Dato : 13-06-2017

For 11 år siden var Måleren på Færøerne for første gang. Det var den gang en stor skuffelse rent fiskemæssigt, men oplevelserne i den barske og enestående natur har i mange år stået som et godt og smukt minde for mange af os, der deltog den gang.

Siden vores første besøg er der gjort en indsats for at gøre det mere attraktivt for havfiskere at besøge øerne i Nordatlanten. En af dem, der har været med til at få det færøske havfiskeri på verdenskortet, er Magni og hans skib Blástein. Fangster af sildehajer og rødspætter i rekordstørrelser var med til at gøre, at vi besluttede os for, at tiden var moden til at vende tilbage til Færøerne.

Ligesom i 2006 gik turen med Smyril Line og færgen Norröna. Denne gang var destinationen Vestmanna i modsætning til sidst, hvor vi boede og sejlede ud fra Fuglafjarðar. Fra Torshavn, hvor færgen anløb, var der ca. en halv times kørsel til Vestmanna, hvor vi ankom på den lokale cafe til en gang aftensmad og et møde med vores skipper Magni.

Vi blev indkvarteret i to fine huse ganske tæt på fjorden, og det blev aftalt, at vi skulle mødes om bord på M/B Blástein kl. 9 næste morgen til en gang fiskeri efter sildehaj.

1. fiskedag

Vejrudsigten var rigtig fin til den første dags fiskeri. På Færøerne er en god sommervejrudsigt noget med en temperatur der holder sig tocifret i graderne, en vind der holder sig éncifret i vindstyrken og så næsten lige så lange perioder med tørvejr som med regnvejr.

Så selvom vejret var fint følte vi ikke, vi havde overdrevet noget ved at medbringe vores flydedragter til Færøerne.

Her på førstedagen skulle der som nævnt tidligere fiskes efter sildehaj. Det foregår på den måde, at der trolles med 4 stænger ad gangen. For enden af snørerne sad der forskellige haj-snacks i form af store blink, jigs og blæksprutter krydret med naturlig agnfisk.

Der blev trukket lod om, hvem der havde stængerne hvornår, og derefter gik turen mod hajpladserne i sundene mellem de Færøske øer.

Vi vidste, at der var stor risiko for en nuldag, men alle var enige om at hajerne skulle have en reel chance. Det kunne være fantastisk at få tilføjet sildehajen til Målerens rekordliste, og Magni har flere gange tidligere bevist, at det kan lade sig gøre – bl.a. med en bådrekord på hele 220 kg.

Efter mange timers trolling blev der måske ikke helt holdt så godt øje med stængerne, som der blev gjort i starten. Men de fire personer, der rådede over stængerne, var klar, mens vi andre havde mere fokus på at nyde den storslåede natur.

Pludselig var alles opmærksomhed dog rettet mod Mortens stang. Der var hug på den store jig, og Magni var ikke i tvivl om, at det var en haj. Den blev desværre ikke kroget, så Blástein blev vendt om for at give hajen endnu en chance. Magni fortalte at tidligere erfaringer viste, at sildehajerne ofte tog agnen igen, hvis de først havde vist interesse.

Desværre skete der ikke mere, selv om vi cirkulerede en del i området, og dagen sluttede således uden, at vi fik fanget en haj.

2. fiskedag

Efter en dag med trolling uden fast fisk var vi alle sultne efter at mærke lidt liv for enden af snøren.

Magni havde lagt en plan der involverede de store Færøske rødspætter, og han havde regnet ud, at hvis vi startede på de fjerneste pladser og fiskede ind ad mod fjorden, så ville tidevandet være passende fra ca. kl. 11 til kl. 20.

Hjemme i Danmark og om bord på færgen på den 30 timer lange færgeoverfart fra Hirtshals havde vi bundet diverse rigs og tackler, der skulle nare de store spætter.

I teorien fungerede de vist alle rigtig godt, men i praksis, da vi endelig lå over den første rødspætte plads, viste det sig, at mange af vores kreationer, var mere velegnede til at få linekludder, og fangsten var i mange tilfælde sidemanden i mangel af bedre.

