Skipper fik afviklet bøvlet uden konsekvenser for krogningen, og hajen kom ind til bådsiden. En fin lille blåhaj på 11 kg, og Sanne strålede som en sol.
Dag et lakkede mod enden, og med fire blåhajer i båden var vi kommet rigtigt godt i gang. Kurt, Kim og Østerby manglede stadig haj, men der var jo god tid, så ingen skår i humøret der.
Dag to blæste væk, så den blev spenderet i land med besøg i byen Ilfracombe, som vi sejlede ud fra. Det er en hyggelig lille havneby med mange turister, spisesteder og et interessant havnemiljø kronet af en statue af en gravid kvinde med et sværd. På den ene side er hun normal kvinde, på den anden er huden skrællet af, så man kan se muskler, foster og kranie. Symbolikken må stå hen i det uvisse. Til aften fandt vi en rigtig fin restaurant med herlig mad og god betjening i Woolacombe, hvor vi boede. Der spenderede vi så turens øvrige aftensmåltider. Og hvorfor eksperimentere med noget så fundamentalt som aftensmaden?
På dag tre skulle vi fiske mere kystnært efter havål, rødhajer og andet godt. Det mindede meget om fiskeriet fra Guernsey sidste år, hvor strømmen og tidevandet satte rammerne. Vi fiskede med blæksprutte og makrel, og det gik forrygende.
Hurtigt kom der rødhajer op, både små- og storplettet, og alle på nær Sanne fik sådan et uhyre på listen. De var præcis lige så grimme og muskuløse som sidste år og for os, der var med på Guernsey, var de faktisk lidt en skidtfisk. Til gengæld kom der flere havål - congers - på dæk. Kurt tog sig af den største på 8 kg, og hvad Sanne ikke havde i rødhaj, fik hun i conger med en fin fisk på 3 kg. Torben fik hele to havål, og også Michael fik en slange på listen. Søren, Kim og jeg selv fik desværre ingen ål, men jeg havde til gengæld et kongehug, der desværre ikke kom med op. Antageligt var det en ny klubrekord, i hvad art det nu end måtte have været—
Senere på dagen skulle vi prøve havbars, der også var en ny art i Målerregi. Det foregik med død tobis fisket over sandbanker. Vi tøffede en del rundt, før det lykkedes skipper at finde bidevillige fisk, men så kom der også fut i fejemøget. Østerby og Michael fiskede, som havde de aldrig lavet andet, og konkurrencemomentet var tydeligt mellem de to. Michael landede hele seks styk, mens Østerby måtte nøjes med fire, om end han tog den største på 1,8 kg. Alle fik havbars, og Sanne stod for en flot ny klubrekord på 2,1 kg, der blev tangeret af min største ligeledes på 2,1 kg fanget på gummiorm, da tobiserne slap op. Vi fiskede dog med lidt for kraftigt grej - de smukke, velfightende fisk havde gjort en god figur på almindeligt havørredgrej.
Den sidste dag var igen helliget blåhajerne. Vejrudsigten lovede pragtfuldt sommervejr, men det var ikke lige det, der mødte os om morgenen, hvor der var godt gang i både bølger og vind. Udturen var ren rutsjebane, og katamaranen uddelte veritable prygl til os stakkels fiskere. I øvrigt skal man aldrig spise chokolade i søgang, da jeg var ved at blive kvalt i et stykke af Østerbys Rittersport, som jeg valgte at inhalere samtidig med en indånding og et gevaldigt hop med båden. Vejret klarede hurtigt op, og snart faldt havet næsten helt til ro og skiftede farve fra blygrå til dybblå, samtidigt med at solen for alvor fik bid. Det tegnede virkeligt godt for dagens fiskeri.
Igen satte skipper rubby-dubby-sækkene ud, klargjorde stængerne med makrel og balloner, og vi andre begyndte at fiske efter småfisk på den anden side af båden. Der var godt gang i både grå og røde knurhaner, hvilling og kuller, om end størrelsen ikke var videre imponerende. Underligt nok var der ikke skyggen af makrel, men det var meget fint i tråd med skippers vurdering af en for årstiden ret lav vandtemperatur. Efterhånden som dagen skred frem, kom der dog lidt størrelse på fiskene. Michael fik fx en superfin blåfinnet knurhane på 2 kg, som kun blev toppet af Kurts imponerende klubrekord på 2,4 kg. En virkelig flot fisk! Sanne fik en kuller på 1,5 kg, og det lykkedes Østerby at fange en enkelt makrel. Også Kim fik en blåfinnet knurhane.
