Tur : Fladfisketur Skib : M/S Marianne, Årøsund. Fiskested : Lillebælt
Måleren har været på Lillebælt rigtig mange gange, men det var første gang, at vi skulle så langt sydpå i bæltet.
Fiskeriet fra Årøsund med M/S Marianne har de sidste par somre kastet rigtig flotte fladfiske-fangster af sig, så det skulle vi selvfølgelig også prøve.
Alle mødte op i god tid, så efter en kort introduktion til båden og fiskeriet fra vores skipper Kurt, gik turen ud mod fiskepladserne allerede 20 minutter før planlagt sejltid.
Den halve times sejlads blev benyttet til at rigge stængerne til, nyde et rundstykke og til at mobbe Finn med, at han havde glemt smørret til rundstykkerne.
Da fiskeriet gik i gang, kom der hurtigt gang i fangsterne. Primært rødspætter, men også isinger kom på dæk i en lind strøm. Størrelsen var fin, men vi savnede de helt store, som vi vidste var der ude.
Længe lå Finn og Casper til at skulle dele puljen til dagens største fladfisk med deres rødspætter på 36 cm. Men sidst på turen satte Finn trumf på med dagens to største flade i form af rødspætter på 40 cm og 42 cm fanget med ganske få minutters mellemrum.
Der blev i det hele taget fanget rigtig mange fladfisk på turen. Der var en del undermålere, men alt i alt endte vi vel på en total omkring de 350 flade over målet i samlet fangst.
Udover de mange rødspætter og isinger blev der fanget en enkelt skrubbe, en ålekvabbe og en del ulke og hvillinger, mens vores skipper landede en hornfisk. Og selvom fiskeriet ebbede lidt ud sidst på turen, præsterede vi faktisk at løbe tør for orm. Den situation blev dog reddet med alternative agn som knivmusling, rejer, tobis, gulp og før omtalte hornfisk.