Ind i mellem lykkedes det at undgå filter, og nogle gange lykkedes det endda at fange fisk. De store spætter lod desværre vente på sig, men Stig varmede op med en 3 kilos torsk og en fin kuller. Han havde vist ikke forstået, at vi fiskede efter fladfisk ;)

Kim skulle blive den første til at overliste en af de flotte flade. På en af de store skalrejer fik Kim en smuk rødspætte på 1,9 kg med store flotte orange aftegninger. Vi var ikke helt på klubrekord størrelse, men nu var vi i gang.

Vejret var desværre halv hårdt, og det var svært at have optimal føling med agnen i strøm, vind og bølger. Formanden viste efter et stykke tid vejen frem med en ny klubrekord i form af en rigtig stor rødspætte på 2,8 kg. Jeppe nød det, men havde også en fornemmelse af, at det var på lånt tid, at han havde rekorden.

Vi var efterhånden kommet ind i fjorden ved Vestmanna, og med mere læ fik vi mere roligt vand og bedre styr på fiskeriet. Vi begyndte også at fange madfisk i form af fine isinger. Ikke i voldsomme mængder, men der skete da lidt, og gennemsnitsstørrelsen var nogle cm større end vi er vant til hjemme fra. Så det lå i luften, at det var et spørgsmål om tid inden vi også havde ny klubrekord for ising.

Jeg var lige ved at tro, at jeg selv skulle snuppe den, men jeg måtte nøjes med at tangere den eksisterende rekord. Men hvad faderen ikke kunne, klarede sønnen nemt. Magnus blev den første på en målertur til at bryde 40 cm’s grænsen for isinger og snuppede ny junior- og klubrekord med en velvoksen fisk på 43 cm og 710 gram.

Det var imidlertid ikke slut med klubrekorder herefter, og Jeppe skulle få ret i sin antagelse, om at han kun havde rødspætte-rekorden til låns. Casper var blevet træt af linekludder og var listet over i kastesiden. Her fik han et massivt hug på rejen, og med et stort smil kunne han med Magnis hjælp med fangstnettet lande en kæmpe rødspætte på 3,9 kg. Nu var det de to yngste deltagere på turen, der stod med to nye klubrekorder.

Det var sjovt at se, at vi næsten ikke fangede nogen ”normale” rødspætter. Bortset fra 1 til 2 fisk var alle madfiskene isinger. Magni forklarede at erhvervsfiskerne fangede masser af spise-rødspætter ude på dybere vand, mens der inde på sandbankerne mest var isinger og så de helt store rødspætter i trofæ størrelse.

Og vi skulle få endnu en trofæfisk inden fiskeriet stoppede denne dag. Caspers klubrekord overlevede, men den tidligere juniorrekord fra Øresund fik et ordentligt hug op ad, da Magnus fangede dagens næststørste fladfisk i form af en rigtig flot rødspætte på 3,2 kg. Selvom vi også havde fisket med børsteorm, og også havde fanget fisk på dem, så var det en af de store skalrejer, der havde fristet den store fladfisk. Akkurat som det også var tilfældet med de andre flade, der var i trofæ størrelse.

Til gengæld var denne fisk taget på et almindeligt færdig købt fladfiskeforfang med hvide perler, spinnerblade og bom og ikke lige som de øvrige fisk på slæbetackel.

3. fiskedag

Ligesom første fiskedag var vi igen villige til at tage en chance. Fiskeriet efter helleflynder på Færøerne er slet ikke på niveau med fiskeriet i f.eks. Nordnorge, men vi var villige til at give det et forsøg. Magni har da også tidligere landet helleflyndere om bord på Blástein, så han havde et bud på både hvor og hvornår, vi skulle gøre forsøget. Tidevandet ville være passende midt på eftermiddagen, så planen var, at vi ind til da skulle hygge med lidt torsk, sej, kuller og brosme på pladserne i Vestmannasund.

Den plan var fiskene desværre ikke med på. Vi oplevede en dag med rigtig svært fiskeri, hvor Magni kunne se fisk på loddet på de fleste pladser, men på krogen ville de ikke.

Der blev forsøgt adskillige pladser, og en tydelig frustrerert skipper var ved at løbe tør for idéer. Senere erfarede vi, at også erhvervsfiskerne havde haft en periode med rigtig dårligt fiskeri. Der var ikke nogen, der kunne forklare hvorfor, men der blev talt om sort vand og noget skum på vandet, som de ikke var vant til at se.