Nå, men blåhajerne var jo trods alt dagens hovedmål, og heller ikke på sidstedagen blev vi snydt. Den første blev dygtigt håndteret af Kim og landede på respektable 28,3 kg, marginalt større end Michaels fra den første dag. Den næste haj viste sig først ude mellem ballonerne og begyndte derpå at svømme hen mod båden. Den var nem at se i det spritklare vand – et virkeligt imponerende syn med de lange brystfinner og den mørkeblå farve på ryggen. Søren fik hevet et kamera frem, mens skipper firede en makrel ned til den. Vi kunne tydeligt se hajen tage agnen, skipper gav modhug og gav stangen til Kurt, der fik nok at se til på den korte distance. Fisken var desuden yderst usamarbejdsvillig ombord på båden, da den nægtede at lade sig fotografere i udstrakt format, men insisterede på at ligne et U på de fleste af billederne – 16,5 kg uartig haj.
Da skipper sidst på eftermiddagen begyndte at pakke sammen, havde vi alle på nær Østerby fået blåhaj, men i det mindste havde han da haft hug. Det er jo desværre fiskerens vilkår, men selvfølgelig lidt surt, når man nu rejser så langt for en bestemt fisk. Han tog det dog pænt.
Hjemrejsen dagen efter forløb uden problemer. Den lovede blokade af Ryanair i Billund medførte, at vores fly hjem fløj tidligere, og det var der vist ingen, som var utilfredse med, så man kunne undgå at komme hjem midt nat. Alt i alt en rigtig god tur – der var blåhaj på dæk, ny art for de fleste i form af havbars inkl. klubrekord, slimede havål, klubrekord i blåfinnet knurhane, god mad og øl, hygge – hvad mere kan man forlange af en Målertur?
Ophavsret
Robert Piil 
Så blev det endelig juli og tid til Wales-turen med Kipling Travel efter blåhaj – en helt ny art og destination i Målerregi. Afsted skulle ud over jeg selv også Søren som turleder, Torben Østerby, Kurt, Kim, Michael samt Sanne med sin mand, Klaus, der dog ikke skulle fiske. De, der var med på Guernsey-turen, havde for de flestes vedkommende fanget rigeligt med rødhajer, men dengang var det kun Jan Dalgaard, der fangede en ”rigtig” haj i form af klubbens eneste gråhaj. Nu havde vi så muligheden for at få en virkelig repræsentant for Dødens Gab på fangstlisten - noget jeg personligt havde drømt om, siden jeg i hin svundne fortid læste Jens Ploug Hansens fiskebøger. Og blåhajen skulle faktisk have menneskeliv på samvittigheden, siger historiebøgerne, så en blåhaj er alligevel lidt sejere end en gråhaj.
Vi skulle flyve med Ryan Air, hvilket gav lidt turbulens på mailen, men Søren lovede på vegne af Kipling, at den lovede fagforeningsblokade mod selskabet ikke ville give problemer. Hvis Ryan Air ikke fløj, skulle Kipling nok finde et alternativ. Så var der ro på igen. Skipper skulle endvidere have alt det nødvendige grej om bord, men vi var nu nogle, der alligevel helst ville have eget udstyr med. Den rejsevante Torben organiserede et stangrør af bazookatypen, så den del var der fuldkommen styr på.
Flyet afgik fra Billund 6.30, så vi skulle morderligt tidligt op. Det gjaldt om at være rettidigt ved gaten og ikke medbringe for meget bagage i kufferter med forkerte dimensioner, ellers vankede der hampre gebyrer. Alt forløb dog planmæssigt, og flyet lettede mod Londons Stanstead-lufthavn. I lufthavnen skulle vi afhente de tre biler, som Kipling havde reserveret til turen mod Wales. Det var så absolut ikke de største af slagsen, Kipling havde valgt. Kurt, Kim og jeg skulle fx køre i en Ford Fiesta, og det var med nød og næppe, at der var plads til Kim bag rattet. Den londonske motorvejstrafik gjorde, at vi hurtigt blev splittet op, men tilstedeværelsen af GPS i hver bil skulle gerne forhindre de værste afstikkere. Ikke desto mindre lykkedes det Østerby, Søren og Michael at vælge en rute, der stort set udelukkende førte dem ad mindre veje og ikke på motorvejen, men de fik da set det bølgende grønne engelske Barnaby-landskab ad den åbenbart meget spændende rute A303. Skulle man vælge at gøre noget om, var det nok at leje nogle større biler, da en lang biltur i minibil gennem bjerglandskab og på motorvej med så omfangsrige mennesker som os, der samtidig medbringer en del bagage samt 2 meter stangrør, ikke er rigtigt sjov.
