Tur : Fladfisketur Skib : M/S Fie, Spodsbjerg. Fiskested : Langelandsbæltet
Solskin, højt humør, fladt vand og masser af fladfisk blev indholdet af denne yderst vellykkede pointtur på Langelandsbæltet med M/S Fie fra Spodsbjerg.
Som nævnt var der point på spil til foreningens klubmesterskab og også til juniormesterskabet, men meget af snakken om bord handlede om Norge, og de store fladfisk vores medlemmer havde landet på sommerens togt. Vores skipper Klaus ville vist hellere snakke om skrubber end om helleflyndere, men det var tydeligt, at fru Sanne havde fået smag for fiskeriet efter fladfiskenes konge.
Hvad isingerne og skrubberne manglede i størrelse i forhold til helleflynderne, havde de til gengæld så rigeligt i mængde. Der blev nemlig fanget rigtig mange fine isinger og skrubber, efter fiskeriet havde startet en lille smule trægt i den lidt for stille strøm. Men efter kort tid kunne man ikke længere se bunden af kurvene, og efter ca. en times fiskeri lykkedes det også for Peter at lande en hornfisk på fladfisketacklet. Det var gode point til konkurrencen og også ganske tæt på en ny juniorrekord, men der var kun tale om en tangering.
Til gengæld lykkedes det både Anna og Frederikke at overgå den gamle juniorrekord for ising, og Frederikke er nu ny rekordholder blandt juniorerne for denne art med et flot eksemplar på 38 cm. Senere på turen lykkedes det lige netop for undertegnede at fravriste Kim den samlede klubrekord for ising med en fisk på 39,5 cm.
Skrubberne var ikke i rekord størrelse, men både Per, Sanne, Karoline og Maria fangede flotte skrubber tæt på de 40 cm.
Alle fik fuldt hus i ising suppleret med 2 til 5 skrubber, så bådvinderen skulle findes blandt dem med tre arter eller mere. Peter havde sin hornfisk og Jeppe fangede som den eneste ulk på turen, så de havde gode point, der rakte til henholdsvis 3. og 2. pladsen. Magnus valgte at satse et par timer på fiskeri med flåd og sild, og det viste sig at være den rigtige chance at tage. For selvom han mistede tre hornfisk, lykkedes det ham at fange en makrel, der lige nøjagtig gjorde ham til bådvinder.
Intet er dog afgjort i mesterskaberne, idet der stadig resterer to pointture på henholdsvis Øresund og Lillebælt inden pokalerne kan overrækkes.