Tur : Kulmuletur Skib : M/S Emma-Line, Thyborøn. Fiskested : Nordsøen
Meldingerne om mange kulmuler fra Thyborøn her i juli måned gav inspiration til at lave et forsøg på at få kulmulen på listen over klubrekorder i Måleren. Vores forening har nu eksisteret siden 1999, og aldrig tidligere er det lykkedes at lande et eksemplar af denne torskefisk, der lever det meste af sit liv på store dybder, men som om sommeren søger ind på lavere vand for at gyde.
Der var hurtigt en pæn gruppe medlemmer, der var friske på et muleforsøg, og det lykkedes også at finde en ledig dag med Emma-Line. Vejrmeldingerne op til turen skiftede meget, men heldigvis blev det muligt for os at komme ud, selvom det ikke just var havblik. Men mindre kan selvfølgelig også gøre det, og vi blev stort set forskånet for søsygens lidelser på turen.
Vi havde startet med at købe færdigbundne kulmuletackler i Pers og Bodils butik, så det eneste vi manglede var lidt makrel som agn. Derfor lavede vores fortrinlige skipper John et par stop efter makrel på vej til mulepladserne. Det viste sig lidt sværere end forventet at få makrellerne i tale, men selvom vi ikke ligefrem skovlede makrel ind i løbet af dagen, kom vi nu aldrig til at mangle agn. De små pirke med makrelforfang gav i øvrigt også bifangster i form af torsk, knurhane og en enkelt hornfisk.
Efterhånden begyndte flere og flere at mede efter mulerne, mens enkelte ikke helt kunne slippe makrelstangen. Og der var da også interesse for vores agnfisk, men hver gang der var fisk med op, og man håbede på at se en kulmule, ja så viste det sig at være en torsk.
Forholdene var ikke ideelle til mulemede. Vi drev en del og hvis man ikke hele tiden gav line bumpede ens tackel hen over bunden. Disse bump kunne ind i mellem godt forveksles med tyggende fisk.
På et tidspunkt hvor jeg mærker lidt bump fra mit tackel giver jeg løs line og strammer derefter op og kan mærke at der er fisk på. Denne fisk er noget mere rolig, end torskene har været. Da vi kan ane fisken, som den nærmer sig overfladen, ligner det ved første øjekast endnu en torsk, men pludselig skifter den det rolige gemyt ud med en hidsig kamp for overlevelse. På det tidspunkt ser vi, at det er en kulmule og John får lynhurtigt gaffet dyret.
Glæden var stor – ikke mindst hos undertegnede – over at projektet var lykkedes. I øvrigt en herlig følelse når man kan mærke, at ens fiskevenner glædes med en over fangsten. Den nye klubrekord blev vejet til 4 kg, og den blev fotograferet godt og grundigt.
Efter en pr bajer til alle steg koncentrationen en del langs bådsiden. Nu havde vi set, at det kunne lade sig gøre, og vi håbede alle, at én mule kunne blive til flere muler. Desværre drev vi mere og mere ligesom det blæste en smule op, så det blev ikke nemmere at mede. Der blev landet flere torsk, men kulmulerne så vi ikke mere til.
Mod slutningen af turen foreslog John at vi prøvede et vrag, som kun lå et kvarters sejlads væk. Den var vi med på, og det resulterede i, at næsten alle fik en pæn portion torsk med hjem. Jeg tror det var Dan, der i tredje og sidste drev fik dagens største torsk på ca. 7 kg.
Herefter gik turen mod havnen i Thyborøn, hvor vi sluttede en rigtig fin dag af med en hotdog på havnegrillen.
Tak til John, medlemmer og vores gæst for en glimrende muletur, som vi allerede nu har besluttet bliver et fast indslag i de kommende års turprogrammer for Måleren.
Ophavsret
Robert Piil 
Meldingerne om mange kulmuler fra Thyborøn her i juli måned gav inspiration til at lave et forsøg på at få kulmulen på listen over klubrekorder i Måleren. Vores forening har nu eksisteret siden 1999, og aldrig tidligere er det lykkedes at lande et eksemplar af denne torskefisk, der lever det meste af sit liv på store dybder, men som om sommeren søger ind på lavere vand for at gyde.
Vi havde startet med at købe færdigbundne kulmuletackler i Pers og Bodils butik, så det eneste vi manglede var lidt makrel som agn. Derfor lavede vores fortrinlige skipper John et par stop efter makrel på vej til mulepladserne. Det viste sig lidt sværere end forventet at få makrellerne i tale, men selvom vi ikke ligefrem skovlede makrel ind i løbet af dagen, kom vi nu aldrig til at mangle agn. De små pirke med makrelforfang gav i øvrigt også bifangster i form af torsk, knurhane og en enkelt hornfisk.
Efterhånden begyndte flere og flere at mede efter mulerne, mens enkelte ikke helt kunne slippe makrelstangen. Og der var da også interesse for vores agnfisk, men hver gang der var fisk med op, og man håbede på at se en kulmule, ja så viste det sig at være en torsk.
På et tidspunkt hvor jeg mærker lidt bump fra mit tackel giver jeg løs line og strammer derefter op og kan mærke at der er fisk på. Denne fisk er noget mere rolig, end torskene har været. Da vi kan ane fisken, som den nærmer sig overfladen, ligner det ved første øjekast endnu en torsk, men pludselig skifter den det rolige gemyt ud med en hidsig kamp for overlevelse. På det tidspunkt ser vi, at det er en kulmule og John får lynhurtigt gaffet dyret.
Efter en pr bajer til alle steg koncentrationen en del langs bådsiden. Nu havde vi set, at det kunne lade sig gøre, og vi håbede alle, at én mule kunne blive til flere muler. Desværre drev vi mere og mere ligesom det blæste en smule op, så det blev ikke nemmere at mede. Der blev landet flere torsk, men kulmulerne så vi ikke mere til.
Herefter gik turen mod havnen i Thyborøn, hvor vi sluttede en rigtig fin dag af med en hotdog på havnegrillen.