Vi kom dog frem til vores Royal Hotel i den walisiske by Woolacombe uden nævneværdige blodpropper i benene, og da vi efter nogle timers venten på de andre endelig var samlet, kunne vi blive indkvarteret og få styr på planlægningen af de kommende dage. Søren og jeg var så heldige at få enkeltværelse, mens de øvrige deltagere sov i par. Og ja, enkelte målermedlemmer snorker. Og ja, gulvet knirker, når man skal natpisse. Værelserne var i øvrigt glimrende, om end hotellet fremstod ret slidt.
Vi skulle fiske med Skipper David Bobbet på The Anchorman, der sejlede fra den lille havneby Ilfracombe. Båden er en katamaran, der efter billederne på nettet at dømme, nok kan fange fisk. Den første fiskedag var helliget blåhajerne, hvorfor vi skulle et godt stykke ud på Atlanten. På trods af den hurtige båd skulle vi alligevel sejle nogle timer, før vi nåede pladsen. Vejret var ikke helt godt med urolig sø, og vanen tro lykkedes det mig at blive søsyg på trods af plaster. Det var dog en tilstand, der ikke smittede, selvom den rådne stank fra rubby-dubby-fiskemosen fik de fleste til at skifte plads på båden.
Som lovet havde skipper alt det nødvendige grej til fiskeriet, fiskeaffald til rubby-dubby og makrel til agn, så det var ikke engang nødvendigt at bruge tid på at fange agnfisk. Hajgrejet var nogle ret korte 5-fodsstænger med hjul primært af TLD-typen og tyk nylonline samt nogle solide forfang med stålwire og en heftig krog. Skipper satte selv stængerne ud i den ene side i forskellig afstand omkring båden. Vi skulle så fiske efter knurhaner, kuller, hvilling mv. på den anden side, idet de små fisks ”støj” i vandet sammen med rubby-dubby-sporet lokkede hajerne til. Skipper satte hajstængerne med balloner i forskellig afstand fra båden, så mest muligt vand var dækket af, og så var det ellers bare at vente på, at der skete noget. Ifølge skipper var vandet ikke helt varmt nok – det var kun 15-16 grader og skulle helst op på 18 grader – og der var heller ikke kommet makreller i det omfang, man kunne ønske. Men hajhåbet levede, og nu var vi i gang.
Pludselig sprang skipper over til en stang, hvor knarren på hjulet havde givet lyd. Vi havde set en finne svømme rundt derude mellem ballonerne, og så var der ellers hug!
Senere var den gal igen, og Michael fik stangen i hænderne.
Han fik den dog stille og roligt tættere ind til båden, mens alle stod og hujede, og efter kortvarigt at have været i karambolage med skruen fik han den bakset om i den side, hvor skibets luge var. Hajen skulle jo gerne kunne genudsættes, så landingen foregik ved håndkraft.
Så var det min tur til at blive spændt for toget, og denne gang sad den der. Efter en kort og intens fight kom dyret ind til båden – den var ikke så stor som Michaels – men pyt med det.
Næste hug gik til Søren, der også fik sin sag for. Der var vægt bag, så det ud til, men Søren undgik den helt store løbetur. Fisken kom op, og vægten blev ud fra længden, omkreds og skippers tabel anslået til 35 kg. Den var i hvert fald stor!
Østerby havde sin egen stang i aktion med blå ballon, og hidtil var der ikke sket det vilde omkring hans makrel. Han havde haft et enkelt hug, som ikke blev hængende, men pludseligt lå hans stang vandret henover rælingen, mens knarren hylede. Var det ikke for snoreanordningen, der var bundet omkring stangen, var den røget overbord. Østerby fik fat i stangen og havde fast fisk – for en kort bemærkning— Ifølge skipper var det antageligt på grund af fletlinen, der simpelthen blev slidt over. Blåhajerne har det med at rulle, og en fletline kan ikke holde til ret meget kontakt med hajhud. På skippers hjul var der da også tyk nylonline – åbenbart med velbegrundet hu.
Kort efter var der hug på en af skippers stænger, som Sanne fik i hænderne. Der blev rusket og taget udløb, og Sanne var ret presset, indtil hun fik sig placeret med fronten bag stangen og fik kontrol over pumperiet. Så gik det fint, indtil linen på det noget slidte TLD-hjul fik lavet en pukkel, der forhindrede hende i at dreje på håndtaget. Skipper fik afviklet bøvlet uden konsekvenser for krogningen, og hajen kom ind til bådsiden. En fin lille blåhaj på 11 kg, og Sanne strålede som en sol.