På 5. eller 6. plads var der endelig lidt fisk, der ville bide. Der blev landet lidt rødfisk, nogle småtorsk og enkelte sej. Jeppe og Kim fik sig en lille brosme hver, og om ikke andet havde vi nu lidt agnfisk til det forestående helleflynder-sats.

Desværre så vi ikke noget til havets dronning, og vi måtte drage mod Vestmanna med en skuffende fiskedag i bagagen. Skuffelsen var ikke på grund af de manglende flyndere, men simpelthen fordi det traditionelle havfiskeri svigtede totalt og gav associationer til turen i 2006.

4. fiskedag

Endnu en gang havde vi en dag med lidt hårdt vejr, der begrænsede vores muligheder. Hvis der havde været vejr til det, havde vi måske forsøgt os med sildehajerne igen, men det blæste så meget, at vi kun havde udsigt til at fiske på de nærmeste pladser.

Derfor var der igen fladfisk på menuen, og efter det passende tidevand til de flade, skulle vi se om vi kunne finde nogen af de fisk, der var helt forsvundet dagen før.

Mange af de lange slæbetackler var blevet væsentligt forkortet belært af de tidligere dages erfaringer, og enkelte af os fiskede også med de traditionelle fladfiskeforfang, som vi kender fra f.eks. Øresund og Langelandsbæltet.

Her på sidste dagen lod rødspætterne vente på sig. Ja de glimrede nærmest ved deres fravær. Der var til gengæld isinger og også store isinger. Sebastian fangede en på 40 cm som dagens største eksemplar af denne art, og som en sjov oplevelse fik vi også et par blæksprutter om bord.

Vi ventede tålmodigt på en stor rødspætte, og da den endelig indfandt sig, var det med maner. Magnus havde hug på rejen, og da han strammede op, og der var fast fisk, kunne jeg godt se, at nu var det alvor.

Der var pres på den lette fladfiskestang, og fisken tog flere udløb mod bunden. Bevægelserne i stangen mindede om dem, som man ser og mærker, når der er helleflynder på, så jeg var ret sikker på at det var en fladfisk, og ikke blot en vildfaren torsk, der havde taget Magnus’s krog.

Magni kom til, og mens Magnus stille og roligt pumpede den store fisk op mod båden, steg spændingen om bord. Da vi fik det første glimt af fisken var Magni hurtig til at få fat i nettet. Denne fisk var ikke bare stor – den var rigtig stor, og uden tvivl større end nogen af de andre rødspætter, vi havde set på turen.

Den gled sikkert i nettet og kom om bord til stor jubel. Vægt og tommestok blev fundet frem, og den gigantiske rødspætte blev vejet til 5,6 kg og målt til 78 cm. Dermed havde Magnus fanget en af verdens aller største rødspætter. Kun 100 gram fra verdensrekorden og 600 gram over den gældende europæiske rekord.

Efter en masse billeder af den tykke fladfisk og den stolte fanger fik Magnus lov til at genudsætte den kæmpestore rødspætte. Vi valgte ikke at anmelde den som rekord til de store havfiskeorganisationer, men at ”nøjes” med at have den anerkendt som bådrekord, klubrekord og juniorrekord.

På den måde undgik vi at sejle den i land blot for at veje den på en vægt med certifikat. I stedet kunne vi returnere den til sandbanken, hvor den i fremtiden kan bidrage med sine gode gener og en voldsom mængde rogn til de kommende generationer.

Efter rekordfangsten var der ikke lang tid tilbage, hvor tidevandet var gunstigt, så Magnus’s monster-rødspætte blev det sidste vi så til de store Færøske fladfisk.

Turen gik nu mod revene længer ude i fjord og sund, men desværre var fiskeriet ikke blevet bedre efter den skuffende dag, vi havde haft dagen før. Både vi og Magni kæmpede ellers for det, men meget mere end en ulk blev det desværre ikke til. Så efter nogle timer gav vi op, og Blástein satte kurs mod havnen i Vestmanna for sidste gang på vores tur.

Nogle timer senere var vi atter om bord på Norrøna og på vej mod lunere og tørrere vejr i Danmark. Utroligt at man kan komme til at savne den danske sommer. Men hvad Færøerne ikke har i sommervejr, har de til gengæld i monster store rødspætter.

Referat: Jan Dalgaard Madsen