Dag et lakkede mod enden, og med fire blåhajer i båden var vi kommet rigtigt godt i gang. Kurt, Kim og Østerby manglede stadig haj, men der var jo god tid, så ingen skår i humøret der.
Hurtigt kom der rødhajer op, både små- og storplettet, og alle på nær Sanne fik sådan et uhyre på listen. De var præcis lige så grimme og muskuløse som sidste år og for os, der var med på Guernsey, var de faktisk lidt en skidtfisk. Til gengæld kom der flere havål - congers - på dæk. Kurt tog sig af den største på 8 kg, og hvad Sanne ikke havde i rødhaj, fik hun i conger med en fin fisk på 3 kg. Torben fik hele to havål, og også Michael fik en slange på listen. Søren, Kim og jeg selv fik desværre ingen ål, men jeg havde til gengæld et kongehug, der desværre ikke kom med op. Antageligt var det en ny klubrekord, i hvad art det nu end måtte have været—
Senere på dagen skulle vi prøve havbars, der også var en ny art i Målerregi. Det foregik med død tobis fisket over sandbanker. Vi tøffede en del rundt, før det lykkedes skipper at finde bidevillige fisk, men så kom der også fut i fejemøget. Østerby og Michael fiskede, som havde de aldrig lavet andet, og konkurrencemomentet var tydeligt mellem de to. Michael landede hele seks styk, mens Østerby måtte nøjes med fire, om end han tog den største på 1,8 kg. Alle fik havbars, og Sanne stod for en flot ny klubrekord på 2,1 kg, der blev tangeret af min største ligeledes på 2,1 kg fanget på gummiorm, da tobiserne slap op. Vi fiskede dog med lidt for kraftigt grej - de smukke, velfightende fisk havde gjort en god figur på almindeligt havørredgrej.
Den sidste dag var igen helliget blåhajerne. Vejrudsigten lovede pragtfuldt sommervejr, men det var ikke lige det, der mødte os om morgenen, hvor der var godt gang i både bølger og vind. Udturen var ren rutsjebane, og katamaranen uddelte veritable prygl til os stakkels fiskere. I øvrigt skal man aldrig spise chokolade i søgang, da jeg var ved at blive kvalt i et stykke af Østerbys Rittersport, som jeg valgte at inhalere samtidig med en indånding og et gevaldigt hop med båden. Vejret klarede hurtigt op, og snart faldt havet næsten helt til ro og skiftede farve fra blygrå til dybblå, samtidigt med at solen for alvor fik bid. Det tegnede virkeligt godt for dagens fiskeri.
Igen satte skipper rubby-dubby-sækkene ud, klargjorde stængerne med makrel og balloner, og vi andre begyndte at fiske efter småfisk på den anden side af båden. Der var godt gang i både grå og røde knurhaner, hvilling og kuller, om end størrelsen ikke var videre imponerende. Underligt nok var der ikke skyggen af makrel, men det var meget fint i tråd med skippers vurdering af en for årstiden ret lav vandtemperatur. Efterhånden som dagen skred frem, kom der dog lidt størrelse på fiskene. Michael fik fx en superfin blåfinnet knurhane på 2 kg, som kun blev toppet af Kurts imponerende klubrekord på 2,4 kg. En virkelig flot fisk! Sanne fik en kuller på 1,5 kg, og det lykkedes Østerby at fange en enkelt makrel. Også Kim fik en blåfinnet knurhane.
Nå, men blåhajerne var jo trods alt dagens hovedmål, og heller ikke på sidstedagen blev vi snydt. Den første blev dygtigt håndteret af Kim og landede på respektable 28,3 kg, marginalt større end Michaels fra den første dag. Den næste haj viste sig først ude mellem ballonerne og begyndte derpå at svømme hen mod båden. Den var nem at se i det spritklare vand – et virkeligt imponerende syn med de lange brystfinner og den mørkeblå farve på ryggen. Søren fik hevet et kamera frem, mens skipper firede en makrel ned til den. Vi kunne tydeligt se hajen tage agnen, skipper gav modhug og gav stangen til Kurt, der fik nok at se til på den korte distance. Fisken var desuden yderst usamarbejdsvillig ombord på båden, da den nægtede at lade sig fotografere i udstrakt format, men insisterede på at ligne et U på de fleste af billederne – 16,5 kg uartig haj.
Da skipper sidst på eftermiddagen begyndte at pakke sammen, havde vi alle på nær Østerby fået blåhaj, men i det mindste havde han da haft hug. Det er jo desværre fiskerens vilkår, men selvfølgelig lidt surt, når man nu rejser så langt for en bestemt fisk. Han tog det dog pænt.
